Juleepistler

Ørredbækgaard, 3. januar 2020

Kære familie og venner

2020 er indledt – i Australien hærger skovbrande, og Vitus er virkelig glad for, at det ikke er i år, han har planlagt at rejse rundt dernede. Hans hjerte bløder lidt, hver gang der er en nyhed om brande, der er ude af kontrol. Han og Valdemar læser til eksamen for fuld skrue i disse uger. Hannibal er på CISV Youth Meeting i Sverige; han er endnu ikke lykkedes med at komme ud af Europa … Christiane har afsluttet oprydningen efter nytårsaften for en flok venner fra 9. årgang, der godt gad at spise sammen med os, og næsten allesammen satte behørigt pris på Rasmus’ menu. Juleaften havde vi dejligt besøg af mormor, moster Lotte og i år også Philip og Louise. Christianes ønske om jul som ”i gamle dage” blev indfriet i en opdateret 2019-version.

2019 lagde knap så hårdt ud som 2018, der indledtes med brand på fabrikken i Hedensted. Det var rart. Årets skitur til Østrig var heller ikke i år ”fuldtallig” – Valdemar og Vitus måtte passe studierne, og det gav plads til hyggeligt selskab af Christianes veninde Sofie. Sofie havde været off piste i nogle år, så det tog lige en dag eller to at følge med Hannibal og Christiane, men Sofie kom hurtigt efter det. Midt på ugen var der et lille ”pusterum” med snestorm i et par dage, hvor det var begrænset, hvor stor en del af området der var åbent, men til gengæld VILDT sjovt at tosse rundt i for (såvel fysiske som mentale) teenagere. Forsommeren bød på fejring af farmor og farfars guldbryllup i superdejligt selskab af storfamilie og nære venner på campingpladsen Indelukket i Silkeborg, hvor det hele startede. Hyttelivet var et skønt afbræk i eksamensmåneden, men det var en meget våd lørdag, og alle blev våde, uanset om udflugten gik til kanoerne på Gudenåen eller gågaden i Silkeborg. I sommerferien var CISV igen på mange måder basis for os. Christiane var på Step Up i Cincinnati – byen hvor organisationen er grundlagt – og i Nørre Aaby var vores lokalforening værter for en tilsvarende Step Up. MANGE timer blev tilbragt som hjælpere i camp-køkkenet, og jeg drømmer stadig om en industriopvaskemaskine i bryggerset … I sensommeren gik turen en lørdag til Lyø, hvor skønne Anne-Marie er vokset op. Selvfølgelig skulle farbror Anders sige JA til Anne-Marie på Lyø.

Christiane (15) skimter dimissionen fra Nørre Aaby Skole i det nye år. Gymnasiet i Middelfart kan godt spænde hjelmen – til sommer kommer Christiane, og hun er KLAR. Hun er glad for at gå i skole, hun trives i høj grad med mange venner på årgangen, og de første ”rigtige” fester er i kalenderen. Christiane skiftede i efteråret fitnessabonnementet ud med jævnlige løbeture, men da den mørke tid kom, gik det helt i sig selv igen. Hun brugte sensommeren på at overveje, hvordan og hvor hun kunne få et fritidsjob, for hun er ikke nødvendigvis til sinds at gå i sine storebrødres fodspor og kunne bestemt ikke vente på et job i Dagli’Brugsen i Båring. Efter tre meget fine uopfordrede ansøgninger i lokalområdet, fik hun i starten af oktober job i Nørre Aaby Bageri – ja, dem med Danmarks bedste romkugler. Hun er svært tilfreds med, at det er helt på egen hånd, hun har skaffet sig et job, og at det ikke har noget som helst med hendes efternavn at gøre! Hun tager alle de vagter, hun kan, for hun har kun haft skodmobiler og brugte computere i ”hele” sit liv, og derfor er det på tide at anskaffe sig en iPhone og en MAC. Bum! Halvdelen af lønnen går dog ind på en bunden opsparing – sådan har det også været for brødrene, og når man som Christiane i den grad dyrker #ligestilling, er der jo ikke så meget at sige til det. Det betyder også, at garderoben ikke er blevet suppleret i helt det tempo, Christiane måske gik og drømte om, men når man også er #miljøbevidst og farmor er supergod til at spotte gemt guld i genbrugsbutikkerne, så er det måske heller ikke SÅ nødvendigt at købe nyt tøj flere gange om måneden. Men det er jo tilladt at surfe – så det gør Christiane … Meget!

Hannibal (16) er desværre blevet for gammel til musikskolens junior big band, men er til gengæld begyndt til sang sideløbende med bastimerne. Han har planer om at vælge musik som valgfag næste år i 3.g; han savner at spille i band med andre. Cyklen har det bedst i skuret, og Hannibal med bassen i bussen, men der ER også liiiige til den lange side med næsten 15 km i skole. Måske kan 3.g blive året, hvor Christiane og Hannibal cykler sammen i skole, hvem ved? I forsommeren søgte Dagli’Brugsen nye ungarbejdere, og det tog lige præcis turen i bil til Middelfart på passagersædet på vej til bas at skrive med Lone Brugsuddeler på Messenger – så var Hannibal ansat og startede ugen efter. Mødet med arbejdsmarkedet var ikke 100% kærlighed ved første blik for Hannibal. Bl.a. var de mange komplicerede Lotto-ordninger var en ordentlig mundfuld for Hannibal, som gerne vil gøre det så godt, men som af og til følte, at kunderne talte til ham, som om han ikke fattede noget som helst om Lotto (- og det gjorde han jo så heller ikke til at starte med …) Hannibal havde CISV-pause i sommerferien, men springer med deltagelsen i Sverige ikke helt over en CISV-tur i 2019, og til sommer sker det endelig: USA venter med en JC-plads på en børneby i CISV Greater Springfield. Europa er endeligt blevet for småt til Hannibal, og alle børnene på børnebyen kan godt glæde sig; Hannibal bliver en supersej JC, er vi sikre på. Han vokser lidt for hver uge med opgaverne og kan næsten ikke forstå, at han allerede er halvvejs gennem gymnasiet.

Vitus (20) sørgede for årets første deciderede spænding i familien: en lettere hektisk start med flytning til 4. maj Kollegiet. Han kom hjem fra et CISV Youth Meeting i Algeriet natten til d. 4. januar og skulle til eksamen d. 5. januar. Det viste sig, at depositummet til kollegiet ikke var gået igennem, så midt i eksamensstress toppede Vitus lige nervøsiteten med usikkerhed om sin boligsituation. Det løste sig heldigvis med et andet værelse, der var ledigt pga. mistanke om skimmelsvamp. Med Rasmus på arbejde i Jylland, og Valdemar centralt placeret på samme kollegium, blev værelsets skjolde forfulgt og taget i øjesyn. Det var ikke skimmelsvamp, og resultatet blev, at Vitus takkede ja til værelset på køkken 1. Lørdag d. 5. januar satte vi Vitus af på Trøjborg til skriftlig eksamen og kørte videre til 4. maj Kollegiet og malede hans nye værelse. Da Vitus kom hjem fra sin eksamen, satte vi møbler ind i behørig afstand fra de nymalede vægge, og så var han ellers (re)etableret i århusianske omgivelser få meter fra Valdemar. Herhjemme gik flyttedagen i kategorien ”vi hjælper hinanden”, men på Køkken 1 dukkede der et par uger efter et avisudklip op på Vitus’ køkkenskab (at finde sjove udsagn, der passer på ens medkollegianere, er en 4. maj-tradition): ”Curlingforældrene hjælper”. Vitus er som altid god til at engagere sig i de muligheder, livet byder på, og det har i år resulteret i, at han på køkken 1 er blevet køkkenformand. Det første studieårs slid bar frugt, da Vitus blev optaget på universitetets talentprogram på naturvidenskab. Kemishow er det bedste studiejob, Vitus kunne ønske sig, og vi glæder os sindssygt meget til at se Vitus på scenen til DM i Science-show i april. Norge trækker stadig med jævne mellemrum, og skønne Kaja og Vitus drømmer om, at Kaja måske kan få lov til at tage et praktikophold som farmaceut på et apotek i Danmark, så de for en periode kan være lidt tættere på hinanden – bl.a. når de dyrker deres fælles passion for at lægge puslespil.

Valdemar (22) og skønne Sif blev begge bachelorer i sommer. Til Valdemars store lettelse og forløsning blev et af hans mål i livet indfriet, da han søgte og blev optaget som ph.d.-studerende med start i november. Skuldrene kom lidt ned, og smilet var dejligt bredt. Sif er ligeledes startet på en ph.d., men nåede lige inden at bruge en del af efterårssemesteret på et studieophold på Cambridge University, hvor Valdemar selvfølgelig besøgte hende. Flot så han ud, da de sammen var til ”formal dinner”, og Sif berigede os med et billede af sin ”handsome” gæst. Valdemar og Vitus nyder gensidigt at være på samme kollegium; de bor nærmest diametralt modsat hinanden og ser langt fra hinanden hver dag, men de har hinandens ryg og er der for hinanden, når de har brug for det. Valdemar og Sif går dog rundt med planer om at flytte sammen, så Valdemars fælles kollegieliv med Vitus må vige for et fælles lejlighedsliv med Sif, når den rigtige mulighed byder sig. Sif trives heldigvis også meget på sit kollegium, så de har ikke travlt, men venter gerne på den helt rigtige mulighed – både med hensyn til sted, størrelse og pris. På kollegiet er Valdemar kasserer på Køkken 3 og en slags selvbestaltet formand for tennisklubben, hvortil Vitus også er blevet rekrutteret.

Rasmus gik i påsken i gang med et større projekt i haven, som har været længe undervejs, men som til gengæld er endt HELT fantastisk: udgravning og etablering af en ny, bedre og større havedam. Med en lejet minigraver var skæbnen hård ved gamle rødder på grunden, som måtte agere oplæringsrunde. Havedammen blev gravet – inklusive et pænt stort og dybt hul til det hjemmekonstruerede rensningsanlæg, der fulgte med, da jeg fik en dam i julegave i 2018. Stumper og dimser er bestilt hjem og indkøbt, og gamle blå plastiktønder fra fabrikken er savet til, så der nu er det vildeste og sejeste rensningsanlæg gravet ned ved siden af søen, samtidig med at regnvand via nedløbsrør og nedgravede rør ned gennem haven sørger for, at vandet i dammen holdes frisk og forhåbentligt algefrit (når han lige får helt styr på det …) Rasmus, Vitus og Valdemar byggede en trappe ned gennem slugten ved sommerhuset i Lønstrup hos mormor, og mormor kvitterede med havebord og -stole til at have stående ved dammen. Efter vi også indkøbte guldfisk og vandplanter, er det blevet en helt fantastisk oase i den nederste del af haven, som vi bruger mere end nogensinde før. Mens gravearbejdet stod på i påsken, benyttede Rasmus også lige lejligheden til at flytte lidt jord på den gamle terrasse foran stuen; det har været vores ønske, siden vi flyttede ind i 2003, at få udjævnet de to niveauer til ét. MEN – Rasmus skulle ikke grave dybt, før husets gamle trappe ud i haven i helstøbt ikke-bevarelsesværdig udgave dukkede frem. Det tog ca. en halv time at udtænke en ny model for en træterrasse, der skal være i niveau med stuen og stå på pæle ud mod haven. Det er vores store håb, at den bliver realiseret i løbet af 2020, men vi må se, hvad året bringer. På fabrikken startede året med et par svipture til Schweiz og Skotland for at undersøge muligheder i forbindelse med reetablering af de brændte linjer på fabrikken. I løbet af ca. en uge var de første printpladeproduktioner i gang igen, og året har i et hæsblæsende tempo været virkeligt travlt med genopbygningsplaner. Heldigvis er det også meget spændende at være medansvarlig for, at få produktionslinjerne bygget op på en måde, der forhåbentlig ender med at blive bedre og – hvem ved? – mere fremtidssikker end de, der brændte. I august kulminerede forårets mange, mange timers arbejde med en arbejdsrejse til Hong Kong og Kina, hvor Rasmus og chefen, Henrik, var på rekognosceringstur for at se på linjerne, INDEN de med evt. fejl blev skibet til Europa derude fra. Ud over et par fabriksbesøg bød turen også på et par dages oplevelser i Hong Kong. De to måske største oplevelser var en tur på vandski i Hong Kong Bay og de heftige demonstrationer, der var på sit højeste i netop den weekend, Rasmus var der, hvorfor vi fulgte særdeles godt med i nyhederne herhjemme i den uge, vi hyggede os alene. Rasmus var ikke topimponeret over standarden på især det nye software; fejl har der været nok af – også i løbet af hele efteråret, hvor kinesere på skift har været på fabrikken for at implementere hard- og software. Kommunikationen er VIRKELIG svær, og Rasmus’ tålmodighed har gennem hele året været sat på voldsomme prøver. BAMOK og Tømmerflådelauget lever i bedste velgående og gør livet lidt dejligere for lokalområdet.

I foråret sagde jeg ja til posten som næstformand i CISV Danmark, og jeg har brugt året på at vikle mig ud af en masse roller i CISV Fyn & Sydjylland for at få tid til det landsorganisatoriske niveau i foreningen. Odense Kammerkor havde ”desværre” to sopraner på barselsorlov, så i efterårsferien var jeg på den skønneste kortur til Island med Uffe, Camilla og tre minibusser fulde af skønne, velsyngende sangere. Vi var på de skønneste udflugter i et usædvanligt oktobervejr uden sne på vejene, så de tre minibusser var i sandhed turbusser i det nordøstlige Island og området omkring Reykjavik. Havbad, vandreture, udslukte vulkaner, lavalandskaber så langt øjet rakte, de vildeste, smukkeste og mest larmende vandfald, får allevegne, hvalsafari – og … Rikke til hest (‼) på en halvdagsudflugt på islandsk hoppe i tølt op og ned ad bjergskråninger og hen over vådområder. Endnu engang måtte jeg bare være helt utrolig taknemmelig for de oplevelser, jeg har fået på korture – og med musik i det hele taget gennem hele livet. Turen var et lille åndehul i et ellers alt for travlt efterår på gymnasiet, hvor vores vicerektor havde fået nyt job i august, og vi derfor i en periode, der føltes næsten uendelig, var på ekstra arbejde i resten af ledelsen. I december er vores nye, seje vicerektor, Thomas, tiltrådt, så nu håber vi på at kunne sænke skuldrene lidt, og at vi får et roligt og ”normalt” forår på skolen.

Vinterferien går – SURPRISE – endnu engang til Königstour i Dienten. For første gang i fem år bliver vi fuldtallige, men vi sender Valdemar og Vitus med tog direkte fra Aarhus, så det er ikke helt som i gamle dage i Multipla’ens storhedstid. Til gengæld glæder vi os virkelig meget til at være sammen alle seks – det bliver helt sikkert skønt!

Godt 2020 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, 2. januar 2019

Kære familie og venner

2019 er skudt i gang – ni tøser fra 8. kl. havde en fest ovre på loftet, mens vi havde hyggeligt selskab af naboerne inde fra skoven. Vitus er på fjerde år i træk på camp med CISV – denne gang er han på Youth Meeting i Algeriet, men det er i samme tidszone, så vi fulgtes ad ind i 2019. Selv om det er Nordafrika, er det anderledes nok … Vi fik en mail forleden med et heads up på, at vi måske får til opgave at arrangere alternativ flyrejse hjem. Der er to timer og tre kvarters mellemlanding i Algiers på vej hjem, men indenrigsflyet på vej derned var tre timer forsinket, og de lokale har fortalt, at indenrigs tidsplaner vist ikke altid bliver overholdt. Det er lidt spændende, fordi Vitus skal hjem til en skriftlig eksamen på universitetet i Aarhus. Det går nok!

Juleaften havde vi ud over mormor i år også hyggeligt selskab af moster Lotte. Et af aftenens højdepunkter må siges at være, da vi dansede om juletræet, og mormor blev udstyret med Rasmus’s gode pandelampe for at kunne læse salmeversene i sanghæftet. Hannibal var så heldig at vinde mandelgaven, som mormor er den glade giver af. Derfor er nyttige mandelgaver for alle aldre i fokus, og i år var ingen undtagelse: en dåse skoimprægnering til alle skotyper.

2018 blev på mange områder et oplevelsesrigt år for os alle. Vi lagde hårdt ud med en vandvarmer, der gik og efterfølgende rørskader, så det ene badeværelse var ukampdygtigt i alt for lang tid. I det hele taget har året været præget af kontakt til forsikringsselskabet med stort og småt. Den største sag var dog, da lynet slog ned på Christianes Blå Mandag, og vi var sat ud af kraft på bl.a. printer, komfur, emhætte og WiFi. Heldigvis var sommeren lang og varm, så med gasgrill og udekøkken gik det endda, selv om sagen trak ud i månedsvis. Status er nu, at vi mangler at forhandle den sidste kompensation, så vi kan få købt et nyt fjernsyn.

Mens Vitus var på den sydlige halvkugle, og Hannibal på efterskolen, havde vi selskab af Valdemar på ski, hvor han og Christiane nød hinandens selskab meget både på pisten og på afterski i lejligheden. Her blev bl.a. skitsen til Christianes Award Show til hendes konfirmation til. Selve konfirmationsfesten blev på alle måder en milepæl – det var sidste runde med dette overgangsritual, og det kunne godt mærkes, at ungerne er blevet større og i alle faser af et sådant arrangement tager fra og hjælper meget til. Det var en stor glæde og fornøjelse at opleve. I sommerferien var CISV Fyn værtsforening for en Børneby, som blev afholdt i Nørre Aaby. Vitus var med i staben, og vi var i ca. tre af de fire uger forbi camp’en dagligt med stort og småt. Rasmus elskede køkkenets walk-in køleskab (den tørre, varme sommer taget i betragtning ikke mindst), og jeg ønsker mig brændende en industriopvaskemaskine i bryggerset … Vi var også værtsfamilie ad tre omgange – den sidste var da den kinesiske delegation og et par forældre boede her i fire dage og brugte Vitus og mig som guider til at se Legoland, Aarhus og Odense. Hvem ved, om vi får gjort alvor af et genbesøg i Guangzhou engang i de nærmeste år?

Christiane (14) strålede og sprudlede i foråret til sin konfirmation. Vi holdt festen dagen efter selve konfirmationen, så jeg havde fået den store ære at sætte håret til kirken, mens det måtte i professionelle frisørhænder på festdagen. Vi øvede dagligt i en uge op til, og guderne skal vide, at Christiane var tålmodig, men krævende, og at jeg var utrænet, men kunne lære den særlige fletning, som det endte med. På dagen for festen var vi glade og stolte over at se Christiane tage taler i egen hånd og mund og stå ved ord og budskaber – hun er ikke nogen kuet lillesøster, tværtimod. Som Valdemar ynder at sige ”We trained her well” … Med bordet fyldt med veninder og familie og venner i hele aulaen på gymnasiet omkring sig, fik vi hende sammen sendt godt ind i næste livsfase. Christiane trives i 8. klasse – så meget, at hun ikke kan overskue at skulle sige farvel til Nørre Aaby Skole til sommer, så efterskoleopholdet er udsat til 10. klasse. Hvis altså hun har lyst … Efter at vi har ledt med lys og lygte og også har fundet en efterskole, som hun er meldt ind på til 10. klasse, ved hun stadig ikke helt, om det ender med 10. klasse eller gymnasiet direkte fra 9. klasse. Hun har også brugt efteråret på at overveje, om det stadig er hot at ride, men nu er hun nået frem til, at det ikke er så hot, og hun er stoppet her til nytår. Nu er der så kun serierne på Netflix tilbage … Hun er dog også meget flittig med lektier og skolearbejde, så der bliver bl.a. brugt tid på at øve tysk på Duolingo hver dag. Motivationen er brudt ud i lys lue, og hendes ambition er p.t. at læse jura (selv om uddannelsesvejlederne gør store numre ud af at lave forløb og orientere om erhvervsuddannelserne). I påsken var Christiane på et Youth Meeting i Manchester, og i sommeren var hun inviteret til Færøerne sammen med Freja, som hun tidligere har rejst med i CISV. 2018 blev også året, hvor to store drømme gik i opfyldelse! I efterårsferien var tre generationer af piger på tur til New York, hvor vi nok ledte efter de perfekte sko i ca. 20 butikker, og Christiane fik overtalt Hannibal til at flytte værelse, så hun nu har to – det ene med walk-in-closet. Hun fik overbevist Rasmus om, at det var sjovere at lave det end at male stuen og andre ting, vi stadig lige mangler i underetagen… Til sommer tager Christiane på Step Up camp med CISV til Cincinnati i USA – lokalforeningen, hvor det hele startede, så der er en helt særlig aura omkring camps lige netop der.

Hannibal (15) er startet i 1.g på Middelfart Gymnasium. Vi var meget i tvivl, om han skulle rustes lidt ekstra med endnu et år på efterskole i 10. klasse, men hans kontaktlærer på efterskolen fik os overbevist og sendt Hannibal hjem til gymnasiet. Her går han nu i 1.x i naturvidenskabelig studieretning og bliver beriget med samme matematik- og dansklærer, som Valdemar havde. De er stadig lige inspirerende og motiverende, så det er bestemt et hit! Garageloftet har allerede lagt lokaler til to fester, og Hannibal har lært at vaske gulv … Cyklen står så fint ude i cykelskuret, og bussen kører hver dag lige fra grunden. Hannibals hovedpude indeholder magneter, men alligevel lykkes det hver dag lige præcis at nå bussen. Han snakker nu om at begynde at cykle til foråret og at søge job, så verden udenfor teenageværelset kan måske få ham yderligere op i gear. Hannibal var i år endelig (!) blevet gammel nok til at komme med til Comedy Aid 3. juledag, og det var lige noget for ham! Showet blev genset 1. januar til stor begejstring, og Hannibal glæder sig allerede til at komme med næste år igen. I sommerferien var Hannibal på Step Up camp i Italien med CISV – endnu en fantastisk oplevelse. Det var varmt i Norditalien, men det var det jo også i Danmark. Til sommer er der CISV-pause for Hannibal, så der bliver nok skruet op for køkkenvagterne til den unge mand; payback-time! Efter Hannibal flyttede hjem igen, har han genoptaget basundervisningen og Junior Big Bandet i musikskolen, og han går og drømmer lidt om at købe en kontrabas også. Han har også planer om at begynde til sangundervisning i musikskolen næste år, så musikken har stadig et godt og solidt tag i ham.

Vitus (19) havde i årets første måneder en fest Down Under! Han var i Melbourne, da Wozniacki vandt sin Grand Slam, men Vitus havde mest travlt med at snappe billeder hjem af øl og drinks på vandrerhjemmet, hvor han boede med nye venner efter Seminar Camp’en var slut. Det blev til samlet set 2 1/2 måneder i Australien med bl.a. fire dages togtur tværs over landet, vandreture i naturreservater og dykning på Great Barrier Reef, hvorefter han fortsatte med 1 1/2 måned på New Zealand; det meste af tiden i en lejet bil gennem uendelige smukke landskaber. Inden Vitus i august flyttede hjemmefra, nåede vi en fantastisk billedaften, hvor han fortalte om sine oplevelser. Tænk at være 19 år og have modet og lysten til at rejse ud helt alene på den måde uden en egentlig plan, men at forfølge sine ideer og ønsker og få så store oplevelser med hjem! Et par gange havde han brug for støtte og gode råd, men det føltes også meget betryggende, at han ud over jævnlige beskeder hjem til os også med næsten daglig forbindelse til skønne Kaja i Norge havde en kontakt til den hverdag, han skulle hjem til igen. Efter stabsrollen på børnebyen i juli var Vitus mere end klar til at flytte hjemmefra, så i midten af august pakkede han værelset ned og med traileren fyldt satte vi kursen mod Skjoldhøjkollegiet som base for kemistudierne. Der har Vitus boet i efteråret, men lige inden jul pakkede vi læsset igen, og det står nu på traileren i garagen til på lørdag, hvor vi triller til tilbage til Aarhus; denne gang til 4. maj kollegiet, hvor Vitus har været heldig at få værelse fra 1. januar. Valdemar bor på Køkken 3, og Vitus nu på Køkken 4, så de er tæt på hinanden og alligevel med hver deres hverdag. Vitus elsker kemistudiet og er her i efteråret blevet ansat på Kemishow, så nu kan man være heldig at opleve de to brødre for fuld udblæsning i samme show. Det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse for ham.

Valdemar (21) går efter denne termins eksaminer i gang med sit bachelorprojekt. Han har været heldig at få netop det projekt, han allerhelst ville skrive, så han er lykkelig. Som en del af et talentudviklingsprogram, han er med i, er han endda så heldig, at han der skal skrive endnu et bachelorprojekt, så foråret bliver travlt, men godt. Valdemar var i april måned med på Kemishow-holdet, der vandt DM i Science Show. Vi var i Aalborg og se finalen, og helt og aldeles upartiske og neutrale kunne vi konstatere, at det var yderst fortjent. Valdemars søde kæreste, Sif, var på scenen, og Valdemar havde kitlen fuld af tegninger over, hvordan kolber mm. skulle placeres inden showstart, så dyrebare sekunder ikke gik tabt med at lede efter remedier. Det var tydeligvis en KÆMPE forløsning for ham at være på vinderholdet – jeg tror ikke, jeg har set ham så glad og lettet, siden han blev student. Valdemar stortrives med studielivet i Aarhus og glæder sig til at få Vitus som køkkennabo fremover. De to har i julegave givet os andre gavekort til restaurant KOMA (kollegiemad), så det har vi store forventninger til. I det hele taget er der ikke langt til Aarhus for en kulturel oplevelse – det er bl.a. blevet til store oplevelser i Musikhuset fra Stand Up til symfonikoncert (Sifs første nogensinde, men hun var begejstret), og der er carte blanche til at invitere os på oplevelser. Initiativet vil blive vekslet til en oplevelsesbillet; det er win-win for alle parter og hyggeligt at komme tilbage til Aarhus i ny og næ. Til juni skal hele familien mødes på Train, når det legendariske funkband Tower of Power turnerer. Det bliver helt sikkert en stor aften.

Rasmus og de fingernemme i BAMOK brugte foråret på at ”gå til campingvogn”. Den er blevet virkelig flot og går under navnet Baglokalet. Dagen efter Jan Gintberg havde optrådt i BAMOK, rullede Baglokalet op på Byvejen og bød på fredagsøl og god ferie, som en tak for sidst-hilsen. D. 1. december stod vi klar med Baglokalet foran Brugsen, hvor BAMOK havde købt 250 friskbagte rundstykker, der blev delt ud med ønsket om en glædelig december. Det kan noget helt særligt at være aktiv i et lokalsamfund! I Tømmerflådelauget fik de et legat af LIP Fonden, som skal bruges til at bygge en krabbefiskerbro som supplement til tømmerflåderne Basse og Bertha. Det er også blevet til et flot, rustik bord- og bænkesæt, og til laugets julefrokost indledte de med at lave stumtjeneren ”Butler” i vandkanten til byens havfruer, der lige manglede et sted at hænge håndklæder og tøj. På PRI-DANA i Hedensted er året startet hektisk ud! Kl. ca. 2:15 nytårsnat stod der pludselig to betjente fra Fyns Politi midt i entréen, og (heldigvis) inden jeg nåede at blive bekymret for Valdemar i Aarhus eller Vitus i Algeriet, fik de fortalt, at Rasmus skulle ringe til sin chef, fordi fabrikken var i brand. En af produktionslinjerne er helt nedbrændt, og det giver selvsagt lidt udfordringer i en produktion, hvor processerne består af op mod 10 skridt, og nummer fire, syv og ni er sat helt eller delvist ud af kraft! Vi afventer stadig teknikernes svar på, om årsagen kan bestemmes, men det er selvfølgelig nærliggende at tro, at det kan være en vildfaren raket, der har ramt taget.

CISV Fyn har i de senere år haft vokseværk, og det tager vi nu konsekvensen af på vores generalforsamling om et par uger, hvor vi skifter navn til CISV Fyn & Sydjylland. Vi har efterhånden godt fat i medlemmer i Sydjylland også, og vores Børneby i sommer forløb uden problemer med at skaffe frivillige hjælpere. Både som værtsfamilier og i køkkenet var der nok opbakning til, at vi ikke manglede hænder. Til sommer skal vi afholde en Step Up for 15-årige. Det er også et stort program, men dog et lidt mindre set up. Vi er heldige, at det bliver i Nørre Aaby igen, så vi kommer til at køre derover en del. I efteråret var jeg på CISV-kursus i Israel, og selv om vi på selve kurset var indkvarteret langt ude på landet bag lås og slå, fik jeg suppleret med to dage i det centrale Jerusalem med to gode CISV-veninder. Det var en kæmpe oplevelse, og sikke meget vi nåede på to dage med sightseeing i Jerusalem og Betlehem. Juletræet var i år pyntet med en Betlehemsstjerne og et Jerusalemkors i håndudskåret oliventræ, og det var også lidt særligt at synge alle julesalmerne i år som vikar i kirkerne. Jeg var også indbudt som sopranvikar til at synge et par koncerter i december med Odense Kammerkor, der har fået Uffe Most som dirigent. Det var skønt at synge dejlige korværker sammen med Uffe og Camilla igen, ligesom det var fuldstændig fantastisk – musikalsk og socialt – da vi arrangerede gensyn(g)sweekend med Akademisk Kor Aarhus tilbage i september. Vi var ca. 45 sangere, der i den grad fejrede Uffes 60-års fødselsdag, og vi finder helt sikkert på en lignende anledning til at ses igen om få år.

Vinterferien byder igen i år på Königstour i Dienten. Valdemar har meldt afbud pga. obligatorisk undervisning, så vi ved ikke helt endnu, hvor mange vi bliver, men vi krydser fingre for, at Vitus kan komme med. Til juni har farmor og farfar bedt os sætte kryds i kalenderen til en guldbryllupsweekend i Søhøjlandet, så det bliver helt sikkert skønt!

Godt 2019 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, 1. januar 2018

Kære familie og venner

Det er på høje tid! 2018 er skudt i gang – her hos os forholdsvis stille og roligt, men det er nok mest fordi, vi ikke kunne høre de syv tøser fra 7. kl. ovre på loftet. Christiane og veninderne gav den fuld gas, mens vi tog den helt med ro i sofaen. Vitus kom først ind i 2018 – hele 10 timer før os andre i Melbourne, hvor han er på CISV Seminar Camp. Det er tredje internationale nytårsaften i streg for ham og Hannibals anden; han er på Youth Meeting i Nordsjælland. Valdemar lovede at passe på sig selv i Aarhus …

Juleaften var vi alle en sjælden gang samlet om spisebordet – og igen med mormor som hyggeligt selskab. I anledningen af at mormor havde lavet rigelig risalamande, så der var til en runde mere, fiskede vi en ”Til Rasmus Fra Rikke”-pakke ud fra juletræets fod, smuttede en ny mandel og sendte skålen rundt til anden runde. Rasmus, der var den egentlige vinder af mandelgaven i den rigtige runde, var ikke 100% tilfreds med den juleleg, og mormor, der vandt mandlen i anden runde, forbarmede sig over ham og gav ham gaven tilbage. Så med hele to mandelgaver vundet i 2017 er der statistisk et stykke tid til, at Rasmus har noget at lade os andre høre igen …

2017 blev igen et rejserigt år – vi fristes til at sige som CISV-sædvanligt. I sommerferien var vi inviteret til Fanø med farmor og farfar og storfamilien, men der blev også plads til en helt og aldeles forrygende efterårsferie i Athen med rundrejse i Grækenland for Rasmus og jeg. Med en god blanding af kolleger og ægtefæller fyldte vi en bus fint op og var på rundrejse til bl.a. Delphi, Olympia og Mykene. Personligt har jeg drømt om at besøge alle oldtidsminderne, siden jeg selv læste til old-eksamen i 1989, og ud over behørigt at beundre vel nok samtlige interessante vaser, søjler, bronzehjelme og ruiner, der overhovedet er værd at se på, fik vi toppet oplevelsen med et lille ”Middelhavscruise” til Aegina med strand-/badetur inden hjemrejsen. Vi var på hele rejsen kyndigt og professionelt guidet af en af mine old-kolleger, og alt i alt var det en fuldstændig fantastisk tur, som bliver svær at komme efter. Men mon ikke der blandt kollegerne er skabt grobund for en gentagelse til nye rejsemål med passende intervaller?

Hangen til det internationale slog igennem, da vi i maj måned så et facebook-opslag fra en anden international forening, ICYE (International Cultural Youth Exchange), der manglede en værtsfamilie til Jafeth fra Costa Rica. Jafeth på 21 skulle arbejde i et år på Båring Skole som frivillig, og opslaget kaldte nærmest på vores familie, følte vi. I forbindelse med Jafeths ankomst til Danmark, skal jeg love for, at vi fik indblik i, hvordan vi i Danmark tager imod nye borgere. Systemet er bestemt ikke i udgangspunktet inkluderende – fx er samtlige breve og formularer fra allerførste øjeblik KUN på dansk. Jafeth kunne meget få engelske ord, og vi taler ikke spansk, så fra første øjeblik var vi udfordrede. Udfordringerne med at kommunikere blev i løbet af et par måneder for store – trods danskundervisning og arbejde i Båring Børneunivers med 0-12- årige blev det klart, at Jafeths mål med opholdet var at lære engelsk for at komme videre i Costa Rica på pilotskolen. Vi havde ikke troet det muligt, at man kan arbejde i vuggestue, børnehave, skole og SFO uden at lære sproget, men med mangel på motivation er al ikke-læring mulig. Vi måtte derfor afbryde samarbejdet i slutningen af november, efter Jafeth selv havde bedt om, at foreningen fandt en ny værtsfamilie, der ikke stillede samme kontante krav til at lære dansk. Det var umuligt for os at have en gæst i huset i et år, og uden et fælles sprog kunne vi ikke lære hinanden at kende på en måde, hvor Jafeth kunne blive en integreret del af familien, som ellers var hele intentionen med at være hans værtsfamilie.

Christiane (13) er teenager for fuld udblæsning og har i omegnen af 50 streaks, der dagligt skal passes på Snap’en. På trods af alderen er Christiane fornuftig, omgængelig og velovervejet, og hun flyttede i år til 7. klasse på Nørre Aaby Skole, hvor hun stortrives med det faglige og ikke mindst veninderne. Christiane havde en decideret KRISE nogle dage i foråret, da det i al sin grumme alvor gik op for hende, at skoleskiftet betød, at hun som den eneste i den nære venindekreds skulle på Nørre Aaby Skole. Heldigvis fulgte Mia i august hurtigt efter til Christianes klasse, og i løbet af meget få dage stod det klart, at forårets sorgkrise kunne pakkes langt væk. Man har lov at tage fejl, og det er Christiane ikke ked af at indrømme. Hun drømmer om, at 2018 bliver året, hvor hun får Hannibal flyttet ind på Valdemars gamle værelse, så hun kan få Hannibals værelse som påklædningsværelse, det næstbedste efter et walk-in-closet. (Rasmus nægter fortsat at lave direkte gennemgang i væggen.) Dream on – vi skal først være færdige med diverse småprojekter i underetagen … Christiane er vedholdende til ridning og har nu fået halvpart på Davidson. Det er en glimrende ordning, hvor hun udover rideundervisning to gange om ugen på rideskolen må ride hver weekend. Der følger meget god læring med at skulle vedligeholde udstyr, mens det hårde arbejde som fx at muge ud bliver ordnet af rideskolens ejere. I januar skal vi på besøg på Baunehøj Efterskole, hvor der ud over ridning som profilfag også er fag med design og internationalt udsyn, så vi håber, det er stedet for Christiane. CISV bragte Christiane og Hannibal til Trento i Italien på en Interchange-oplevelse med de jævnaldrende Francesca og Tomasso. Opholdet bød bl.a. på en weekend i Venedig med deres to værtsfamilier, og tilbage i Danmark var et af højdepunkterne en kæmpe vandkamp i haven på Tomassos fødselsdag. Som om sommeren ikke var våd nok i forvejen … Til påske rejser Christiane på et Youth Meeting i Manchester, og ellers går der ikke en dag uden at tænke spændt på den store konfirmationsfest til april og den rejse, som mormor inviterer på – forhåbentligt til New York i efterårsferien.

Hannibal (14) nyder livet på Faxehus Efterskole i 9. klasse. Helt fri for voksne, der ”hjælper” med påmindelser om tandbørstning, sengetider etc., og det kan godt være en udfordring at styre det helt selv. Hannibal bruger mange kræfter på at være en del af et elevhold med 100 forskellige, sprudlende, engagerede og kreative unge mennesker. På de lange togture hjem er Hannibal nu ved at være inde i rutinerne med at checke ud med Rejsekortet, og i 2018 bliver togskinner noget, der kun skal køres på; dem på tænderne bliver fjernet i løbet af foråret. Kontrollerne hver 6.-8. uge i Fredericia er pænt langt væk fra Faxe Ladeplads, så det bliver dejligt at kunne lægge dem bag sig. Hannibal har sin egen bas med på efterskolen, hvor han har musik som valgfag. Vi har endnu til gode at høre musikholdet underholde, men vi var til en ”forestilling” lige inden jul, hvor eleverne på skolen havde lavet 17 forskellige scenarier rundt omkring på skolens område, der illustrerede FN’s verdensmål. I januar skal han med efterskolens naturvidenskabelige studieretning til Chamonix på skiferie, og på vejen hjem slår de et smut forbi CERN, verdens største fysiklaboratorium. Vildt nok – og til resten af familiens store misundelse, måske på nær Christianes. Lige nu er Hannibal sammen med unge fra Brasilien, Indonesien, Holland og Italien på et CISV Youth Meeting på Nordsjælland, og til sommer skal han på programmet Step Up i Padova i Italien. På trods af at passet endnu ikke har været udenfor Skandinavien og Italien med CISV, bliver det selvfølgelig igen en kæmpestor oplevelse. ”Ombygningen” skrider frem, og måske er Step Up lige det sidste skub, der skal til for at få forvandlingen til et pragteksemplar af en dansk, ung verdensborger med check på alt til at lykkes fuldt ud.

Vitus (18) blev student i juni og har brugt efteråret på at arbejde som vikar på et par af de nærliggende skoler. Opsparingen bliver, når Seminar Campen i Melbourne er slut d. 18. januar, brugt til to måneders rundrejse på egen hånd. I ugerne og især dagene op til afrejsen 1. juledag var Vitus lidt ramt af rejsefeber, som smittede lidt … Da vi sendte ham afsted fra Middelfart Station, var det med velmente ord om, at nu er det nu, han skal bruge alt det, vi, skolen og CISV har lært ham. Vi ved, det rækker, og vi glæder os til at høre fra ham, når han får sin mobil udleveret igen og får anskaffet sig et lokalt SIM-kort, så vi kan kommunikere med ham. Vitus var JC (juniorleder) på en Børneby i Trondheim i sommer, og det gav ham mod på at blive juniorstab på CISV Fyns børneby til sommer. 2018 kommer til at slutte på et Youth Meeting for 19+-årige i Tunesien, og så har Vitus fået ekspederet besøg på alle tilgængelige kontinenter, inden han fylder 20. Vitus har i løbet af efteråret tilbragt to uger i Bergen, hvor hans norske kæreste, Kaja, studerer farmakologi. Kaja kommer oprindeligt fra Trondheim og har også besøgt os et par uger i løbet af efteråret. Takket være sidste års mange timer med SKAM, kan vi forstå det meste af, hvad Kaja siger, hvis hun taler langsomt … Vitus fik ikke ligefrem ros for at få en kæreste i udlandet, men han har fået en hel del ros for valget af Kaja, og at hun ikke kommer fra USA – eller det, der er værre (=længere væk). Når Vitus kommer tilbage fra sin dannelsesrejse ved påsketid, genoptager han vikararbejdet og har så planer om at flytte til Århus til sommer. Han søger ind på kemistudiet, og han glæder sig til at bo på kollegium og håber meget, at han med oldefædrenes dokumenterede modstandsarbejde kan være heldig at få plads på 4. maj Kollegiet, der ligger centralt, stemningsfuldt og billigt lige i periferien af Universitetsparken.

Valdemar (20) trives meget som studerende i Århus. Valdemar blev optaget på universitetets talentprogram for naturvidenskab. Talentsporet, der indledes på 2. studieår, er for studerende, der er ”mere end almindeligt ambitiøse, har et personligt drive og nyder at udfordre sig selv”, og de egenskaber kan vi godt nikke genkendende til hos Valdemar. I foråret var Valdemar heldig at få et værelse på 4. maj Kollegiet, og han nyder i sandhed kollegielivet med fx fællesspisninger i Køkken 3. Valdemars nytårsforsæt for 2017 var et miljø-/klimaforsæt om ikke at købe oksekød, og det er lykkedes ham at holde. På kemistudiet er han med som frivillig i fredagsbar- og festforeningen Alkymia, hvilket bl.a. gav mulighed for en december-skiferie i Zillertal, så formen er i top til Dienten i uge 5 med Christiane og os. Juleaftensdag sad hele familien klinet til skærmen, da han og en studiekammerat, Anders, med stort skærmtække leverede et superunderholdende og sprudlende Kemishow på Ramasjangs børneprogram Mens vi venter. Kemishow vandt i foråret danmarksmesterskaberne i Scienceshow for tredje år i træk. Vi fulgte med på livestreaming, men når titlen skal forsvares i Aalborg i starten af april bliver det helt sikkert med hele familien inklusive mormor på tilskuerpladserne som klakører. I CISV er Valdemar fortsat med i CFA-udvalget, der afholder den nationale camp i efterårsferien, og til påske skal han være stab på sit første rigtige program – et Youth Meeting i Roskilde. Payback-time is about to start!

Rasmus nyder livet som frivillig i flere forskellige foreninger. Først og fremmest i BAMOK, der som seneste påfund har indkøbt en campingvogn, de er ved at istandsætte – fx med henblik på billetsalg o.l. BAMOK’s bar og udstyr bliver i forbindelse med årets to koncerter jævnligt udbygget, og i forsøget på ikke at falde tilbage i vanens rille bliver der til hver koncert tænkt lidt nyt under mottoet ”Hos BAMOK får du hver gang lidt mere, end du forventer”. Lokaludvalget har haft Rasmus som formand i snart 10 år, og med Middelfart Kommunes målsætning om at lægge flere beslutninger ud til borgerne overvejer Rasmus så småt, om det skal være en konkret anledning til at bringe stafetten videre til nye kræfter. Tømmerflåderne Basse og Bertha er hevet på land af Tømmerflådelauget, og vores egen tømmerflåde, Francesca, blev i juli som en del af et større nabosamarbejde flyttet fra gårdspladsen til stranden, hvor den med et hjemmelavet betonklodsanker lå ca. 100 m ude i vigen og ventede og ventede på den danske sommer. Nu ligger den solidt fortøjret på stranden og venter på en bedre sommer næste år. I forsommeren var Rasmus med Tømmerflådelauget på Windsurferkursus ved Ringkøbing, så nu er der også godt styr på SUP (Stand Up Paddle), og Rasmus er begyndt at mumle noget om en havkajak som ny udfordring.

Jeg har netop lavet regnskab for CISV Fyn og lagt budget – herunder for den Børneby, vi skal holde til sommer. En Børneby er CISV’s kerneprogram og uden tvivl det største. Med den vækst i medlemmer, som vi har haft i de senere år, glæder vi os til at byde velkommen til børn fra hele verden. Ca. halvdelen af værtsfamilierne er allerede fundet, og vi retter snart blikket mod at rekruttere bemandingen til køkkenet. I 2018 sender vi igen mange delegationer ud på de forskellige programmer. Det bliver til ca. 34 børn, så også som kontaktperson på Børneby- og Youth Meeting-delegationerne kommer der nogle mødeaftaler i kalenderen. I det landsdækkende Youth Meeting-udvalg, der sender 16+-årige ud på Youth Meetings på individuelle rejser uden leder, er der også lidt at se til i løbet af året – glimrende suppleret af min udvalgsmakker, Lene. Klasseforældrerådene er en saga nu, og efter ca. 10 års arbejde for og i bestyrelsen i Gymnasielærernes Musiklærerforening er jeg udtrådt af bestyrelsen. I denne uge mødes jeg med den nuværende bestyrelse mhp. overdragelse af opgaver, jeg har varetaget, og så bliver der så småt tid til, at CISV kan komme til at fylde endnu mere? Skønt er det, at der også efterhånden er tid til at dyrke gamle venskaber op igen, og en weekendtur med skønne Astrid i Aarhus er i kalenderen i foråret.

Christiane og Valdemar bliver de eneste børn, vi tager med på Königstour i år – og vi tør kun håbe på lige så fantastisk godt skivejr, som vi havde sidste år. Vi så bogstaveligt talt ikke en sky i 6 dage med ægte kejservejr. Christiane nyder lige nu tanken om og udsigten til at være enebarn herhjemme frem til påske. Normalt er hun slet ikke den, der holder sig tilbage i søskendeflokken, men det bliver nu alligevel rart og sjovt at se, hvordan hun kommer til at folde sig ud i det tomrum, der opstår i de næste måneder.

Godt 2018 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, 2. januar 2017

Kære familie og venner

2016 har på mange måder stået i CISV’s tegn i vores familie. Vi har alle været ude at rejse med CISV i år – nogle mere frivilligt end andre. Valdemar og Vitus kom hjem fra Brasilien d. 12. januar, og knap var de hjemme, før Christianes Børnebys-delegations mødtes første gang for at forberede turen til USA. Foråret gik bl.a. med uddannelsesweekends for deltagere til Børneby (Christiane, USA), Junior Counsellor (Vitus, Filippinerne), Youth Meeting (Hannibal, eksotiske Aalborg) og Seminar Camp (Valdemar, Spanien). Da juli oprandt, og alle unger skulle af huse, skulle forældrene have nydt sommeren og hinanden i Torup i en uge i juli. Vi var værtsfamilie for delegationer fra Costa Rica og Filippinerne, hjalp med at søsætte Step Up Camp’en på Sydfyn og var på vej til Torup, da Vitus ringede efter 14 helt fantastiske dage i Filippinerne og trist fortalte, at han havde haft et lille intermezzo med en dum myg og nu var indlagt i Manilla. Vi endte derfor efter 16 timer (ny sommerhusrekord i Torup) med at kikke hinanden i øjnene med et “Er vi det rigtige sted?”-blik, kørte hjem efter pas og vacciner og rejste ud til Filippinerne for at hente Vitus hjem efter 5 døgns indlæggelse med Dengue-feber. Det er dejligt at have en god forsikring i ryggen, når man fra det ene øjeblik til det andet føler, at man hænger der i neglene og hverken ved ud eller ind.

Der var meget langt til Filippinerne, og det var en kolossal øjenåbner at tage rejsen derud og reflektere over, hvad det er, vi skubber vores seje unger ud af reden til. Fremmede lufthavne, myndighedspersoner, visa-regler, indtryk fra andre kulturers hverdag – og i Filippinernes tilfælde en fattigdom, som vi godt nok kender fra film og TV, men som pludselig bliver utroligt nærværende. Vi priser os lykkelige over, at vores børn siger ja tak til mulighederne, og vi sender dem fremover afsted med fornyet vilje, kærlighed og respekt. Netop nu er Vitus på camp i Oslo, Valdemar i Bologna og Hannibal og Christiane i Helsinki. Alt er godt, og verden bliver et fredeligere og bedre sted engang i fremtiden – det må den blive! Her i 2017 er CISV’s verdensomspændende tema Human Rights. Vitus skal være Junior Counsellor på en Børneby i Aalborg, og Hannibal og Christiane skal på en Interchange-oplevelse til Italien. Selv skal jeg på (organisatorisk) uddannelsestur til Østrig og måske Belgien – så CISV giver også andre muligheder for at forældres pas bliver luftet lidt ind imellem.

Christiane (12) er lige præcis den mindste i familien. Christiane går i 6. klasse og er derfor nu i den ældste klasse på Båring Skole. I 2017 bliver Christiane teenager, men det er kun kalenderen, der ikke følger med tiden – Christiane er længe foran dåbsattesten. Christiane trives med skolen, veninderne, iPad’en, nye indretninger på værelset, ridning og klubben Pluto. Hun sætter selv cyklen bag på bilen om morgenen, når hun kan køre med mig, men ellers går hun også gerne hjem fra skole. Hellere gå de næsten 3 km end at skulle vente på bussen længe efter, hun har fået fri. Selv om Båring for vores familie er verdens navle, har dem, der planlægger offentlig transport, ikke helt det samme blik for busafgange her. Christiane er velbevandret ud i Snap Inc. og Instagram og har tilbragt de sidste mange uger med at dap’pe. Ingen ældre end 50 bør bruge ordet SWAG, så Christiane er blevet udfordret i et væddemål med Rasmus om, hvorvidt han kommer til at sige det, når han er fyldt 50 … Rasmus har en påmindelse på mobilen – som helt sikkert er skiftet ud mere end en gang til den tid, hvorfor Christiane lever i håbet! CISV gik i den grad i blodet på Christiane, da hun rejste til USA i sommer! Det levede op til ALT, hun havde på sin USA bucket list – hvilket ud over shopping også indbefattede den vildeste limousine-tur. Her i december overskred hun egne grænser, da hun i december besøgte CISV-veninden Olga med toget alene til Valby. Hele tre indkøbscentre i København fik besøg, men det blev nu ikke helt så vildt som i USA, hvorfra der var 92 læbepomader med hjem i den 11 dage forsinkede kuffert. STOR gensynsglæde!

Hannibal (13) går på sidste år i 8. klasse på Nørre Aaby Realskole og begynder så småt at se fremad mod efterskolelivet. Hannibal blev konfirmeret Bededag og blev behørigt fejret ved en stor fest. Hannibal havde med afdæmpet forventning set frem til festen og det at være midtpunkt for underholdningen, men han overlevede, og han syntes, det var sjovt og hyggeligt. I juli blev rejsegaven fra mormor indløst til en skøn uge i London. Lårene har næsten taget form efter computeren, og han skal konstant mindes om lektier og sengetider for at computeren ikke gror fast i den position. Hannibals togskinne-projekt i over- og undermund går fint – vi er så småt begyndt at håbe på, at processen kan være til ende inden han til august drager til Faxehus Efterskole. Kontrollerne hver 6.-8. uge i Fredericia er pænt langt væk fra Faxe Ladeplads. Hannibal spiller still going strong en solid, grounded bas i musikskolens Junior Big Band. Vi kører gerne afsted som fanklub og nyder hver gang at opleve ham i en for Hannibal meget selvsikker rolle med sin nye bas, han fik i konfirmationsgave. Den unge mand derinde i ombygningen er ved at dukke frem fra støvet – og resultatet bliver et pragteksemplar, tør vi godt love! (Måske bliver 2017 i øvrigt det år, hvor Hannibal finder ud af, hvad alle de andre i Big Bandet hedder?)

Vitus (17) går i 3.g og hviler på en skøn måde i sig selv. Gymnasielivet lakker mod enden, huen er bestilt, og her op til jul blev den store skriftlige opgave afleveret. Fagene var fysik og kemi og emnet Antabus. (Man ønsker ikke at vide, hvordan ideen til det emne opstod … Men det var noget med et alternativ til en opgave om sprængstoffer.) Vitus er kæreste med Rebekka og er blevet formand for SFU i Middelfart og for elevrådet på gymnasiet, så han bruger meget tid på at være et engageret, velovervejet, idealistisk og demokratisk ungt menneske. Episoden med Dengue-feberen sendte Vitus’ levertal og overskud til tælling, så langt hen i oktober-november gik han tidligere i seng end tilbage i 3.-4. klasse. Gymnastikken blev valgt fra i fritiden – og med skriftlige afleveringer i et ekstra A-fag og en krop i underskud, har det været en moden og god beslutning. Vitus arbejder som ungarbejder i Dagli’Brugsen og som Demokratiformidler i Middelfart Kommune. CISV tager også meget af Vitus’ tid – ud over rejserne er der uddannelsesweekends og bestyrelsesarbejde på Fyn. Da vi hentede ham i Filippinerne og var ude på campen efter hans bagage, rørte det os utroligt dybt at se, hvilket indtryk han havde gjort på 11-årige børn fra hele verden. Der kom en 11-årig finsk pige hen og sagde “Are you Vitus’ mother? Thank you for sending him”. Afskeden var hjerteskærende at bevidne og kan ikke rummes af ord, men gjorde os forældre meget, meget stolte af Vitus! Hvis man læser årenes juleepistler igennem, har der ikke altid været tegn i sol og måne på, at Vitus Banditus i den grad skulle vokse sig til at gøre en forskel i verden. Men det gør han – det forstår vi og sætter pris på. Vitus har netop fået bevilget en Seminar Camp i januar 2018 i (Dengue-fri) Australien, så hans sabbatår efter gymnasiet skal bygges op om det fixpunkt.

Valdemar (19) er fløjet fra reden. Få timer efter hjemkomsten fra Youth Meeting i Rio kørte jeg ham til Brandbjerg Højskole, hvor han gav den gas i forhold til musikken, det af være højskoleelev – og senere i løbet af foråret i forhold med Nina. Valdemar fik sammen med gymnasiekammeraten Jesper tilbudt kollegielejlighed i Aarhus i juli, og vi nåede lige at se den, inden vi drog til Østen og Valdemar fløj til Spanien med CISV. Han flyttede adressen i juli og flyttelæsset i august, og han nyder for vildt studielivet i Aarhus og på Kemisk Institut. Alt i alt tre gange i 2016 er det lykkedes at sidde alle seks og spise aftensmad sammen – den ene var juleaften. Valdemar er gennem en længere optagelsesprocedure blevet ansat på Kemishow på Aarhus Universitet – lidt af en drøm er der gået i opfyldelse. Erfaringerne fra barndommens køkkenbordsforsøg, diverse sprængninger i haven, hjemmelavet “øko-fyrværkeri” mv. kommer nu mangefold igen. Det viste sig nemlig til Valdemars store glæde, at det er et lønnet studenterjob. Det går ellers meget fint med at leve af en SU (så længe der ikke er 90 mandater, der ændrer ordningen) uden at tage lån, så med indtægt fra en kemisk legeplads, kommer der sikkert lidt mere kulør på studenterlivet. Vores bidrag til studenterlivet er lidt madrester, hvis han kikker forbi i skoven, og saxofonundervisning på Aarhus Musikskole. Det går rigtig fint – så fint, at Valdemar har fået sin sag for i en saxofonkvartet. Det betyder meget, at “tilskuddet” på den måde går til noget berigende, som ellers ikke kan prioriteres i SU-tilværelsen.

Rasmus har travlt i disse dage med registeret over medlemmerne i BAMOK – billetsalget for medlemmer til aprilkoncerten med Dúné er gået i luften, så der skal helst være styr på medlemmerne, når bestillingerne vælter ind. BAMOK’s bar og udstyr bliver i forbindelse med årets to koncerter jævnligt udbygget, så barchefen skal trykke nye drinkskort – senest til Patrick Dorgan-koncerten, hvor en hjemmelavet isknuser fik debut. Det er også blevet til en tur til Arena Fyn en sen torsdag aften for at hamstre brugte konferencetæpper til Multisalen. Lokaludvalget kom i vælten i forsommeren, da Båring blev nomineret som finaledeltager i Årets Landsby 2016 – en konkurrence indstiftet af Landdistrikternes Fællesråd. Byen stod gennem en længere periode på den anden ende, og det kulminerede en lørdag i august, hvor dommerpanelet blev kørt rundt efter en yderst stram minutplan for at vise vores perle på Fyn frem. Rasmus var i nyvasket bil chauffør til lejligheden, og Båring fik kæmpet sig ind på en flot andenplads – men det havde nu været sjovere at vinde prisen … For en måneds tid siden fik vi for alvor slået hul på vores kunstprojekt, så den første mundruger-Gumozo er flyttet ind på taget. Rasmus og Steffan Herrik havde gang i lange stiger og var godt bundet fast i seler, inden vi kunne holde fernisering. Kom forbi og hils på den!

På gymnasiet udfordres vi til stadighed af de gentagne 2%-besparelser hvert år. Vi er blevet en uddannelsesleder mindre i vores ledelse, så jeg mærker tydeligt, at der skal løses flere opgaver. Men de er også sjove. Noget af det nye, det har ført med, er arbejdet med information og kommunikation. Det har bl.a. bragt mig på kursus i Sociale Medier målrettet gymnasier. Vildt spændende og sjovt – og med mange lignende opgaver i CISV Fyn, Gymnasieskolernes Musiklærerforening og BAMOK mærkes en overførselsværdi meget tydeligt. CISV Fyn griber stille og roligt om sig. I 2016 sendte vi 30 11-19-årige børn og unge rundt i verden. I 2017 skal vi sende i alt 40 ud til livsforandrende oplevelser. Derudover er jeg i et af de landsdækkende udvalg ansvarlig for at sende 16+-årige ud på Youth Meetings på individuelle rejser uden leder, men som oftest med en rejsemakker. Klasseforældrerådene bliver færre og færre – nu er der kun Christianes tilbage. Suppleret med forældreforeningen, Middelfart Gymnasiums Venner, og et delt barselsvikariat i nabosognene som kirkesanger, går tiden alt i alt fint, men stærkt. Fx var der i december drøn på kalenderen med 11 gudstjenester. Skønt er det, at der også efterhånden er tid til at dyrke gamle venskaber op igen, og en weekendtur med skønne kvinder er i kalenderen i foråret.

Hele familien tager sammen på ski i februar i Hochkönig i Ski Amadé i Østrig. Valdemar tager med – og vi glæder os til at sidde om bordet alle seks mange dage i træk! I år har vi lejet penthouselejligheden i det selvsamme hus, som liften starter fra, så forventningerne til ugen og forhåbningerne til godt skivejr er helt i top – Königstour er vidunderligt smuk i kejservejr. I sommerferien er hele storfamilien inviteret til Fanø af farmor og farfar, så selv om der er Roskilde Festival for Vitus og Valdemar i dagene op til, at Vitus skal på Børneby som Junior Counsellor i Aalborg i umiddelbar forlængelse, og at Hannibal og Christiane skal rejse til Italien på Interchange dagen efter sommerhusugen, skal alle nok komme afsted med rent tøj, og gruppebilledet af storfamilien på Fanø skal nok blive taget!

Godt 2017 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, 1. januar 2016

Kære familie og venner

2015 har på mange måder været et begivenhedsrigt år for Båring-banden. Vi havde gerne været foruden at skulle til begravelse midt i marts – men morfar havde kæmpet længe og rigeligt, og det var godt for ham at komme videre, selv om det ind imellem var svært at forstå, at lægerne ikke kunne gøre mere og gøre morfar rask. Vi tog en smuk afsked på en fin forårsdag – Valdemar akkompagnerede på orgel, Vitus på trompet, og Christiane læste sit afskedsbrev op med mormor ved sin side. I august måtte vi på den igen – denne gang sagde vi farvel til oldemor, der havde levet et langt og fantastisk liv. Smukt så det ud, da de seks oldedrenge bar kisten ud. Mormor har holdt jul sammen med os – en stille og rolig jul, hvor der også var tid og rum til at fælde en lille tåre et par gange. Vi var kun fem til at dele anden og flæskestegen – Valdemar og Vitus var ikke til megen hjælp i den forbindelse, for de rejste d. 20. december til et CISV Youth Meeting i Rio de Janeiro frem til d. 11. januar. I sommer var vi værtsfamilie for en brasiliansk delegation, der skulle på Step Up Camp i Odder, og da forældrene skrev “If you ever come to Brazil, you are welcome….”, gik der ikke lang tid, før det var planlagt, at Valdemar og Vitus fik en uge ekstra på den sydlige sommervarme halvkugle. De har slået deres folder 3 dage i hovedstaden Brasilia, har holdt juleaften i et beach house ud for São Paulo (spillet fodbold på stranden, stukket sugerør i tropefrugter og brugt næsten nok solcreme) og set São Paulo inden de mødtes med de øvrige deltagere på campsite i Rio 3. juledag. 25 deltagere fra ti lande har bl.a. fejret (alkoholfrit) nytår i deres seks respektive tidzoner fra Japan til Costa Rica. Seje verdensborger-drenge som vi er vildt stolte af!

Et af årets helt store oplevelser var uden tvivl vores sommerferie på Bornholm. Farmor og farfar havde inviteret hele familien en uge på Søllingsgaard i Svaneke, og vi var ikke sene til at booke en ekstra uge derovre. Vejret var ikke specielt sommerligt, og solskinsøen levede ikke helt op til sit navn, men det var fantastisk oplevelsesvejr, og efter en solid gang googling blev et 14-dages oplevelsesprogram (med ungernes betegnelse “mor-ferie”) hurtigt sat sammen. 5-6 koncerter, et utal af smukke vandreture/naturoplevelser, hovedspring fra klipperne med Sune, badevand uden vand-, brandmænd & krabber og ikke mindst ture med naturguiderne står stærkt på nethinderne – og så lige den sidste dag med Tovbanen.dk, hvor mange grænser blev overskredet. Farmor og farfar snakker allerede om en gentagelse i 2017 på en europæisk destination – vi rydder gerne kalenderen og vil nyde at være sammen med storfamilien igen.

Christiane (11) er for måske sidste år den mindste i familien. Det er meget realistisk, at hun overhaler Hannibal og/eller mig i 2016 – der er fart på! Hun er meget bekymret over, at hun nu er i største størrelse tøj i H&M, som er leverandør til yndlingstøjet i klædeskabet. Christiane går i 5. klasse og er startet i byens ungdomsklub Pluto. Hun elsker at gå til ridning med bedsteveninden Emma og at være sammen med pigerne fra klassen efter skoletid. Christiane er kommet på buskort-ordningen i familien, som betyder, at penge til buskort udbetales med lommepengene, og hvis man cykler, sparer man buskortet. Her i den mørke tid bliver Christiane sat af om morgenen, når jeg kører på arbejde, og hvis vejret er til det, går hun tit de ca. 2 km hjem fra skole. Det er en frisk tur – og skæpper på bankkontoen. Christiane og Emma hygger sig med deres YouTube kanal med Slikmonstrene, og Christianes “sceneskræk” forsvinder som dug for solen, når man “skærmes” for publikum. CISV er ved at gå i blodet på Christiane – hun var igen i år på CFA camp i efterårsferien og havde i december veninden Olga fra Valby på besøg. Hun glæder sig nu helt vildt til sit første CISV-eventyr på Børneby i Mississippi, USA, når sommerferien starter. Christiane drømmer om et få walk-in-closet når Valdemar flytter hjemmefra – hun har en teori om, at Hannibal flytter værelse, og at Rasmus laver hul i væggen. Dream on…

Hannibal (12) startede i 7. klasse på Nørre Aaby Realskole og er faldet rigtig godt til på sin nye skole. Han nyder især tirsdage, hvor han kan sove lidt længere – der er nemlig Præst på skemaet. Hannibal skal konfirmeres Bededag og holder stor fest lørdag d. 23. april. I løbet af de næste par måneder vil han i den anledning blive tvunget ud af Minecraft’s favntag for at være med i planlægningen. Hannibal har netop overtaget oldemors elevationsseng, så nu kommer det for alvor til at høre til sjældenhederne, at computeren står på skrivebordet. Hannibal har opdateret sin ugeplan på døren, og ved lørdag står der “Rydde op” – vi er fristede til at skifte hans tusch ud med en permanent marker… Hannibal har fået installeret togskinner i over- og undermund – en proces der forventes at vare to år. Indtil videre er det uproblematisk, men kontrollerne hver 6.-8. uge er i Fredericia, så det kommer til at blive praktisk, at Hannibals skole er nabo til Nørre Aaby Station. Hannibal spiller bas og er fortsat meget glad for musikskolens Junior Big Band. Han er også tilmeldt et hørelærehold her henover vinteren – det synes han er hyggeligt og sjovt. Vi afventer, at Hannibals “ombygning” er ovre, så vi kan komme i kontakt med det pragteksemplar af en ung mand, der venter på verden derinde et sted.

Vitus (16) er nu halvvejs gennem de tre gymnasieår og lever det søde gymnasieliv! I maj måned var han med til at stifte SFU i Middelfart, og knap var Folketingsvalget udskrevet, før Vitus hang i lygtepælene og førte valgkamp på gader og stræder. Han er også i formandskabet i Middelfart Gymnasiums elevråd, og han er aktiv gymnast på ungdomsholdet i Brenderup og som træner i Båring. Vitus arbejder stadig i Dagli’Brugsen og sover i øvrigt en del i sofaen om eftermiddagen, hvis han ikke er nået helt op på sit værelse efter al den aktivitet – man er vel teenager. Vitus’ evne til at engagere sig kom også i spil i forsommeren i forbindelse med en kampagne fra Ungdommens Røde Kors om ensomme unge. Vitus’ klasse deltog og vandt hovedpræmien: billetter til Tinderbox i Odense. Det var en kanongod oplevelse for 1.x at gå på sommerferie sammen på festivalen. Vitus var juniorleder i CISV på årets CFA camp i efterårsferien og har ansøgt om at blive JC (Junior Councillor) på en Børneby til sommer. Vi havde håbet lidt på, at efter Indien i 2013, Mexico i 2014 og Brasilien i 2015, kunne Danmark eller Sverige være fint i 2016 – og så blev Vitus tildelt en Børneby i Filippinerne. CISV er i sandhed gået verdensborgeren Vitus i blodet – han er suppleant til den fynske lokalforenings bestyrelse, men det mest tidkrævende er uomtvisteligt hver eneste dag at holde styr på ca. 15 armbånd efter brusebadet.

Valdemar (18) har i 2015 været igennem sit hidtil mest skelsættende år. I Kemi-OL nåede han helt til finalerunden i et til tider hektisk forløb. På skiferien i Østrig måtte vi køre ham til lufthavnen i Salzburg for at komme hjem til 2. runde, men højdepunktet var nu gallafesten på Middelfart Gymnasium midt i 5. runde. Fra toget (forsinket) kom ind på perronen til Valdemar efter et bad og omklædning på Middelfart Marina stod med champagne i glasset sammen med de smukke unge mennesker i den lyserøde isbil, gik der kun imponerende 22 min. Valdemar blev student Sct. Hans aftens dag og strålede som en ubekymret sol i hele studenterugen. Et langt skolelivs mere eller mindre selvbestaltede forventningspres blev i den grad udløst, og denne 100% sorgløse, festlige periode i Valdemars liv var en kæmpe oplevelse og forløsning – for os alle. Roskilde Festival blev næste milepæl, og Valdemar havde forberedt sig godt og nåede vist nok 28 koncerter. Han og klassekammeraten Thor havde konstrueret et tørreskab og tørrede hjemmefra kød, så de ikke kom til at gå ned på proteiner. Det er skønt at se den innovative kreativitet, der udfolder sig i studentergenerationen. I september blev Valdemar (endelig) 18 år og blev fejret behørigt af mange gode folk. Denne dag var på flere måder skelsættende – nu måtte han arbejde som folkeskolevikar. Det har han gjort i løbet af efteråret og har tjent til sit højskoleophold på Brandbjerg Højskole, hvor han starter d. 12. januar – morgenen efter hjemkomsten fra Rio. Kørekortet kom i hus i starten af december, og “Båring Skov Taxa”-regnearket til beregning af tilbagebetaling af det fulde beløb er udarbejdet – og allerede brugt flittigt. Valdemar og Nicoline er så småt begyndt at se fremad mod studenterlivet sammen i Århus til efteråret – Valdemar skal (selvfølgelig…) læse kemi og matematik.

Rasmus sidder i disse dage og fører dagligt register over medlemmerne i BAMOK. D. 3. januar går billetsalget for medlemmer til foreningens 10 års fødselsdagskoncert i pinsen med Barbara Moleko i luften, så der skal helst være styr på medlemsregistret, når bestillingerne ruller ind. Bestyrelsesarbejdet i BAMOK er hyggeligt og kun i forbindelse med årets to koncerter særligt tidskrævende for barchefen. I Lokaludvalget er der kommet nye kræfter til de sidste par år, men det er fortsat med Rasmus som formand. Høringsfrister, dialogmøder o.l. med Middelfart Kommune er en fin beskæftigelse for Rasmus, der til stadighed undrer sig over politikkers ikke-målbare mål og lignende forvaltningstiltag. Det måske mest skelsættende for Rasmus er dog, at han nu gør mig selskab i Christianes klasseforældreråd – fordi vi har lovet klassen en reprise i Kragelund i Kristi Himmelfartsweekenden (og det var Rasmus, der for en gangs skyld var med til forældremødet denne gang).

På mit arbejde er vi ikke gået fri af den nye regerings sparekniv på uddannelsesområdet. Som professionel i uddannelsessystemet er det trist at være vidne til systemets retorik og lovbehandling. Det bliver hårde år, men vi håber at kunne undgå fyringer. En af årets store oplevelser var, da min fantastiske matematikklasse, 3.x, deres parallelklasse 3.y, en god og værdsat kollega og Valdemar (på afbud, da en elev var flyttet skole kort forinden) var på studietur i Barcelona. Programmet var i udstrakt grad studier af Gaudí’s anvendelse af matematik i sin arkitektur, og jeg havde glædet mig til at have elever med siden mit Gaudí-kursus i 2012. Kulminationen indtraf i Sagrada Familia, hvor en elev spottede, at Matematik-Mor stod og tudede over den smukke, bjergtagende matematik. En anden elev overvejede kort, om det var blæsten? Det var det ikke. Mon ikke det er en af de oplevelser, eleverne husker i fremtiden? Jeg tager den med mig. CISV Fyns bestyrelse er en lille hyggelig bestyrelse med ca. 4-5 møder om året for Valdemar, Vitus og mig. Vi stod for det praktiske, da CFA campen blev afholdt på Den Rytmiske Efterskole i Båring, og til sommer skal vi sende 22 11-15-årige børn og unge rundt i verden. I 2012 og 2013 sendte Fyn fire ud, så det har været en spændende udvikling. Barselsvikariatet som kirkesanger udløb i adventstiden, men alligevel blev det til seks vikartjenester rundt omkring i juledagene.

Hele familien tager i februar på ski i Østrig. Valdemar skal med højskolen på ski i uge 6, og vi andre kører ugen efter til Hochkönig, hvor vi har fundet en lejlighed ved pisten i Dienten. På den tomme plads i bilen skal Vitus have en klassekammerat med. Helle og Anders med storfamilie og venne-familie er i samme uge i Wagrain, så for gammel pistekærligheds skyld finder vi nok på alle at mødes en dag i Wagrain-området og har inviteret dem en solskinsdag på Königstour. Til sommer kommer de fleste pas på tur ud i verden. Christiane skal på Børneby i USA, mens Vitus er JC i Filippinerne. Hannibal (og jeg) får i konfirmationsgave en tur til London af & med mormor, og Valdemar skal på en tre ugers Seminar Camp med CISV i Spanien i juli. Rasmus tager på sine daglige ture til Jylland det meste af sommeren, og mormor bliver 70, så på et eller andet tidspunkt håber vi, at alle kan mødes på samme tid.

Godt 2016 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, januar 2015

Kære familie og venner

“Hvornår kommer julebrevet om din familie?” spurgte en pensioneret kollega til vores julefrokost på gymnasiet – og konstaterede “Nå, ligesom sidste år!” til mit svar, om at det nok ville blive et nytårsbrev i 2014/2015. Det tager vi nu ikke så tungt; vores familiekrønike ændres ikke væsentligt af at komme i uge 1 i stedet for uge 51. Vi håber også, at de, der sætter pris på at læse med, er lige glade for en uge 1 udgave. De sidste 2 uger har vi for alvor haft travlt med at gøre projekt nyt køkken klar – juleanden var første måltid mad i den nye ovn, og nytårsaften holdt vi en mindre, officiel indvielse, inden vi gik til Anne og Poul og fejrede nytåret i Båring i meget gode venners selskab. Det er en streng proces at undvære køkken i tre måneder – men resultatet er supergodt, og vi glæder os til at vise det frem live! De fynske kor-eksil-sangere med familier kommer til nytårsfrokost – vi bliver 24, så vi får se om indretningen holder til lidt festmappesang.

2014 har i vores familie på en måde været i rejsernes tegn. Vitus var på ski med Ringe Efterskole, vi andre tog til Wagrain med onkel Anders, fætter Philip og kusine Louise. Foråret var belagt med CISV-aktiviteter, der mundede ud i, at Hannibal som den første drog ud i verden på en måneds Børneby i Norge. Et par uger efter drog Vitus af sted på sin anden Step Up Camp – denne gang i Mexico – og dagen efter Hannibals hjemkomst kørte vi til CISV Haus i Hamburg og afleverede Valdemar til en måneds oplevelser for livet som Junior Councillor på en Børneby. Jeg havde lovet Christiane, at hvis alle tre drenge skulle ud at rejse, ville vi tage på en pigetur, så i starten af juli havde vi 5 aldeles vidunderlige storbyferiedage sammen i hjertet af København og hos Kirsten og Thomas i Hareskovby – i den hede danske sommer var det ikke mindst et hit med deres swimmingpool i haven. Tagline for den ferie blev #vindihåret – på trods af at Christiane hårdnakket mente, at det var en shoppingtur, og at jeg fandt for mange kulturelle påfund nær Strøget…
Vi var i en weekend værtsfamilie for 4 skønne 11-årige tøser fra Brasilien, USA, Sydkorea og Jordan, og Christiane gav den max gas på engelsk!
I efterårsferien var alle 4 unger på CISV Camp i 4 dage, hvorefter vi efterlod de to store drenge alene hjemme og indfriede den (desværre) sidste 10 års rejse i familien. Christianes 10 års rejse med Hannibal og os gik til Barcelona. Jeg bilder mig ind, at noget at min matematikbegejstring over Gaudis arkitektur blev formidlet og til dels hjernevaskede de tre rejsefæller. Vi fik selvfølgelig også set Xavi, Neymar og Messi score på hjemmebane og badede på Barcelonas skønne strand.

Christiane (10) skyder i vejret og har profiteret af, at der i starten af året var lidt ekstra plads i familien med Vitus på efterskole. Christiane har bedt om at blive fritaget for opvasken – det føles ikke rart at være sidste i rækken, når der strengt taget ikke er mere opvask end 2-3 kan klare. I stedet gør hun rent på badeværelser, fejer trappen e.l. – hun skal blot bidrage med noget nyttigt for familien, så længe opvaskeholdet stadig er i gang. Christiane elsker at gå til ridning, og er for en lægfamilie at se dygtig til det. På galopholdet giver hun den gas på Flicka, og fik også til efterårets stævne en fin 1. plads i en af rækkerne. En af overetagens smarte indretninger er børneværelsernes døre med spejl i fuld størrelse. Det er noget, der passer vores tweenie – så kan man også studere sig selv, mens man lægger neglelak – det er mindst lige så sjovt som at se fremmede gøre det på Youtube. Den ny skolereform bød dels på en nedlagt SFO2 og dermed adskillige legeaftaler i hverdagene og dels et blæserorkester i samarbejde med Musikskolen. Fra efterårsferien har Christiane derfor spillet trompet, og vi forsøger os med noget hjemmeundervisning på klaver, som hun bestemt har talent for, men meget hellere vil undervises i af mor end en uddannet musiklærer. Vi får se, om det kan blive anderledes om et år eller to. Christiane har markante meninger – også om det at være fan af One Direction. Det kræver en veludviklet psyke og argumentets magt at trænge igennem familiens advarsler og meninger om kvalitetsmusik, men hun står på mål for sine idoler og var nær blevet begravet i merchandise juleaften. Måske er også det anderledes om et år eller to…

Hannibal (11) er i skrivende stund til reunion med sin Børneby-delegation. CISV har været godt for ham – han hviler meget i sig selv, og deltagelsen i årets CISV gav dels selvtilliden og dels det engelske tale- og skriftsprog et nævneværdigt boost. Han skriver med jævne mellemrum mails med sin gode ven Alex i Canada og små beskeder på Børneby-gruppen på facebook, som er et smart medie, når nu deltagerne fra 13 lande kommer fra mange forskellige tidszoner. Hannibal går stadig til elbas og blev af Musikskolen meldt til et junior Big Band, som de startede op i dette efterår. De holdt deres første koncert i slutningen af oktober, og det var en stor oplevelse for både Hannibal og os tilhørere. Hannibal trives meget med at bruge bassen i sammenspil, så alle chaufførturene til Middelfart og Nørre Aaby hver torsdag køres nu med fornyet energi. I gymnastikforeningen er han fortsat hjælpetræner og går selv på et hold, der har Vitus som træner – det synes de vist begge er meget hyggeligt. 6. klasse er sidste år på Båring Skole, så vi er p.t. i gang med meget grundige overvejelser om, hvilken skole Hannibal skal fortsætte på efter sommerferien. 6. klasse glimrede ved en formidabel opsætning af Frode og alle de andre rødder i november måned – Hannibal havde en bærende rolle, som vi havde store forventninger til efter at have overhørt ham øve replikker med Christiane som regissør. Alle forventninger blev til fulde indfriet – der var ikke mange tørre øjne på familierækkerne! Morfar, som desværre ikke kunne være med, havde fået lavet en statuette til Hannibal for bedste skurkerolle. Den pryder nu Hannibals vindueskarm og giver anledning til dagligt at sende morfar en tanke på rehabilitetscenteret.

Vitus’ (15) afsluttede sit efterskoleår med maner. Til afslutningsopvisningen var han BADET i tårer, og det var næsten ikke til at holde ud at se på. Det var næsten heller ikke til at få ham med hjem, for i løbet af den efterfølgende afskedsseance fandt han og Astrid fra parallelklassen endelig ud af at kysse hinanden. De var de sidste, der forlod skolen – og er stadig kærester. Allerede et par dage efter sidste efterskoledag var der reunions rundt omkring på Fyn og Sjælland, så Vitus var heldig at komme med Christiane og mig i Tivoli på vej hjem fra København. Midt i juli rejste Vitus så til Mexico på Step Up med CISV. Der gik ikke mange dage, før vi på campens Instagram så Vitus i swimmingpoolen med tøser på de brede skuldre. Campens navn var Piñata Funky, og det så totalt funky ud! CISVs kulturmøder, der rykker, er bare lige Vitus, og han fik også i evalueringerne meget ros for engagement og deltagelse. Han var med andre ord klar til at starte i 1.g og møde ca. 28 naturvidenskabeligt ligesindede og selv være med til aktivt at gøre en indsats for at få fællesskabet til at lykkes i de tre vigtige gymnasieår. Indtil videre går det strålende – Vitus trives med klassen og de fleste lærere, og han har også lovning på en fest på garageloftet, der desværre ikke kunne holdes i efteråret, hvor festrummet var indtaget til opbevaring i forbindelse med projekt nyt køkken. Vitus spiller efterhånden en sikkert klingende trompet, og springevnerne bliver vedligeholdt og udbygget i Brenderup på ungdomsholdet. I april fejrede vi Vitus i et brag af en 15 års fest. Vitus nød meget at have ca. 80 mennesker omkring sig til at fejre netop ham, og ikke mindst de 13 efterskolekammerater, der var rare at have i ryggen på sådan en dag. Endelig fik Vitus også arbejde i Dagli’Brugsen efter sommerferien, så lommepengene er sikret gennem gymnasietiden.

Valdemar (17) skimter enden på 3.g og nyder kærestelivet med Nicoline. I marts måned var han og tre fra klassen med i den internationale finale i A-lympiaden i Matematik i Holland, og selv om de meget gerne ville have vundet, måtte de tage til takke med en sejr i B-delen og en samlet 6. plads. De behøvede heller ikke selv være overdrevent stolte, for deres lærer og alle forældre trak det gennemsnit godt og grundigt op! De afventer p.t. svar på, om finaledeltagelsen er i hus igen i år, og nu i januar skal Valdemar deltage i 2. runde af Georg Mohr og Kemi-OL igen. Han giver den gas og profiterer af at møde ligesindede og lære nyt stof. I december skrev Valdemar Studieretningsprojekt om fremstilling af hindbærsmag – en direkte følge af mulighederne med det hjemmelavede destillationsapparat. Det lykkedes, og det var bestemt med en (bi)smag af hindbær, men det bliver nok ikke til den helt store masseproduktion af hindbærshots på gamle slatter. Udvikling og optimering er mere interessant end masseproduktion. Valdemar skiftede i foråret arbejdsplads til DagliBrugsen i Båring og har investeret i nye højttalere, der hjælper vinyl-lyden godt på vej, når Pink Floyds guitarriffs skal rekonstrueres på egen guitar. Fodboldholdet har Valdemar sagt definitivt farvel til efter et par oplevelser med hoften og skulderen, der gik mere eller mindre af led. I stedet har forberedelsen af et træningsprogram i idrætsundervisningen udviklet sig til fast træning i Fitness-center. Det er en stor fordel i de mørke måneder, hvor de daglige 28 km på cykel med Vitus ikke længere forbrænder kalorieindholdet i gymnasiefesternes ølkonsumering.

Rasmus kører i den lille hvide Panda til PRIDANA A/S i Hedensted og sætter stor pris på udvidelsen til tre spor på E45 omkring Vejle. Han er fortsat formand i Lokaludvalget og bestyrelsesmedlem i BAMOK , og netop på denne årstid er der arbejde i at opdatere medlemsregisteret – d. 5. januar går billetterne til Magtens Korridorer i forsalg – der er vist ingen, der regner med at der bliver billetter til overs til billetsalget åbnes for ikke-medlemmer et par uger efter. Rasmus’ efterår har budt på mange arbejdsomme timer i køkkenet – hjulpet på udvalgte tidspunkter af farfar – bl.a. da døren skulle udvides ind til stuen. Vi ser frem til at nyde Rasmus’ kokke- og bageevner nu hvor rammerne er indrettet til det.

På mit arbejde er vi fortsat i en spændende udvikling med at implementere den berømte og berygtede OK13 og vores egen måde at gøre tingene på, som både ledelse og personalet tager fælles medejerskab over. Selv om vores rektor nu har halvandet år på kontoret bag sig, er vi stadig i et positivt flow – i hvert fald set fra min stol. CISV Fyns bestyrelse er en lille hyggelig bestyrelse med ca. 3 møder om året for Valdemar og mig – bl.a. holdt vi BFF (Bestyrelsens Firma Frokost) i starten af december. “Kultlederen” Sune er blevet “onkel”-adopteret i familien og kommer her heldigvis ofte. Vi nød at have ham som gæst i juledagene (og udnyttede hans arbejdskraft til at samle skuffer mm. for at få køkkenet nogenlunde færdigt). Det er en skam, at hans forældre ikke skal udenlands igen næste år, men det er farmor vist glad for – hun har nysgerrigt spurgt og med tilfredshed erfaret, at vi ikke nødvendigvis har planer om altid at holde juleaften hjemme. Kirkesangertitlen er p.t. et barselsvikariat på luksusbetingelser; ingen hverdage, og jeg siger ja til de søndage, kalenderen tillader. Forældrerådene i Christianes og Hannibals klasser er stadig hyggelige, og vi har en skøjtetur under planlægning med Christianes klasse. I maj måned havde vi hendes klasse med til Kragelund – på næsten alle måder en succes, men de blev godt nok skuffede, da de efter at have gået 3 km kom frem til et lukket friluftsbad pga. renovering. Vi måtte love at lave en tilsvarende tur i 5. klasse.

Hele familien tager om et par uger på ski i Østrig i velkendte Wagrain, men i en ny lejlighed. For første gang skal vi rejse alene som familie, men alle unger er færdiguddannede gennem 8-10 år hver på skiskole, så det bliver dejligt at kunne tage på ture i området og de nærliggende skiområder, som liftkortet også gælder til.

Godt 2015 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, januar 2014

Kære familie og venner

Ferien er næsten slut – og det trænger sig på med at få skrevet årets kapitel i vores familiekrønike. Juleaften er afholdt i Bukkerup, men næste år har vi lovet ungerne, at det bliver her på matriklen. Det er også ved at være på høje tid, hvis det skal nås, inden de begynder at flytte hjemmefra…

2013 var i meget høj grad ombygningsår, men vi er til gengæld meget, meget tæt på målet. Indendørs er overetagen taget fuldt i brug, og med ungernes elektriske instrumenter og Valdemars nye hifi, er vi især glade for de lydisolerede døre. Rummene er trods alle skråvæggene rummelige og velindrettet, så der er fuld valuta for alle rummeter. Vi er med andre ord ved at dukke op til overfladen igen efter ca. 2 års ombygning, så nu håber vi meget, at vi kan genoptage et mere socialt liv – og at I stadig hænger ved og har lyst til at komme og se os og de nye herligheder. Vi tyvstartede i efteråret med gymnasiekliken, og Valdemar har det sidste halve år benyttet festloftet nogle gange – senest til at fejre nytårsaften. Spændende om det bliver sidste gang, han kommer til at rydde op efter en fest deroppe med en løvrive…

2013 blev også året, hvor CISV blev vores nye “kult”. Vitus og Valdemar var begge på Step Up Camps i sommer, og i efterårsferien var alle 3 drenge på en kort camp i Ålborg. Da CISV Fyn lokalforening i realiteten var underdrejet pga. mangel på bestyrelsesmedlemmer, er Valdemar og jeg gået ind i genrejsningsarbejdet. Det går foreløbigt så godt, at vi til næste sommer sender 3 delegationer af sted til Norge (11-årige), Mexico (14-årige) og Nykøbing Falster (15-årige). Mødet med foreningen har også bragt en ny, god og nær ven til os alle 6. Sune, der til daglig er lærer, er gået ind i vores hjerter med træsko på, og han går til tider under pseudonymet kultlederen herhjemme. Vi kan slet ikke få armene ned over CISV konceptet og glæder os til mange udviklende oplevelser for vores børn ude i verden i de kommende år og for os selv som frivillige, når Fyn i fremtiden skal modtage børn fra hele verden til større og mindre camps.

Vores Gumozo-kunstprojekt skal snart for alvor til at indledes. Vi var så småt ved at påbegynde det, da Bodil kom i vejen. Vi har nogle gange joket med, at drengene måske i teenage-årene ville kravle ud/ind af vinduerne, men at de nye ovenlysvinduer skulle bestiges af Bodil, kom nu alligevel lidt bag på os – og især Valdemar, der i fuld firspring kom ned fra sit værelse, da det knagede, bragede og ruskede i hele tagkontruktionen ved klatretræets kollision med murværk og tag. Vi var lykkelige over vores nye faste undertag – det reddede formentlig kvisten fra et større sammenbrud. Nu afventer vi besøg af en proffessionel træfælder, der skal fjerne de 2 stammer, der pryder facaden og fælde resten af den skamferede tuja. Derefter kan vi konstatere omfanget af skader på tag og kvist og få det udbedret.

Christiane (9) vokser og vokser – i højden og med opgaven at blive et selvstændigt individ, der kan lukke munden på drenge og unge mænd i familien. Og det gør hun af og til så eftertrykkeligt! Kort før jul havde Christiane en forhandling med Valdemar om at købe hans iPod Touch brugt. Det var en dygtig og veludført forhandling (fra begge parter), og især var Christiane dygtig til at få forhandlet 10 dages opvask-fri med i prisen. Christiane begyndte i februar til ridning efter en lang overtalelsesproces. Jeg turde ikke komme i nærheden af de store dyr, så Christiane skal klare det hele selv. Det gik fint i mange måneder på ponyerne Yoyo og Fie, indtil Christiane kom på galophold og var dygtig nok til en større hest. Nu rider hun på Silla, som er så stor, at Christiane har svært ved at læne sig op af hende og rense baghove. Så jeg (og Rasmus) har nu prøvet at rense hove… Christiane er ved at vågne op som tweenie. Christiane ELSKER, når tøj mm. er funky, og når garderoben skal fornys med (arvet eller nyt) tøj, er hun stilsikker uden at tøve. Hun har vundet en halskæde i en tegnekonkurrence og behovet for smykker vokser. Christiane har fået engelsk i skolen og lapper engelsklektierne i sig – Jeppe, den nyuddannede lærer, kan nogle tricks med motivation og giver bl.a. film, Youtube-videoer og nedskrivning af citater for. Genialt! Tværfløjten er pakket væk, men i skolebandet spiller Christiane en del bas, så hun snakker om at gå til det fremover. Ellers er det veninder, svømning og gymnastik – og selvfølgelig ridning, hvor det første ridestævne indbragte en 4.- og en 2. plads.

Hannibal (10) har som nytårsforsæt selv at finde sin mobil og iPod, når de er væk. I løbet af året har de været væk mange gange. Jeg har fx fundet mobilen efter ca. 1 måned i et par bukser, der ikke var smidt til vask, i en jumpsuit på vej ud af vaskemaskinen (mobilen overlevede og virker stadig), mens iPod’en blev fundet på skrivebordet lige ved siden af computeren og senest på Valdemars værelse. Hannibal arbejder på at automatisere at lægge begge til opladning HVER aften, så det maksimalt er en dags gøren og laden, der skal trævles baglæns. I sommerferien var vi på Hannibals 10-års tur til Paris. Det var en sand fornøjelse at rejse med de to yngste, og vi nåede et action-præget og alsidigt kulturelt program fra Disneyland over Eiffeltårnet til d’Orsay, La Defence osv. osv. osv. Hannibal skal også i næste sommerferie rejse – det bliver på Børneby Camp med CISV i Norge i 4 uger. Det bliver spændende, synes Hannibal – og han glæder sig også meget til at tale engelsk med børn fra 7-8 andre lande i verden. Hannibal valgte at begynde til elbas, og vi har været så heldige, at han og Valdemar spiller ved samme lærer i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det har været godt for Hannibals musikglæde og praktisk, at de kan skifte, når det er naturligt i løbet af de 45 min undervisning, de har tilsammen. Hannibal fortalte stolt efter sidste time, at han har slået begynderrekorden med at nå at spille flest julesange – vi håber, engagementet bider sig fast. Hannibal spiller også i skoleband og er blevet hjælpetræner i gymnastikforeningen på holdet med indskolingsdrenge. Det trives han med (og er vist også helt tilfreds med, at det kan erstatte selv at gå til springgymnastik). Hannibal er måske i gang med sidste år til svømning og er erklæret foreløbig “udlært” på ski.

Vitus’ (14) går på Ringe Efterskole og har travlt med at frigøre sig fra hjemmet! Vitus har på alle planer haft et år i RIVENDE udvikling og med mange rejse-oplevelser! I påsken var han med Ungdomsskolen i Paris og havde den storslåede oplevelse, at hans kuffert ikke ankom før sidste aften. Det tog Vitus i stiv arm, og vi var glade for vores rejseforsikring, og at Vitus havde et Mastercard med. Vitus havde shoppet fine ting, og forsikringen refunderede alt. I maj måned skulle Vitus på dannelsesrejse til Rom med mormor og morfar. Morfar blev desværre forhindret i at rejse pga. kemobehandling, men jeg kom med i stedet, og vi havde en fin oplevelse 3 generationer sammen – selv om Vitus ikke lagde skjul på, at rejsefællerne på pariserturen var en del sjovere… I juni tog Vitus så for alvor ud i verden, da han rejste en måned til Pune i Indien på Step Up Camp med CISV. Forårets 5 planlægnings-weekender i den danske delegation bar i høj grad frugt, og Vitus voksede kolossalt med den sociale opgave i løbet af foråret og på selve campen. Han var totalt klar til en drømmestart på Ringe Efterskole i august. Mens Vitus spillede i cirkusorkester i Flik Flak, fik han dog en ret voldsom byld i knæet. Drømmestarten var i fare for at blive til noget af et mareridt, da bylden indeholdt multiresistente stafylokokker (MRSA) fra Indien og betød, at Vitus hverken måtte sove og bade sammen med nogen eller være fysisk aktiv. IKKE en fed start på en gymnastikefterskole!! Vitus og Ringe Efterskole håndterede det fantastisk, og selv et genudbrud i september måned kunne ikke knække Vitus. I en periode var der tæt på uendeligt mange maskinfulde sengetøj og håndklæder, men Vitus er nu erklæret rask og skal kontrolpodes til april. Derefter er han klar til en ny Step Up i Mexico i slutningen af sommerferien – han glæder sig til det, selv om han p.t. dyrker nuet på efterskolen og ikke skænker fremtiden mange tanker. Vitus glæder sig til 15-års festen, som vi afholder 5. april, og vi glæder os til at kunne hylde vores prægtige, unge (verdens)mand til en brag af en fest!

Juni måned er regntid i Pune – scan og se, om HOLD ANOTHER HAND deltagerne blev våde…..
Valdemar (16) går i 2.g og er nu halvvejs gennem gymnasietiden. Ud over faglige konkurrencer i matematik og kemi, giver Valdemar den bl.a. gas med kemiske eksperimenter… Han har netop sammen med Rasmus konstrueret et destillationsanlæg, der skal bruges til at destillere slatter fra fester. Sammen med en klassekammerat har han også et projekt i gang med at fremstille hindbærsmag, som skal hældes i det destillerede sprit/sprut. Det vil frembringe skønne hindbærshots til næste fest – et ædelt genbrugsprojekt ifølge Valdemar (og Rasmus der stolt og villigt vejleder). Valdemar tog i sommer af sted til El Gouna i Egypten med CISV 3 dage efter militærkuppet og Mursis afsættelse. Vi fulgte nyheder og Udenrigsministeriets rejsevejledning i døgndrift, og selv om vi aldrig var bange og utrygge (fordi vi vidste, at der ikke blev taget nogen chancer af hverken CISV Danmark eller CISV Egypten), var det GODT at tage imod delegationen igen på Odense Banegård i slutningen af juli. Det er IKKE uden en dyb og lang indånding, man sender sin 15-årige guldklump til et land i militær undtagelsestilstand i næsten 4 uger, og vi var i Paris i dagene op til afrejsen – afstanden føltes meget længere end et telefonopkald! Valdemar har ansøgt om at komme med på en Børneby til sommer som Junior Counsellor, og det bliver spændende at få at vide, hvor i verden han skal være legeonkel i en måned. Valdemar arbejder 2 eftermiddage om ugen, og den opsparede løn er bl.a. formøblet i hifi. Pladespilleren er så skøn og vinylerne så dyre, at Valdemar fik overtalt mormor og morfar til at forære ham en stak gamle LP’er, hvis vibrationer vi nu alle kan få glæde af, når der skrues op for musikken bag den lydisolerede dør… Også guitarforstærkeren skaber skøn lyd – og ikke kun med hovedtelefoner I denne mørke tid holder fodboldholdet vinterpause, men når foråret kommer genoptages den fysiske træning – og cykelturen til gymnasiet på 28 daglige km, som Valdemar tog alene helt frem til efterårsferien. Sejt!

Velkomstdans i El Gouna – scan og mor dig!
Rasmus og PRIDANA A/S i Hedensted er nu forhåbentligt tilpasset afsætningsniveauet af vestligt producerede printplader. Rasmus er fortsat formand i Lokaludvalget og suppleantpladsen i BAMOK er vekslet med en bestyrelsesplads her i efteråret. I disse dage rives billetterne til martskoncerten væk – medlemmerne har forkøbsret den første uge, så der er gang i indmeldelserne og opdatering af medlemsregister på daglig basis. Det er dog uden tvivl Rasmus’ arbejde på huset, der har præget hele året. Rasmus har flittigt, kompetent, samvittighedsfuldt og med stor tilfredshed stille og roligt færdiggjort rum for rum. Vi er alle stolte over det resultat, Rasmus har leveret, og vi er taknemmelige for bedsteforældre-hjælp på forskellige tidspunkter i processen – arbejdskraft, bagværk og rengøring! Rasmus eksperimenterer gerne – ikke kun i kolber, men også meget gerne med diverse brødopskrifter. Rasmus har også været testpilot på Aduros udvikling af måleudstyr med tilhørende app til deres brændeovne – den slags små, hyggelige projekter passer Rasmus rigtig godt.

Jeg trives med ledelse og undervisning på gymnasiet og færdiggjorde i november et lederudviklingsforløb, jeg med min gode kollega Mette har gennemgået de sidste 3 semestre. Mon ikke det i fremtiden resulterer i mere efteruddannelse som leder? Vores nye, fantastiske rektor, Susan, tiltrådte samtidig med vores vicerektor blev alvorligt syg, og det var på alle måder en barsk, hektisk, hård, men også spændende proces, vi sammen med Susan indledte. Vores vicerektor er vendt rask tilbage, og hele skolen er på mange måder i gang med en meget spændende udvikling. Mit samarbejde med Susan (og resten af ledelsen) er en stor glæde og fornøjelse, og jeg er fuld af forventningens glæde til mit arbejdsliv i fremtiden – OK13 ikke nævnt, men heller ikke glemt. Skolebestyrelsen er i forbindelse med etableringen af Båring Børneunivers lagt sammen med Børnehusets bestyrelse og hedder nu Fællesbestyrelse. I den kommende tid betyder det, at vi skal have ombygget skolen – en sag som har været sat i bero i årene med skolestrukturdebat. I CISV Fyn er det kassererposten, jeg har påtaget mig, og som kirkesangervikar siger jeg ja, når kalenderen tillader det. Det er der, jeg har mulighed for at synge i disse år, så det værner jeg om – og nyder roen og samarbejdet med forskellige præster. Forældrerådene i Christianes og Hannibals klasser er jeg med i, og til sommer skal vi arrangere en klasseweekend i Kragelund med Christianes 3. kl. med Rasmus og forældre fra klassen. I november stod jeg med skiundertøj, varm hue, refleksvest og kaffe udenfor et forsamlingshus og hyggede mig med Vitus efterskolekammerater til deres første fest – og jeg håber, det bliver varmere til resten af årets efterskolefester, når Festlige Forældre er på vagt igen.

Hele familien tager på ski i Østrig i år – Vitus allerede i den kommende uge og resten af os til februar. I år med fætter Philip, kusine Louise og onkel Anders. Destinationen er igen Wagrain, og vi glæder os til den nye svævebane, G-Link, der forbinder de to bjerges mellemstationer – måske er det slut med at spejde efter skibusser, så vi kan koncentrere os om at halse efter vores seje skibumser?

Godt 2014 til alle! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, januar 2013

Kære familie og venner

Ferien er for længst borte – den blev indledt med en vidunderlig, stemningsfuld Mads Langer koncert på Sct. Knuds Gymnasium og sluttede med en forrygende, dejlig Saybia koncert på Den Rytmiske Efterskole i Båring. I løbet af ferien blev det også til den årlige Comedy Aid tradition (Valdemars debut i år – ENDELIG 15 år!) og teaterkoncert Hey Jude! – vi bøjer os i støvet i næsegrus beundring over den uhæmmede kreativitet der lægges for dagen i Forum. Juleaften i Nørresundby er længe siden, Anne Grethes donerede frosne brunkageruller er bagt og spist, nytåret blev skudt ind i Vojens, der er snart pakket til skiferien i næste uge, og årets juleepistel er trods forsinkelsen vigtig for os – et slags kapitel i vores familiekrønike…

Årsag til forsinkelsen: 2012 har i udpræget grad været præget af en omsiggribende ombygning, som sluger al ledig tid. Vores sociale liv er sat på kraftig standby, og vil være det et langt stykke ind i 2013 også. Vi er færdige, når vi er færdige! Det er de seneste måneder stort set lykkedes os at indføre princippet, at alle yder efter evne og nyder efter behov. Ungerne har derfor hver især mere eller mindre faste opgaver, og hvor har Rasmus mange evner! Siden billedet her (hvor alle står i eget værelse) et par dage inden jul, er Vitus flyttet ind, og vores nye soveværelse mangler nu kun skabslåger, vindueskarme og de sidste småting.

Efter vi startede på ombygning af garagen i efterårsferien 2011, blev loftsrummet klar, og ungerne kunne flytte ind derovre i forsommeren. Derefter blev hele hovedhusets overetage revet ned, og de professionelle tømrere gik i gang 17. juni – midt i regnbyger, eksamenstravlhed og kaos. Midt i juli var der så nyt tag på, og Rasmus kunne gå i gang med at bygge. Der er 130 m2 i grundplan i overetagen, så det er i princippet et pænt parcelhus (på nær køkken), der skal laves. Især Torsten og Helle har været flittige hjælpere, men andre har også brugt halve og hele dage i overetagen af og til – ingen nævnt, ingen glemt, men TAK!

2012 blev også kendetegnet ved masser af fester! Barnedåb, 2 skønne familie-bryllupper i august, konfirmation og en hel del runde fødselsdage – vi er jo kommet i segmentet blandt nye 30’ere. Den for os festligste begivenhed må siges at være vores egen fødselsdagsweekend i april, hvor vi havde masser af familie, venner og kolleger omkring os til et brag af en festweekend. Vi ønskede os Herrik Gumozoer efter devicen “Hellere 10 fugle på taget, end 1 i hånden” – og vi håber, at 2013 bliver året, hvor det kunstprojekt kommer et stykke af vejen – nu har vi jo igen et tag, de kan sidde på.

Christiane (8) er høj, smuk og fræk og går i 2A. Hun er overhovedet ingen lille pige længere og ved godt, hvornår det er på sin plads at kræve sin ret overfor brødrene (og sin mor). Politibogens første sætning “nedtrap konflikten” vil i de kommende år blive gentaget på repeat inde i mors hoved… Christiane har et lille søvnbehov og kan drive os til noget nær vanvid om aftenen, når hun igen og igen kommer rendende over gården for at tisse eller kalder på walkie-talkien “Vil du ikke lige komme herover?” Heldigvis står hun fint op om morgenen og har styr på at pakke taske – og kan for det meste også hjælpe med at få styr på Hannibal(s ting). Christiane og Hannibal er simpelthen PERLEVENNER – det er en fornøjelse at se og høre dem være sammen og klukle. Christiane har haft lidt svært ved tværfløjtetimerne i lang tid – hun synes det er hårdt, og hun kommer til at svede. Men det er som om, det går den rigtige vej nu, og hun er i hvert fald glad for musik og rytmik i musikskolen. I sin neongrønne badedragt er hun ved at være en habil svømmer, der nu øver sig på udspring fra 1m vippe og skæver op til 3m vippen. Til springgymnastik er hovedet ofte nedad, så det går bedst med hestehale. Dem kommer der måske snart flere af – Christiane er netop blevet skrevet på ventelisten på den lokale rideskole, så nu skal hun ifølge Valdemar snart gå til hestning. Hun har ikke snakket om ret meget andet i et stykke tid nu, så hun glæder sig og håber, der snart bliver tid på et af begynderholdene.

Hannibal (9) elsker sine venner og SFO’en så meget, at han i løbet af efteråret løb sur i at tage bussen til trommer. Vi har aftalt, at han holder orlov frem til sommer. Så må vi se, om lysten vender tilbage. Han er heldigvis rigtig glad for at spille i skolebandet på Båring Skole. Hannibal og Christiane går også en hel del rundt og synger – og de synger godt! Hannibal og hans bedste ven Karl Emil er jævnligt sammen, og de forventer mindst at spise sammen og gerne at sove sammen tæt på hver gang. Hannibal ELSKER hættetrøjer og har fået at vide uendeligt mange gange, at hætten skal af ved bordet. Ud over at være en i særklasse opmærksom og kærlig dreng har han også en særdeles veludviklet humoristisk sans. Jeg foreslog for nylig, at vi beder Enemærke-bordbønnen “Christiane, husk ikke at smaske, Hannibal, husk at tage hætten af, Vitus, husk at sætte tingene ind midt på bordet, Valdemar, husk ikke at pille i alting, mor, husk at holde mund og spise.” Hannibal kommenterede prompte: “Så er det nok far, der skal sige det!” Den slags Hannibal-kommentarer er værdsatte i familien og frembringer anerkendende TØ-HØ’er fra familiens ældre hankønsvæsener. Ud over skolebandet tonser Hannibal rundt til springgymnastik og er ved at være en habil svømmer.

Vitus’ (13) personlige ombygning er også ved at tage sin endelige form. Der har godt nok været lukket pga. ombygning i lange perioder, men nu er det indre ommøbleret – og det virker som en yderst fornuftig indretning. Vitus går nu over i genren klassisk teenage-adfærd, der medfører, at ALT skal kunne klares indenfor et vingefangs rækkevidde og helst med minimale bevægelser. Han arbejder godt i skolen og herhjemme med lektier og projekter, og det er uden tvivl godt for Vitus’ trivsel, at Valdemar er tilbage i folden – de hygger sig med at diskutere MythBusters og Reddit, så vi føler os meget, meget gamle. Vitus tog i foråret en stor, moden og velovervejet beslutning om at fravælge konfirmationen. Det nemmeste er at følge flokken, men Vitus, der med skoleskift og åndelig ombygning i perioder havde det svært, kunne mærke indeni, at det ikke var noget for ham. Vi holdt ikke nogen nonfirmationsfest for ham, men sparer op til 15 års fødselsdag i 2014. Hvis konfirmationsvalget skal være reelt, skal der være en fest, og vi synes, det er vigtigt med en fest, der hylder et pragtfuldt ungt menneske i en brydningstid – et kulturelt overgangsritual. Vitus’ trompet klinger efterhånden flot, og igen i år var Vitus med i cirkusorkester i sommerferien – hvor er der langt til Odense Ø 2 gange dagligt… Vitus er også i år springgymnastiktræner – bl.a. for Christiane og Hannibal. Han har i september besøgt Ringe Efterskole og glæder sig utroligt meget til 9. klasse i springcenteret dernede i næste skoleår.

Valdemar (15) så vi meget lidt til i det første halvår – faktisk kun når efterskolen sendte eleverne hjem. Jeg var med til deres elevfester som forældrevagt – en så stor fornøjelse, at flere af forældregengangerne har lovet at lave en reunionfest for dem til foråret. Mod slutningen af året var Valdemars FULDE fokus på Kerteminde Efterskole, så vi var heldige, hvis vi vidste, hvornår han gik til eksaminer. Vi hentede ham hjem efter en meget stemningsfuld afslutningssceance, og så gik Valdemars liv ellers i sort! Ordet depression er ikke nogen overdrivelse, selv om det mest var moren, der foretog diagnosen. Valdemar syntes, det var urimeligt svært at flytte hjem på garageloftet uden nogen steder at kunne sørge i fred og uden noget sted til private ejendele, små søskende under ingen omstændigheder skulle pille i! Derfor byggede han i et selvterapeutisk forløb en hule i træerne på gårdspladsen (der ikke er færdig, men humøret steg). I august startede Valdemar i 1x på Middelfart Gymnasium og er i løbet af efteråret vokset i højden, indeni og med opgaven. Den stakkels dreng har dog en nysgerrig mor, der gerne vil vide, hvordan det hele foregår – fagligt såvel som socialt. I midten af december lykkedes det ENDELIG at få Valdemars nye værelse klar til indflytning, og DET er godt for Valdemar! Valdemar har fået fritidsjob som lagerarbejder i Duft og Natur og har bl.a. derfor netop købt en elguitar. Han går til guitar og orgel i musikskolen, og i musiktimerne på gymnasiet har han også fået spirende lyst til trommesættet, så Hannibals trommesæt får ikke lov til helt at holde pause, selv om Hannibal gør.

Rasmus og PRIDANA A/S i Hedensted tilpasser sig desværre stadig finanskrisen bl.a. med tvungne feriedage og løbende fyringer. Vi håber stadig, der bliver brug for flere printplader i verden, der ikke er produceret i østen. Legepladsen i Båring blev i oktober udvidet med 3. og sidste etape, så nu er der madpakkehus og klatrekuber til byens store børn og unge. Lokaludvalget har som det seneste været til møde med teknisk forvaltning om at få et nyt område bag skolen projekteret som byggegrunde. Teknisk forvaltning var til at tale med, så det bliver en udfordring i det kommende år – ikke mindst for at få konsolideret elevgrundlaget, hvis vi kort efter det kommende kommunalvalg igen skal ud i skolelukningsdebat. BAMOK lever og har det godt – senest er billetterne til næste koncert i april revet væk på under en uge. Medlemmer kan købe billetter til reduceret pris, så i disse dage må der påregnes lidt skærmtid med at ajourføre medlemsregisteret.

Jeg er startet i ny stilling som uddannelsesleder fra dette skoleår. Flere af opgaverne er “mine egne”, jeg har haft de sidste 3 år i administrationen, men nu følger mere ledelsestid og ledelsesansvar med jobbeskrivelsen. Vi er 3 nye uddannelsesledere, der er ansat i år, og vi står netop i et rektorskifte, hvor en ny rektor skal tiltræde til april. Det er spændende med en så stor udskiftning, der skaber muligheder og udfordringer, og jeg håber, at resten af kollegiet i løbet af det næste års tid vil kunne mærke en forandring i stort og småt. Jeg er stadig et par gange hvert semester ude som kursusinstruktør i web 2.0 værktøjer i undervisningen, og det sætter jeg stor pris på. Jeg har aldrig været begejstret for teori for teoriens skyld, men at arbejde med elevernes digitale dannelse og underviserens didaktisering af it-værktøjer er bare spot on mig. I september var jeg så heldig at komme på et kursus i Barcelona om matematik og arkitektur, så nu glæder jeg mig rigtig meget til at få elever med derned på et tidspunkt. Skolebestyrelsen står her i foråret overfor en kommunal udfordring med at etablere Båring Børneunivers – en “landsbymodel” med vuggestue, børnehave, SFO og skole på en matrikel og under en samlet ledelse. Efterhånden er jeg på vikarlisten i 8-9 kirker, men har sagt nej nogle gange henover efteråret, hvor overetagen har taget fokus. Forældrerådene i Vitus og Hannibals klasser er jeg med i, og til sommer lægger Kragelund for 3. år i træk lokaler til en klasseweekend – denne gang er det Vitus’ klasse, der skal på farvel-weekend.

Om en uges tid tager vi på ski i Østrig, og for at få plads til benene, vil vi i år for første gang undlade at medbringe al mad hjemmefra (og i stedet få plads til Valdemar igen…) Valdemar er gennem foreningen CISV optaget på en Step Up camp i Egypten 3½ uge til sommer, og vi venter i spænding på svar om en camp i Indien, som Vitus har ansøgt om deltagelse i. Det er nogle vildt spændende kulturudvekslingsprojekter, som lige er i vores ånd. Hannibal fylder rundt i maj – og ifølge traditionen udløser det en rejse for ham og Christiane. Hannibal vil gerne til Paris, så på et eller andet tidspunkt skal vi på forlænget weekend derned.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2013! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2011

Kære familie og venner

Udenfor er det vådt og gråbrunt og slet ikke lige så smukt som de seneste 2 år i skoven ved juletid. Men indenfor er der gang i ferien. Valdemar er kommet hjem på juleferie, og han og Christiane er gået i gang med at bage brunkager – venligst doneret af min kollega Anne Grethe i frosne stænger lige til at skære ud. Vitus og Hannibal hænger begge fast i de sædvanlige riller – foran fjernsyn og computer. 2011 bød for os på en forsmag på næste livsfase – Valdemar startede på Kerteminde Efterskole. Det er en forholdsvis stor omvæltning i vores familieliv; Valdemar er månedens gæst herhjemme, så vi nyder rigtig meget at få lov til at snakke med ham på bilturen til Kerteminde. Aftensmaden herhjemme rækker noget længere, men Vitus rykker nu også for alvor på voksefronten, så der går stadig noget foder til. Hannibal er vokset ud af bilsædet, og Christiane mangler lige 2 cm i at nå den milepæl.

Efter et yderst festfyldt 2010 og bevarelsen af vores skole blev der lige pludselig så dejligt “stille”. Vi barslede derfor med et for Båringegnen nyt koncept med en huskoncert i marts, hvor vi omdannede stuen til en lille koncertsal for Amalie Riis og Morten Kjær. Vi havde ca. 45 lydhøre tilhørere og fik en mindre fest ud af det efter koncerten. Næste huskoncert er netop faldet i hak forleden dag og bliver med en tidligere modtager af Sct. Knuds Gymnasiums musiklegat, Signe Vange. Skulle nogen trænge til et sidste lille skub til at komme i den rette julestemning, vil jeg på det kraftigste (an)befale en tur omkring YouTube, hvor Signe har uploadet Christmas Song til glæde for os alle.

En sen aften i starten af januar dumpede der i min mailboks en beskikkelse som censor i Nuuk ind. Efter en stort set søvnløs nat og ok fra familie og eksamensplanlæggeren på skolen, kunne jeg begynde at glæde mig til en meget fantastisk oplevelse. Et par dage før afrejsen holdt vi en fyraftensfredagsbar, så de sociale reserver til 13 dages solorejse kunne fyldes op. Jeg var så heldig, at beskikkelsen kun indebar 4½ dages censur på Midtgrønlands Gymnasie Skole. Jeg tilbragte en uge i Nuuk og så hvad der var at se til lands, til vands og fra luften. I pinsen nåede jeg både omkring den næststørste by Sisimiut og den tredjestørste Ilulissat med en fantastisk aftensejlads i midnatssolen til Isfjorden der er på UNESCO’s verdensarvsliste. Inden hjemrejsen nåede jeg også omkring Kangerlussuaq med en udflugt ind på indlandsisen. Det er svært ikke at fortabe sig i beskrivelsen af alle oplevelserne deroppe fra, men udover hvaler, sæler, fuglefjelde, havørne, rensdyr, moskusokser og ubeskriveligt isblå isbjerge, var mødet med det grønlandske uddannelsessystem en kæmpestor faglig oplevelse. I musik hørte jeg østgrønlandsk trommesang på dialekt og i matematik stiftede jeg i den grad bekendtskab med elever, der gennem deres folkeskoletid har været udsat for manglende lærerkræfter, aflyste timer og sproglige barrierer. Det var meget svært at sortere i de over 1000 billeder, jeg havde med hjem deroppefra, men jeg har gjort et anbefalesesværdigt forøg i vores billedgalleri. Hvis der er en højere mening med noget, må det være, at jeg på dette sted i livet skulle skubbes godt og grundigt ud over kanten. Det var ekstremt grænseoverskridende for mig at skulle være alene i 13 dage, og at det eneste, jeg vidste hjemmefra, var, hvilke fly jeg skulle nå og en tur på indlandsisen. Alle andre oplevelser blev skabt på stedet og kunne ikke planlægges hjemmefra. Grænseoverskridende!

I efterårsferien gik vi for alvor i gang med et længe planlagt ombygningsprojekt, der i princippet handler om en restaurering af overetagen. Men vi er startet med at renovere 1. salen på garagebygningen – bl.a. for at ungerne kan genhuses der, mens overetagen ryddes. Helle og Torsten tilbragte en uges tid her, så der skete noget. Rasmus har fri mellem jul og nytår, og planen er stadig, at ungerne skal kunne sove deroppe til nytårsaften… Der mangler “bare lige” lidt – bl.a. lidt vægbelægning, en dør, et gulv og malerarbejde. Det bliver stedet, hvor alle unger i de kommende år(tier) kan invitere til fester med overnatning. Vi håber meget at påbegynde selve projekt overetage i løbet af foråret, så det kan stå færdigt inden skolestart i august.

Christiane (7) går nu i 1A og knokler med at lære! Hun skulle for nylig udfylde en selvevaluering og var på visse områder noget hård ved sig selv. Det må vi arbejde på at få pillet af hende hurtigst muligt. Christiane glæder sig meget til at få sit eget værelse ovenpå, for Hannibal gider ikke hjælpe, når de skal rydde op! Computeren på reposen bliver også flittigt brugt – ikke mindst her i december, hvor dagens afsnit af Nissebanden i Grønland kendes på forhånd, når vi sætter os til rette i sofaen. Men Christiane er god til at holde på sine hemmeligheder og tage hensyn til os andre og afslører ikke handlingen. Christiane er meget familiemenneske. Hun syntes, det var rigtig svært, da jeg var i Grønland i næsten 2 uger. Hun synes også, at det er rigtig svært, at Valdemar er flyttet på efterskole, og hun savner ham, så det gør rigtig ondt i maven mange dage. Når han er her, hænger hun ikke på ham, men når man er flokdyr, er det bare rart, at han er her. Christiane svømmer i år i det store bassin, og vi swimmoms hjælper hinanden med at få mandagen til at hænge sammen. Christiane går til musik, er startet i Musikskolen på tværfløjte og fik en begynderfløjte i fødselsdagsgave, som hun passer godt på. Veninderne elsker hun – og af og til de skiftende kærester…

Hannibal (8) hygger sig i 3A og husker som regel at tage bussen til trommer. Han fik et trommesæt i fødselsdagsgave, så nu står det i kontoret og bliver brugt, når han lige går forbi. Hannibals bedste ven Karl Emil har også et trommesæt derhjemme, så gad vide om de kan høre, hvad hinanden siger, når de er sammen? Under alle omstændigheder er de så gode venner, at de for længst lod os forældre forstå, at det ikke er et spørgsmål, OM de må spise hos hinanden på de faste tirsdagslegeaftaler, men at vi evt. kan snakke sammen, hvis det IKKE kan lade sig gøre. Hannibal er en meget opmærksom og kærlig dreng, der er indehaver af en sund og afbalanceret retfærdighedssans. Han er videbegærlig og undersøger ting med hjerne og fingre. Som 5. medlem i familien har Hannibal rigelige muligheder til at få sorteret indtrykkene til brugbar viden. Hannibal går ud over trommer til springgymnastik på et rent drengehold, svømning og musik og rytmik.

Vitus (12) har haft et godt, men krævende år. Lige inden sommerferien så Vitus et indslag i TV-Avisen om nogle drenge, der fulgte undervisning i matematik på højere klassetrin. Dette satte skub i en gammel tanke om at springe et år i skolen over. Efter samtaler med modtagende, afgivende skole og skolepsykologen endte vi med en svær, men rigtig beslutning, og Vitus skiftede i september fra 6A på Båring Skole til 7A på Nørre Aaby Skole. Efter en lidt turbulent start, hvor Vitus sov rigtig, rigtig meget (!), har Vitus nu fundet sig selv i den nye klasse og de nye fag. Biologien testes med godt og grundig gang i væksthormonerne, og fysikken bliver udforsket så rigeligt af de magneter, der er i sofaen hver eftermiddag! Geografien opleves via GPS-navigationen på mobilen, og de sociale kompetencer trænes fx via Tetris på facebook. Jo – man er lige om lidt 100% teenager, og i panden er et skilt, hvor der står “lukket pga. ombygning”. Det bliver spændende de næste år for alle parter… Vitus er blevet bidt af springgymnastik-trænerjobbet og har valgt at tage på Ringe Efterskole i 9. klasse, hvor han bl.a. kan tage instruktørkursus. Vitus hygger sig tirsdag aften med de gamle klassekammerater i ungdomsklubben Pluto i Båring og starter her i det nye år i Musikskolens Bigband med trompeten.

Valdemars (14) liv er helt forandret. Det er svært umiddelbart at se på ham, men der er ingen tvivl. Han er forelsket ♥ Emilie kommer fra Frederikssund og går i parallelklassen på efterskolen. De har været kærester siden efterårsferien, og de har begge besøgt hinanden på hjemmeweekends. Det var hyggeligt at have Emilie på besøg, og vi håber alle 5 herhjemme, at vi får glæden af deres besøg igen. Valdemar flyttede ind på et 2-mandsværelse på afdelingen Vesten d. 14. august, men i løbet af de første måneder, blev det lidt svært med værelseskammeraten, der har nogle personlige problemer. I slutningen af november resulterede det i, at alle drengene på Vesten rokerede rundt, så Valdemar nu er kommet på et nyt 3-mandsværelse, hvor han i den grad trives! Farmor og farfar kom på uanmeldt besøg med julebag og kunne vist nok ikke afgøre, om der rent faktisk er et gulv på værelset eller ej… Valdemar profilerer i høj grad af mødet med 130 meget forskellige unge mennesker og er meget vellidt derude. Det ved jeg fra den efterskolefest, jeg var med til som forældrevagt i starten af december. Hvis det gamle mundheld om børn og fulde er sandt, må det jo være dobbelt sandt, hvad man hører fra (halv)fulde efterskoleelever. Hvor er der mange prægtige unge mennesker til i dagens Danmark – det bliver godt i fremtiden også, når de tager over! På efterskolen har Valdemar lært at spille guitar, så han fik en i fødselsdagsgave og er allerede irriterende velbevandret i fingerspil og barreakkorder.

Rasmus og PRIDANA A/S i Hedensted tilpasser sig løbende finanskrisen. Således har Rasmus været eneste kemiker siden februar, og kort inde i det nye år er laboranterne reduceret til 2 i laboratoriet. I april indviede vi 2. etape af den flotte legeplads i Båring, og i det nye år bliver den måske udvidet med 3. og sidste etape, der bl.a. består af en bålplads og nogle klatrekuber til byens store børn og unge – fx efterskoleeleverne, der liver op i vores lokalområde. Lokaludvalget har i år fx været involveret i implementeringen af teletaxaordningen i vores område, og arbejder insisterende på at fastholde politikere og forvaltning på kommunens mange politikker, formuleringer og bevillinger. Som frivillige i BAMOK er vi begge aktive – de 2 årlige koncerter blokerer kalenderen i 3 dage, og Rasmus er webmaster på www.bamok.dk, mens jeg plejer BAMOK’s sociale netværk på foreningens side på facebook. Efter den noget uheldige start på Asperup Angels sidste efterår, er det godt at byggeriet dette efterår har holdt Rasmus godt i form – og havearbejdet giver i hvert fald i sommerhalvåret også sved på panden.

Jeg har haft et spændende år på arbejdet – også udover censorrejsen til Grønland. I foråret deltog jeg i et pilotprojekt om brug af web 2.0 værktøjer i undervisningen, og jeg blev efterfølgende rekrutteret som instruktør, da pilotkurset skulle udrulles i stor skala. Jeg har derfor haft 5 2-dages kurser her i efteråret og har foreløbigt 2 til foråret også. Det er skønt at komme rundt til topmotiverede kolleger, der kaster sig ud i udfordringerne, og det er meget idegenererende at se og høre om de undervisningsforløb, der er blevet gennemført med elever på mange skoler. Især har det været spændende at samarbejde med kursuskoordinatoren om det didaktiske indhold. Hun har formået at sætte tanker og en udvikling i gang, som helt sikkert i de kommende år vil ændre min undervisningspraksis. I forlængelse heraf er jeg så småt begyndt at udtænke et web 2.0 udviklingsarbejde til de grønlandske ungdomsuddannelser. Når Grønland først får åbnet for en internetadgang, der kan betales, vil der være hårdt brug for efteruddannelse på dette felt. Det er alt sammen kun på tegnebrættet endnu, men selv om der var sne i juni, da jeg var der, mangler jeg jo at opleve nordlys og hundeslædekørsel… Udenfor arbejdslivet er det stadig skolebestyrelsesarbejdet og en del vikartjenester i 6 kirker, der fylder. Forældrerådene i Christianes og Hannibals klasser er jeg med i, og til foråret skal vi med 3A til Kragelund i Kristi Himmelfarts weekenden, fordi lejrskolen er sparet væk. Det er en reprise af sidste års udflugt med Valdemars 8B, så selv om der skal lidt flere voksne med, bliver det forhåbentligt lige så hyggeligt for ungerne.

Årets skiferie går for første gang både nordpå og sydpå. Valdemar skal med efterskolen til Austlid i Norge, mens vi andre drager tilbage til Haus Andre i Wagrain. Familien Svenstrup fra Herlev er med igen, og vi har fået de samme lejligheder som sidste år med fælles opgang og skistald. Der er heldigvis kommet masser af sne de sidste 2 uger, så successen skulle gerne være tæt på sikret.

2012 byder i øvrigt på 2 store begivenheder, som vi glæder os til. I april holder vi stor festweekend i anledningen af at vi begge til den tid er kommet i de nye 30’ere, og 14 dage efter på Bededag er der konfirmation på programmet. Vi har aftalt med Vitus, at han ikke får en stor fest i 2012, men at vi holder en i stedet, når han bliver 14 eller 15. Så sætter vi alle sejl til ligesom til Valdemars fest sidste år.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2012! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2010

Kære familie og venner

Den globale nedkøling i Danmark er så smuk her i skoven, og den sidste måneds tid er sneen blevet flittigt brugt af ungerne. Sidste lange vinter gjorde, at båringgenserne fandt frem til vores seje kælkebakke, og der har også i år været besøg af kammerater med kælke på flyvehoppene derovre. Ilden arbejder hårdt i vores flotte nye brændeovn med glasruder i siden, og alle 4 unger sidder/ligger i sofaen med spil på diverse medier. Vi nyder den tidlige ferie i år, selv om det sikkert bliver en hård start igen lige efter nytår. Julegaverne ligger i skabet og skal pakkes ind senere i dag – det er ikke alle netbutikker, der sørger for det. Hannibals klasse sælger gavemærker for Red Barnet, så det er bare med at komme i gang. I morgen står der pakning på programmet til juleferien i Nordjylland fra i morgen aften. Vi har store planer om at se ”Min søsters børn vælter Nordjylland” i biografen og selvfølgelig en zoo-tur med julegudstjeneste på savannen d. 24. Rasmus kommer med toget efter fyraften d. 23.

2010 var hos os kendetegnet ved især 3 ting: FESTER, skolelukningsdebat og overrevet akillessene. Helt fra begyndelsen af året væltede posten invitationer ind ad brevsprækken – 18 fester blev det til, og der var kun en enkelt 40 års fødselsdag, vi måtte melde afbud til pga. skiferie. Et under, at ingen af dem faldt sammen, men dejligt at være med til alt fra barnedåb, konfirmationer, bryllupper, 40, 50, 90 års fødselsdage, kobberbryllupper og sommerfester i almindelighed. Ungerne blev trænede i at være alene hjemme – også med overnatning uden os. På den front er vi kommet over the hill. Størst i erindringen står naturligvis Valdemars konfirmation og vores egen mere eller mindre spontane kobberbryllupsfest i januar med grill-pizzaer i lange baner til en masse lokale familier.

17. marts brød skolelukningsdebatten ud i lys lue. Vist nok som det første sted i landet – og Middelfart Kommune beslutter tidligst noget d. 7. februar, så det er vist nok også den længste proces i landet. Det ser ud til, at vi har reddet Båring Skole, men det har også kostet et antal mandetimer, der er utællelige. Både Rasmus og jeg kastede os ind i kampen som hhv. lokaludvalgsformand og stifter og formand for en støtteforening, der arbejder i retningen af en friskole, og vi har trukket store veksler på ungernes storsind. De forstår (stort set) godt, hvorfor det er vigtigt måned efter måned at sidde til byrådsmøderne o.l. Et af højdepunkterne var utvivlsomt, da Aftenshowet inviterede os til København i september, hvor vi og en naboskole stort set fik hele sendefladen. Som nytiltrådt skolebestyrelsesformand var jeg talsmand for Bevar Båring Skole, der deltog med ca. 45 elever og 15 forældre. En måned efter var jeg i Aftenshowet på ny for at medvirke i et opfølgende indslag. Det kan være, det kommer bag på mange, men direkte tv for ca. 600000 seere gav uro i maven og følelsen af et stort ansvar på skuldrene!! Det er ikke til at vide, hvad der har gjort udslaget, for politikerne har ikke villet indgå i dialog med os – hvis vi skal på den igen om 1 eller 3 år, er der derfor ikke rigtigt så mange konkrete erfaringer at bygge videre på, desværre. Vi har lært meget om det kommunale selvstyre, men kalde det kommunalt demokrati, kan vi ikke hver dag – det er en underlig form for pseudodemokrati at sende noget i høring, når man så ikke vil indgå i en dialog. Gad vide, hvem der læser høringssvarene?

På Christianes fødselsdag var Rasmus nystartet på Asperup Angels – multisport for byens mænd. Jeg var lige færdig med oprydning efter børnefødselsdag for ca. 30, da Rasmus ringede og skulle på skadestuen. Akillessenen var overrevet, men blev heldigvis opereret efter kun ca. 3 timer. Min fødselsdag startede derfor i venteværelset med efterfølgende besked om, at Rasmus ikke kunne køre bil i min. 6 uger. Det meste af min fødselsdag tilbragte jeg derfor med ikke at kunne overskue ret meget, og det er et faktum, at en familie af vores størrelse, med vores aktivitetsniveau, adresse og pendlerarbejdspladser IKKE kan drives med kun 1 kørekort! Det var RØRENDE, hvor mange der var klar til at yde praktisk hjælp. TAK for mad både leveret og på besøg rundt omkring – det var uvurderligt! TAK for hjælp til kørsel af unger og til tider os voksne, og ikke mindst TAK for mange gode snakke især i de første dage, hvor jeg var lidt pylret… Rasmus’ hæl heler uproblematisk, han har fundet genoptræningsøvelser på nettet og arbejder målrettet mod at kunne stå på ski i uge 4 – det ser ud til at lykkes.

De 3 nævnte hovedoverskrifter for 2010 betød også, at ukrudtet trivedes i køkkenhaven, og at der både ude og inde er sket temmelig lidt i løbet af året – et par nye reoler, der har sat sko og legoklodser i et nyt system er vist det eneste, det er blevet til… Endelig har antallet af weekender blokeret af fester og Bevar Båring Skole betydet, at vi ikke har haft så mange besøg her som sædvanligt, men vi har så til gengæld været sammen med en masse mennesker i mange andre sammenhænge. Vi kommer stærkt igen!

Christiane (6) går nu i 0A og trives som en fisk i vandet. Vi startede det nye år med at indrette et pigehjørne på legeværelset, hvor hun kunne have sine ting for sig selv og lidt afskærmet fra drengene lege med veninderne. Det betyder meget for Christiane, og det har også gjort det rarere at have veninderne med herhjemme. På reposen har Christiane fået ejerskab over den ene computer, der er indrettet med et billede fra skolestarten som skrivebordsbaggrund og Pixeline-spil i stribevis lige klar til brug. Men hun er jo ikke 4. barn for ingenting, så alle de pædagogiske læringsspil (og mor) kan rende og hoppe, når storebror lærer en om y8.com. Alle mulige pigespil med påklædningsdukker o.l. er et hit! I marts måned sagde vi farvel til børnehaven og goddag til tidlig SFO. Christiane syntes, det var sejt at starte ”i skole”, men hun vidste også godt, at det først var til august, det var rigtig skole og insisterede på at blive fulgt ind hver morgen. Skolestarten i august var skøn – ikke mindst fordi GUDINDEN Wijnie havde sørget for, at Christiane skulle sidde ved siden af Emma. Tryggere skolestart kunne ikke findes for Christiane, som har god støtte i de ældre brødre, når de går ind på skolen sammen om morgenen. Christiane og Hannibal svømmer stadig – vi har en kørselsordning med 9 børn og 5 swimmums, der ud fra et særligt logistisk skema (og en del sms’er, når der er ændringer) gør, at Strib ikke er helt så langt væk, som det ellers kunne være. Christiane går også til musik og gymnastik/dans, og så elsker hun legeaftaler og de ugentlige ture på skolebiblioteket og har så godt som knækket læsekoden.

Hannibal (7) hygger sig i 2A og er begyndt at gå til trommer. Hans lærer hedder Allan, men Hannibal til mellemnavn, så der er et særligt bond mellem dem ifølge Hannibal. Vores gamle lilletromme fra instrumentkassen har fået nye skind, og Rasmus har lavet en træpedal, der kan gøre det ud for en stortromme. Hannibal troede længe, at han får et trommesæt i julegave, men det er vist gået op for ham, at han ikke skal forvente det… Hannibal er jævnligt sammen med sin gode klassekammerat Karl Emil, som, hver gang de er hos os, spiller på flyglet over stok og sten. Vi håber, at de vil aftage klaveret, der er overflødigt i kontoret, og hvem ved, om der så kan blive plads til et trommesæt derinde… Der er i hvert fald meget, der tyder på, at den unge mand har flair for det med rytmer udfoldet i kropslige/motoriske systemer. Hannibal går desuden til springgymnastik, er med i ovennævnte svømmekørsel og går til musik og rytmik. Hannibal elsker sin Nintendo og at råbe af de store brødre… Ikke så lidt teatralsk til tider, så det er normal praksis, at han får besked på at tie stille, inden et forhør af brødrene indledes. Det kan være svært at være nr. 3, og derfor er det i hvert fald godt for Hannibal, at der er 2 års skolegangs forskel ned til Christiane, så han får lidt plads til at være sig selv der.

Vitus (11) har fået styr på sit aktivitetsniveau og er blevet dygtig til at mærke efter, hvornår han har brug for at hvile og restituere. Han har et aktivt liv i skole og fritid og et meget tilbagelænet liv resten af døgnet herhjemme… Han går til springgymnastik og er hjælpetræner på et hold for yngre gymnaster – han har lige lært at tage imod, når de andre springer derudaf. Han spiller trompet, og han har købt en ny trompet, som Sinne kommer med til jul – hun har haft en kollega til at prøvespille den for at sige god for den. Vitus GLÆDER sig til et ordentligt instrument, der ikke er utæt og urent, så vi har alle forhåbninger om, at hans trompetspil tager fart – han har spillet i 1½ år nu og har et stort potentiale på den front. Han har tit trompeten med i skole – så er det skoleband, så et særligt SFO-band og senest en sang i et teaterstykke i skolen, han skulle spille til. I sommerferien købte Vitus og Valdemar deres egne bærbare computere, og så sad de der… Kort efter sommerferien fik Vitus briller, og det er utroligt, så kort tid der går, inden man tænker, at sådan har det altid været. Hvis jeg møder ham i sneen på skolen, hvor han har taget brillerne af, er han jo næsten ikke til at kende igen!Vitus bliver også lang og stor – han har vist nok overhalet tante Tove, og han har i hvert fald jævnligt vokseværk her og der. Der er ikke så mange, der bemærker det, fordi storebror stikker højere op, men der sker også noget med Vitus!

Valdemar (13) er den yngste og den største i 8B. Jeg har længe joket med, at vi sendte ham for tidligt i skole, så jeg kunne være højere end ham på konfirmationsbillederne. Og sådan gik det, men KUN fordi jeg fik mig placeret strategisk på græsplænen, for allerede i februar overhalede han mine 172 cm. Nu runder han de 180, så der er sket noget det seneste år. Skostørrelsen er 46 – det er skønt at være teenager! Årets højdepunkt var ubestrideligt konfirmationen d. 30/4 og fest på gymnasiet d. 1. maj. Alle sejl var sat til – det er trods den eneste kirkelige højtid, man har helt for sig selv; barnedåb og begravelse er for de pårørende, mens evt. bryllup skal deles med en anden. Det blev et brag af en fest, og til vores store overraskelse og glæde nød Valdemar den megen opmærksomhed og glæde, der strømmede imod ham fra alle sider. Det gav især ro i maven i forhold til, at der nu kun er 8 måneder til, Kerteminde Efterskole skal nyde vores store dreng i dagligdagen. Valdemar spiller nu både klaver og kirkeorgel og elsker at lære nyt. Han var på Science Camp på Danfoss Universe i efterårsferien og medvirkede i et par indslag i TV-Avis og radio. Han mener selv, at der skal være reprise i sommerferien (og at Vitus skal med).Endelig er Valdemar den i familien, der utvivlsomt er i bedst kondition – han cykler ca. 17 km om dagen til og fra skole + det løse til fodbold og musik. Han er derfor ikke helt tilfreds med, at vi har dikteret buskørsel i snetiderne – friheden på den flotte konfirmationscykel går tabt i det vejr.

Rasmus kører nu igen glad hver dag på arbejde på PRIDANA A/S i Hedensted – de mange uger med delvis hjemmearbejdsplads og afhængighed af chauffører, der skulle i hans retning, er ovre. Legepladsen i byen har fået en Supernova for ca. en måned siden, og legeredskaberne til fase 2 er netop bestilt og bliver sat op, når frosten og jorden tillader det – hurtigt i det nye år, forhåbentligt. Lokaludvalget klør på med større og mindre sager, og også der har skoledebatten fyldt meget hen over sommer og efterår. BAMOK har hyret Rasmus Nøhr til forårets koncert d. 1. april – kendere vil kunne forstå, at Rasmus NØRD glæder sig til sin fødselsdag i år… Asperup Angels kunne have været et givende bekendtskab for den ikke helt unge krop, men kroppen bliver jo ikke yngre, og englene mangler sikkert forstærkning fra næste efterår også. Så må Rasmus komme stærkt igen – altså uden uheld – er planen.

Jeg nåede lige i foråret at have ca. 3 ugers ro til at tænke over, hvor jeg skulle kaste min energi ind efter de 7 år som formand for børnehavens forældrebestyrelse. At der var skolebestyrelsesvalg, og der ikke var nok på listen, samtidig med at skolen var lukningstruet, og vi har 4 børn, der skal igennem systemet, var nok til, at jeg meldte mig under fanerne, så nu hænger jeg fast der i foreløbigt 4 år. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med det egentlige arbejde i skolebestyrelsen – vi har stort set ikke lavet andet end høringssvar hele efteråret, men vi har en plan for emner på forårets møder, så det bliver spændende. Jeg er med i alle 4 forældreråd – i Vitus klasse har vi været medarrangører af skolefesten, i Christianes klasse har vi haft et julearrangement, og Valdemars klasse var med på Gasværket og se Come Together – en fuldstændig fantastisk forestilling, som 8B tog GODT imod – de fik en på opleveren! På gymnasiet er jeg for første år, mens jeg har været ansat der, ikke med i noget udvalg. Det er svært for mig ikke at mene noget og blande mig, men jeg prøver, så godt jeg kan.

Årets skiferie går for første gang sydpå til Wagrain i Østrig – der har jeg lært at stå på ski som ung og har været der en del gange i 80’erne. Siden da er trækliftene afskaffet, og rygterne vil vide, at alle stolelifter er med sædevarme. Vi skal bo lige ud til pisten ned til Flying Mozart gondolliften. Skiskolen har dansktalende skilærere, og der er samme afstand at køre, som vi plejer at køre nordpå. Det bliver spændende at se, hvordan ungerne tager imod alperne. Vi skal bo i to nabolejligheder med familien Svenstrup fra Herlev, og hvis det er ligeså godt, som det ser ud til på nettet, må vi være hurtige til at booke en større lejlighed til året efter.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2011! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2009

Kære familie og venner

Vi er sneet inde! Alle har fået et par ekstra fridage, og ungerne synes det er et sandt eldorado med ca. 40 cm sne i haven at boltre sig i – se selv billederne med og uden tøj…

Imens nærmer julen sig “udenfor i verden” med sædvanligvis hastige skridt, og posten bringer i disse uger mange papkasser til døren med julegaver. Christiane er meget nysgerrig og mener godt at hun kan holde på hemmeligheder, men pakkernes indhold forbliver nu hemmelige, til hun har talt baglæns helt ned til 0. I år er det lykkedes ikke at købe en eneste julegave i en butik – kun postbutikken i Nørre Aaby bliver flittigt besøgt.

Vi trives fortsat i skoven – svineinfluenzaen fik tag i Valdemar og Vitus, men vi andre er hidtil sluppet. Dagene går lidt stærkt ind imellem, men det er et grundvilkår i en familie som vores på 6 personer der alle er mere eller mindre aktive og bor med afstand til aktiviteterne. Det er dog lykkedes os at friholde onsdag der er vores luksusdag, hvor vi spiser i Bukkerup. Når det alligevel ikke kan lade sig gøre at holde onsdag blank i kalenderen, er Bukkerup Catering ofte kommet til os. Det er et ubeskriveligt og ubetaleligt privilegium som vi sætter MEGET stor pris på!

I marts måned tog vi afsked med min morfar der efter en hjerneblødning sidste år i julen aldrig kunne blive den samme igen, og derfor valgte at tage herfra en tidlig lørdag morgen i Hals havn. Christiane tegnede en helt fantastisk tegning af en “skyelevator” med oldefars sjæl indeni, og Vitus googlede krematorier og tegnede en fin ovn. Alle 4 tog fra på hvert deres alderstrin og gav oldefar tegninger med i kisten da vi sagde farvel til ham. Oplevelserne med oldefar var lidt barske at komme igennem, men for nylig blev det tydeligt at de er bundfældet til et sundt forhold til liv og død. Vores nabo, Poul, skulle begraves efter 1 års kræftkamp. Han har nærmest været en ekstra onkel for ungerne, og Christiane spurgte hvornår vi “skulle sige farvel til ham i kufferten”. Vi tog derfor ind i skoven og sagde farvel, inden Poul tog ud på sin sidste rejse fra skoven.

Rasmus fik i foråret lavet en dejlig bålplads ved terrassen, og vi fik syet et solsejl på ca. 34 m2 som vi har nydt hele sommeren. I overetagen har Valdemar og Vitus fået hver deres værelse, og slyngelstuen er rykket ud på reposen der nu bliver meget bedre udnyttet. Vi har tegnet en ny overetage og går nu og venter på at vinde på Quick-skrabekalenderne.

Vores nye familietelt til 8 personer blev indviet i pinsen i Kragelund og var med i juli på storby- og kulturferie i København. Farmor og farfar havde inviteret børn og børnebørn til staden en weekend, og vi udvidede turen og tog til Søren, Sandra og Clara i Værløse allerede fra om mandagen. Da jeg hjemmefra sad og undersøgte åbningstider, Storebæltsrabatter m.m. gik der TOTALT erhvervsskade i den, så programmet på turen lå i lamineret form i forruden af bilen! Vi nåede bl.a. Nationalmuseets nye oldtidssamling, Experimentarium, Zoo, Statens Museum for kunst, Bakken og Vikingeskibsmuseet. I kan se billeder fra turens optakt og familiedage i fotogalleriet. Alle 4 unger tog fra på hver deres måde, og det var en fornøjelse at være på storbyferie – vi skal helt sikkert gøre det igen; der er så meget i København der er værd at give videre!

Vi fik også i løbet af året oplevet Fårup Sommerland med mormor og morfar, Bonbonland med kusine Kathrine, årskort til Givskud Zoo (og besøg i Ålborg, København og Odense zoo’s) og besøg i Jelling hvor gravhøje, runesten og kirken blev studeret. Farmor inviterede til fødselsdag i Horsens til middelalderfestival hvor vi oplevede EM-finalen i ridderdyst. Det var et farligt vejr, og hvor var vi våde! Vi har også investeret i 6 sæt rigtige Krolfkøller – og så kom der godt gang i banerekorder og hole-in-ones.

I foråret tog vi en beslutning om at prøve at knække elkurven og yde et ekstra bidrag til klimaforbedringerne. Vi inddrog Valdemar og Vitus i projekt “Sluk lyset og hæng alt vasketøjet ud”. Vi satte en grænse ved 8200 kWH for 2009, nye typer sparepærer blev indført i stedet for halogenspots, og tørretumbleren blev dømt ude og har stået stille siden. Valdemar og Vitus kan betragte det som et fritidsjob at hjælpe med vasketøjet, og lønnen er, at for hver kWH vi kommer under 8200, tjener de hver 1 Kr. P.t. ser det ud til at de hver får en bonus på 750 Kr., så hvis der er nogen der har en god ide til hvordan vi kan skære mere af strømforbruget, hører Vitus og Valdemar sikkert gerne om det, når næste års målsætning skal forhandles.

I forsommeren gjorde vi alvor af en gammel plan om et sponsorbarn og har nu en “søster” Jenifer i Cap Verde. Hun blev 7 år d. 4. november og går i 2. kl. Vi har skrevet til hende et par gange og har fået to breve dernede fra. Det kan tage helt op til 4 måneder fra man skriver til man har svar retur, så det er meget anderledes end den kommunikationshastighed vi er vant til! Vi håber at få en masse gode brevudvekslinger ud af sponsoratet og at ungerne kan lære en masse om at være barn og ung pige et andet sted og under andre vilkår end deres.

Vitus blev 10 år og fik en forlænget weekend i september i Berlin med Valdemar. Vi boede i en kollegas dejlige lejlighed i Tiergarten og havde (endnu) en actionpacked kultur- og storbyferie. Denne gang var der ikke lamineret program, men erhvervsskaden er indiskutabel, og forskellige guidebøger, rabatordninger etc. resulterede bl.a. i ca. 14 museums- og udstillingsbesøg – lige fra Pergamonmuseet og Nefertitis buste til kommunikationsmuseum med robotter – billeder ved resterne af muren, kuplen i Reichstag, koncert i Philharmonien og masser af Ampelmann merchandise. Imens herhjemme var farmor og farfar beskæftiget med Christiane og Hannibal der i weekenden var så heldige at alle 4 bedsteforældre var booket til anden side, så de endte på Fanø med Ove og Else-Marie hos Ibens jævnaldrende Peder og Valdemar. I efterårsferien havde vi genbesøg her, og alle unger hyggede sig, så måske er det slet ikke sidste gang der udveksles feriebørn imellem Båring og Fanø.

Christiane (5) er glad, fræk og tilpas stædig til at udfordre sin position i familien. Hun trives i børnehaven og elsker veninderne Emma og Mia. Hun er begyndt at glæde sig til at gå i skole til sommer – ikke mindst fordi den magiske dag hvor hun herhjemme må bruge stort bestik afhænger deraf… Christiane har opdaget matematikkens glæder og regner en del plus- og gangestykker på fingrene. Hun skal ofte lige teste om jeg også kan regne ud hvad fx 3·5 er. Hun vil også gerne læse bogstaver og mindre ord og stor var glæden da hun i efteråret ENDELIG kunne huske at stave og skrive sit flotte, men lange navn. Hun elsker at gå til svømning og har skiftet håndbold ud med tøsefræs i den lokale gymnastikforening. Hun synger gerne og højt, så i disse dage lyder Luciasangen som generalprøve til børnehavens optog inden jul. Christiane vil gerne spille violin, så den lille børneviolin fra Kina er fremme af og til. Christiane havde et par svære måneder i efteråret med regulær seperationsangst. Efter en del grådkvalte farvelscener fik hun gudskelov en dag formuleret for sig selv og os at hun var bange for, at vi skulle køre galt i bilerne og at hun ikke skulle se os igen. Efter en god lang snak blev klumpen i maven i løbet af en uges tid mindre og mindre – til sidst så lille-bitte at det ikke længere er nødvendigt at græde når vi siger farvel.

Hannibal (6) er glad for at gå i skole – især efter der er kommet stabilitet på voksensiden. I 0. kl. havde de pga. opsigelser og sygemeldinger et par, for Hannibal og klassen, uheldige lærerskift. Men i 1. kl. har Valdemars gamle dansk- og matematiklærere taget over, og det synes både Hannibal, Valdemar og vi er meget trygt og rart. Hannibal tager fra med at læse og staver gerne – især efter hans blomstrende sprog skulle bremses lidt, og jeg forbød ham at sige (bande)ord han ikke kunne stave til. I en kortere periode begrænsede det udvalget til sgu, fanden og satme, men nu kører det derudaf igen med eksotiske staveøvelser. Hannibal rykker selv sine mælketænder ud til blodet sprøjter, går til svømning, springgymnastik og skoleband. Han vil gerne spille trommer, guitar eller keyboard, så p.t. er planen at han i musikskolen næste år skal meldes til trommer. Hannibal tager selv bussen hjem hver dag kl. 16 og husker næsten hver dag at få det hele med… Hannibal er glad for sine klassekammerater og vil gerne være sammen med dem, men er også meget glad for SFO’en og brødrene og computeren herhjemme, så han har perioder uden mange legeaftaler.

Vitus (10) havde en hård start på 2009. Han fik det i løbet af januar stadigt dårligere og havde mange sygedage fra skolen. Ofte var det torsdag og fredag og han klagede over kvalme, ondt i maven og kraniet. Vi turnerede rundt hos forskellige læger og specialister for at få undersøgt mave, ører, tandstilling og kæbe. I marts måned fik Vitus sat ord og følelser på at der bare var for mange ting i hans liv – alt for meget han skulle. Vi døbte Vitus’ tilstand børnestress og satte straks en sortering af aktiviteter i gang. Vi indførte den regel at han blot skulle “passe sig selv” og fx ikke hjælpe Hannibal med bussen hjem fra skole. Vi indførte ½ times tv-tid med mor eller far hver aften i sofaen og forsøgte at ændre nogle af vores egne mønstre for at være mere nærværende for ham. Vi var spændte på hvad han kunne holde til efter sommerferien – der er så meget han faktisk gerne vil og er glad for. Han VIL gå til musik, så sportsaktiviteter kommer delvist i anden række. Efter minikonfirmand er slut har han dog besluttet sig at gå til springgymnastik igen. Vitus skiftede klaverspillet ud med trompet som han har et stort talent for. Han går til skoleband og var så “uheldig” at skolens skema kunne gå op hvis han måtte gå glip af en dansktime onsdag morgen. I Asperup Juniorkor har Vitus tjent lidt lommepenge ved at synge koncerter, og han håber på at trompetspillet vil være kilde til indtægter i mange omkringliggende kirker i de kommende år. Efter sommerferien ville Vitus melde sig ud af Klubben, men det fortrød han heldigvis hurtigt og trives der om eftermiddagen – med pigerne…

Valdemar (12) er startet i 7.b på Nørre Aaby Skole, og han er glad og tilfreds. Efter en fantastisk lejrskole på Bornholm som afslutning med den gamle klasse i Båring, var de første par måneder i 7.b ind imellem hårde. Det kan være krævende at lære en ny klasse fuld af teenagere at kende, og det medførte nogle dage med kraftige “humørsvingninger”. Klassen var på “ryste-sammen-tur” i august, og i oktober havde forældrerådet (som Valdemar meldte mig ind i på forældremødet) arrangeret en hyggelig tur til Danfoss Universe. I september havde Valdemar emneuge om klimaændringer og CO2-udledning. Det medførte bl.a. at vi har valgt reklamer fra og i stedet modtager dem elektronisk. Valdemar spiller ganske habilt klaver og skal begynde på kirkeorgel snart. Han har set potentialet i at vikariere under fremtidige studier og er i den forbindelse irriteret over at “alle andre” er ældre og tjener penge. Tænk at verden er så uretfærdig at børnearbejde er forbudt i Danmark! Valdemar blev påkørt på sin cykel da vi deltog i Tour de Vestfyn på familieruten i august. Han overså delvist en ubetinget vigepligt, og det kunne være gået rigtigt galt da han blev væltet af cyklen på Middelfartvej. Men det største problem var det svigt han oplevede, over at føreren af bilen standsede ca. 50 m længere fremme blot for at tilse skaderne på bilen og kørte videre uden at tjekke, om der var sket ham noget. Det kom der en masse lærdom ud af, og Valdemar har heldigvis ikke været bange for at cykle resten af efteråret til skole, indtil det blev for mørkt om morgenen. Valdemar meddelte for lang tid siden, at han gerne vil på efterskole, så kort efter sommerferien blev han sat til at undersøge udbud og muligheder. Det tog ham ca. 5 min. på sin ipod touch at udvælge Kerteminde Efterskole. Den strenge mor stillede sig ikke tilfreds med den slags overfladisk turbo-informationssøgning, så efter vi i fællesskab ved mors computer GRUNDTIGT havde undersøgt markedet printede vi indmeldelsesblanketten ud til – Kerteminde Efterskole! RESPEKT for søgemaskinen på www.efterskole.dk og en søn der kan navigere og sortere i informationerne!

Rasmus har i årets løb deltaget i et væld af møder i et legepladsudvalg under lokaludvalget. Resultatet blev en FLOT Kompan legeplads der blev indviet 14. november og består af foreløbigt 3 legeredskaber. Projektet har kostet ca. 130000 og er slet ikke færdigt. Foreløbigt har Middelfart Kommune givet 0 Kr. til legepladsen, så udvalget klør fortsat og stædigt på i det nye budgetår – det er trods alt anlægsudgifter kommunen har lidt albuerum til, og byens dagplejere har i årevis manglet et sted at gå hen med dagplejebørnene. Rasmus hygger sig også lidt med at genere Telias delvist inkompetente medarbejdere. Mormor købte nemlig en ny mobiltelefon, der allerede efter 1 måned viste sig at være defekt. Telia skulle måske fra starten have vidst at kundens svigersøn til daglig ser så mange printkort med og uden fejl at det var en håbløs sag at afvise klagen, men de har disket op med et billede af et printkort med teksten “Mechanical damage”. Sagens seneste udvikling er at Telia har fundet en ny fugtfejl på printkortet – efter at telefonen har ligget på deres butikslager siden maj måned… Vi afventer i spænding om Rasmus får dem knækket. På PRI-DANA A/S er finanskrisen vist mest en vedvarende trussel der er i alles bevidsthed, men de har ikke været ude i store problematiske fyringsrunder. Dog blev firmafesten aflyst i år til ikke mindst min (og sikkert også andre medløberes) store fortrydelse. Rasmus er stadig webmaster på www.bamok.dk – og jeg supplerer med at fodre facebookgruppen BAMOK koncert, når der er nyheder i farvandet.

Jeg har for en måned siden NYDT at synge Dvoraks Requiem som ad hoc sanger med Odense Symfoniorkester. Jeg satser meget på at det kan fortsætte fremover når de har projekter der involverer kor. Børnehavens bestyrelsesarbejde og hjemmeside synger på sidste vers, men fylder fortsat en del. Efter ca. 7 års lurpasseri tog jeg “pladen fuld” og sidder nu i alle 3 drenges klasseforældreråd. Ud over Danfoss Universe turen har vi samlet agern i efterårsferien i Vitus klasse, og afholdt et Halloween-arrangement i Hannibals klasse. HELDIGVIS havde Kvickly en Halloween-konkurrence, og Hannibal hjalp med at tælle græskar i reklamen. Jeg vandt 2500 kr. til festen og klassekassen, og det var bare dejligt at meddele det på forældremailen, da tilmeldingerne skulle i hus.

På gymnasiet har jeg i år fået nye arbejdsopgaver i administrationen – det er primært administration af rejser & ekskursioner og alt hvad der hedder planlægning og afholdelse af skriftlige prøver og eksamen. Jeg har fået en lille sød arbejdsplads hvor bl.a. Helles strikkede huse pynter og beundres. Jeg har netop afsluttet et 4 dages kursus “Lyst til ledelse” hvor jeg har været dybt imponeret over hvad dygtige erhvervspsykologer i et prisvindende konsulentfirma kan! Sjovt og utroligt interessant var det især at stifte bekendtskab med MBTI-universet – en type-indikator der placerede mig i ESTJ-typen – dem der kender til MBTI vil sikkert IKKE undres?

Her sidder vi med den kridhvide, stille sneskov i baggrunden og glæder os til at vi igen kan komme ud i verden. Vitus siger at bilen lugter af skiferie, så det må vi håbe den også gør når vi drager på ski i uge 5. Vi regner med at alle unger er terrænkørende uden problemer i år, så det bliver skønt at høste gevinsten af mange børn og års legetimer i hytten.

Sct. Knuds julefrokost er blevet udsat til januar, og skoler og børnehaver er lukket igen i morgen. Vi prøver at kæmpe os vej til Brugsen efter overtrækschokolade, så vi kan lave konfekt. Vi håber at alle kan komme frem til jul om en uge – det er nu sjovest at åbne de pakker man får, og ikke dem der skal gives!

Glædelig jul til jer alle og et godt 2010! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2008

Kære familie og venner

Juleferiens 2008-fred har sænket sig, og gaverne er indkøbt over nettet og uddelt under træet. Vi har holdt jul i Nørresundby. Juleaftensdag var vi i Ålborg Zoo og hilse på den nye isbjørneunge. Vi nåede også julegudstjenesten. Der er gået lidt kulturarv i den herhjemme, og nu skal vi bruge de kommende år uden middagslure etc. til at føre arven videre. Til Valdemars store glæde var det dog ikke i kirke, men på savannen i zoo, hvortil Vor Frues juletjenester var flyttet pga. ombygning i kirken. Så det var ikke helt den kulturarv, vi havde planlagt, men der kommer jo jul igen næste år…

Forrige weekend producerede hele familien konfekt. Bortset fra at en af de vilde landkatte lagde sig til rette i flødekaramellerne til afkøling, var det hyggeligt at få det gjort selv for en gangs skyld, men også lidt underligt at melde afbud til farmors produktion. Farmor er stadig god for en gang bagværk til vores fryser, og i år har vi gjort stor brug af hendes hjemmemosteri. Hannibal er ikke meget for æblejuice længere, det smager slet ikke som farmors slush-ice (produktet af et møde mellem halvt optøet æblemost og en stavblender, forstås…) I løbet af 2008 er også morfar og siden mormor stoppet på arbejdsmarkedet, og vi håber, at 2009 vil bringe dem til Fyn ind imellem. Mormor har store planer om et togkort, så vi får se, hvad den nye pensionisttilværelse bringer hende og os.

I starten af året fik vi ny sofa. Vi overvejede længe, hvordan vi skulle stykke den sammen, og det endte med en model med god plads til alle. Størrelsen er fremtidssikret; der kan også være et par kammerater og/eller kærester. I juni fik vi lagt ny stor og dejlig terrasse, og sommeren over eksperimenterede Rasmus med forskellige modeller ”solsejl” konstrueret af presenninger fra Harald Nyborg. Planen er at få en sejlmager til at sy et sejl til sommer. Da vi skulle på sommerferie forærede vi kaninen væk til Hannibals bedste ven, Oliver, som egentlig bare havde lovet at passe den, men de stod da nærmest lige og manglede en kanin. Hønsehuset er nu indrettet med haveredskaber og andet godt – det blev vist aldrig til noget med høns… I november blev TJ skiftet ud med ZP; en sort 2005-model, der fra fabrikken har fået dellen foran skiftet ud med en atletfold; også den græske kulturarv finder plads i vores liv.

Christiane (4) trives meget med veninderne i børnehaven. Hun leger tit med især Emma og Mia. I øjeblikket er der gang i bogstaverne – hun har vist spottet at det er noget de 3 drenge har sammen, så hun vil også gerne snakke om bogstavernes lyde. Hun ÆÆÆLSKER sin mor, som flere gange er blevet vækket om morgenen med ”Mor, du er den dejligste mor i verden”. Det er jo heldigt nok, når hun nu hænger på mig de næste mange år! Hun er nu også ”helt forelsket i far”, og de 3 brødre bruger hun, når hun gider. Resten af tiden kan man finde hende ved alle kusine Louises aflagte dukker, som hun fik i fødselsdagsgave. Christiane og Hannibal går til svømning med 4 fra Christianes mødregruppe og to ældre søskende. 8 børn fordelt på to på hinanden følgende hold og 5 mødre i kørselsturnus. Logistikchefen fra Skyttevej har produceret et regneark, og så kører det ellers derudaf med flokken af 4-årige under bruseren og 2 mødre, der forsøger at holde hovedet koldt og eget tøj tørt. Mødregruppen mødes stadig 3 gange om året, og om sommeren er alle mænd og søskende med til grillfest. Vores ny terasse og bålsted var bestemt i gang fra starten! I starten af september var Vitus med en klassekammerat hjemme at lege, og da han kom hjem om aftenen, var han blevet bidt af en gal håndbold-træner. Inden der var gået en uge, var alle 4 Enemærke-børn meldt ind i håndboldklubben i Nørre Aaby med en hel del kørsel til følge. Vi er begge en slags ”hockey-mum” – skulle det være noget særligt?

Hannibal (5) blev i februar det ældste barn i børnehaven, og det gjorde ham godt! I Storegruppen i børnehaven har hans trivsel været rigtig god, og i løbet af efteråret blev vi mere og mere overbeviste om, at han var godt og grundigt skoleklar. Han har næsten knækket læsekoden og er utroligt nysgerrig. Derfor tog vi i november en snak med børnehaven og skolen om mulighederne for at han (ligesom Valdemar gjorde i sin tid) kunne starte i 0. klasse til nytår. Det mente alle, var en god ide, og skolen ville faktisk gerne have ham allerede 1. december. De har været to tilknyttet klassen frem til nytår, så de kunne tage bedre imod ham inden nytår. Men Middelfart Kommune havde aldrig prøvet sådan en ”rullende skolestart” tidligere og kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til lovgivningen. Det krævede et par dages telefonsamtaler og en lettere bestemt skrivelse til forvaltningschefen, men så fik Hannibal lov til at starte i skole d. 5. december, og det føles HELT rigtigt i maverne på såvel Hannibal som os. Han STORTRIVES og er enormt glad for at være sammen med sine gamle børnehavevenner igen. Oliver, som han også i løbet af året har holdt kontakt med, sagde, det var den bedste gave, han nogensinde havde fået – bedre end Playstation og alle julegaver! Selv Lucia-optoget kun en uge efter første skoledag var en god oplevelse, og Hannibal knokler interesseret med at få indhentet de sider i bøgerne, som de andre har lavet, mens han var i børnehaven.

Vitus (9) kan nu endelig efter 2½ års tandlægebesøg smile med begge fortænder i flot symmetri. Han slap oven i købet for en ganeskinne til at holde tænderne samlet, så vi skylder ham den tandfest, der var lidt svær at finde tid til i august måned. I skolen og SFO trives Vitus, og lærerne siger, at han altid har dampende røde kinder efter frikvartererne. Derfor er han meget træt, når han kommer hjem, og han er desværre udstyret med sin mors aftensind – han har endog MEGET svært ved at falde i søvn. Om morgenen er han tit ved at falde fra hinanden over havregrynene. Vi har prøvet mange ting, og det hjælper til dels at tage et varmt bad lige inden sengetid og lave afslapningsøvelser i sengen. Desuden håndhæver vi så vidt muligt sengetiden halv ni, men det er svært, når de små er puttet lidt over otte, og Valdemar sidder og ser diverse spændende magasiner og dokumentarer på tv. Det er så svært at gå glip af noget! Vitus er og bliver også lidt distræt – eller den pænere udgave ”meget optaget af nuet” – så han har lidt svært ved at huske en besked givet kl. kvart over syv om morgenen resten af dagen. STOR var hans lykke derfor, da han fik mobil i julegave. Nu kan vi hjælpe ham lidt på vej med at sende en sms, når noget er vigtigt, og han kan skrive til os, hvis han tager med nogen hjem. Sidst han ringede til fars arbejde for at sige, at han tog hjem til en kammerat, blev de noget forvirrede på PRI-DANA – Rasmus og jeg var i Rom, og det var farmor og farfar der passede butikken. Det vil ikke ske med sms’ser! Vitus synger også i Asperup Kirkes Juniorkor og har haft travlt med koncerter her i december. Jeg håber selvfølgelig, at det fortsat er sjovt for ham at synge, men nu hvor tanden endelig er på plads, er det på tide at få gang i trompet eller klarinet. Det er ikke nødvendigvis godt for Vitus’ musikglæde at spille klaver ligesom Valdemar.

Valdemar (11) er nu i 6. klasse og nyder at høre til skolens ældste. 6. kl. er skolevenner med 0. kl., og Valdemar er derfor skoleven med Hannibals bedste ven, Oliver. Det bliver ikke meget større. Valdemar og klassen opførte i november Bøllebob til skolefesten, og det var en forrygende flot forestilling. Valdemar spillede rollen som Leslie og skulle synge en hel sang solo. Det kostede lidt på performance-kontoen. Han overvandt og overlevede, men var så til gengæld døden nær over al den ros der tilflød ham bagefter. Ikke kun morens kræsne gehør satte pris på Valdemars flotte stemme og fraseringer. Ungdomsklubben Pluto passes om tirsdagen, og udover håndboldtræning og klaver, går Valdemar også til skoleband i år. Computeren i børnekontoret SKAL sjovt nok tændes hver dag – ellers går der vist klumper i strømmen? Når der skal skrives månedshistorier, bruger Valdemar også computeren, og Vitus og Valdemar synes, det er svært at dele den. Vi skal til at overveje en løsning, så de begge kan være i gang samtidig. Valdemar er fortsat en meget omsorgsfuld og kærlig storebror, synes vi alle; Vitus dog kun en gang imellem… Endelig følger Harry Potter i Jesper Christensens lydbøger Valdemar og Vitus i tykt og tyndt, så jeg er inde og slukke stort set hver aften, når de er faldet i søvn til det potterske univers. Selv hører jeg bøgerne i bilen og mangler nu kun den sidste med dødsregalierne.

Rasmus kører stadig til PRI-DANA i Hedensted. De holder nogenlunde skansen i ordrebøgerne her under finanskrisen, men der er medarbejdere på fordeling i produktionen, så man har da lov at håbe at landet og verden får redet stormen af. Herhjemme er Rasmus en utrættelig arbejdskraft i haven, i værkstedet og i køkkenet. Rasmus var i april begyndt at eksperimentere med snedige måder at holde sneglene fra planterne. Han var sågar i gang med at undersøge, hvordan man tager patent, MEN så blev det dels for tørt for sneglene, så det var svært at fange forsøgsdyr i haven, og dels gik det lidt i fisk, da han så et par snegle kravle op over hans ”patent”. Så vi benytter fortsat gift fra tidligt forår og aftenture bevæbnet med sakse. Rasmus passer webmastertjansen på www.bamok.dk, og i foråret blev han formand for det nystiftede Asperup-Roerslev Lokaludvalg med høringsret i kommunens beslutninger. Det er et spændende og konstruktivt arbejde, og det er netop lykkedes dem at få en aftale i stand om, at Bårings stisystemer skal genetableres, efter de er så tilgroede, at medlemmer af det politiske udvalg og forvaltning nærmest ikke var klar over, at der var tale om stier. Der er desuden projekter om at få en legeplads til byen, lys på benævnte stisystem og genetablering af gratis buskørsel i lokalområdet, så der er nok at skrive og mødes om.

Jeg er gået ned på fuld tid (sic!) – og det er SKØNT! I efteråret har jeg kun haft 2 parallelle 1g matematikhold og har nydt arbejdslivet og de nye søde elever. De er nu ved at være relativt dresserede fagligt og socialt, så det virker ikke helt uoverskueligt, at jeg til foråret derudover skal have et musikhold. Det er mig magtpåliggende ikke at havne på overtid i år – efter 3 år med op mod 25% overtid er grænsen nået. Den var i foråret tæt på at blive overskredet, og det hjalp ikke, at jeg i forbindelse med en i øvrigt dejlig studietur til Dublin røg en tur i forældremøllen, efter at vi måtte sende en flok elever hjem. Jeg undres stadig over, at det, min kollega og jeg opfatter som faktuelle forhold, kunne sættes til debat, og jeg måtte en kort tur omkring en psykolog via gymnasiet for at få tankerne og undervisningsglæden på rette plads igen. Et af lyspunkterne i de uger var mine elskede 3y’ere, som jeg stadig savner meget. Vi gik som reformens bølgebrydere gennem ild og vand sammen i de 3 år, og det føltes helt magtpåliggende og meget, meget rigtigt, at vi sluttede af med en fest. Den ny terrasse blev i den grad indviet med en helt fantastisk studenterfest i Båring, og naboerne ved vandet holdt lidt øje med eleverne, da de badede i solopgangen, og jeg netop var gået i seng! Jeg var MEGET beæret over, at eleverne prioriterede det, i det væld af udbud de havde i de dage. Siden efterårsferien har jeg i et barselsvikariat bestridt stillingen som kirkesanger i Brenderup og Indslev Kirker. Det er ikke det samme som at synge i kor, men stemmelæberne får lidt motion, og jeg elsker orgelbruset! Endelig er der jo Børnehusets hjemmeside og min mandagspassion; at hænge med hovedet nedad til yoga. UHA hvor er det godt for krop og sjæl, men afspændingen til slut ER altså kedelig og søvndyssende.

I november var lærerkollegiet i Berlin. Vi var nogle tøser, der tog af sted et par dage i forvejen, og Rasmus og ungerne fik selskab af mormor og morfar på Fyn. Berlin er, som alle, der har været der, vil vide, en fantastisk by, og vi overvejer nu, om vi skal tage Vitus og Valdemar med dertil, når Vitus fylder rundt. Så hvis nogen kender nogen med en central lejlighed… I november blev en del af overtidsudbetalingen omsat i 6 omsorgsdage i Rom. Det var omsorg for alle parter; mor & far fik omsorg og oplevelser alene, mens 4 unger OG farmor og farfar fik omsorg for hinanden herhjemme. At tænke sig hvad det offentlige i bløde værdier har fået for mine 4 arbejdsfri dage på den konto! Ud at opleve noget og hjem igen med ny energi!

Nytåret fejrer vi i år i Vojens-familien Schrøder/Larsens nye hus, og i uge 5 vil vi i Idre Fjäll nyde godt af den p.t. lave kurs på svenske kroner med familien Svenstrup fra Herlev. Vi har booket samme hytte som vi boede i sidste år, så der er helt sikkert gode dage i vente. Der ER faldet sne deroppe, og Christiane og Hannibal skal med ud i terrænet i år, bl.a. på skiskoleholdene ”knatte grön” og ”knatte blå”. Vi håber det bliver stort og lever op til forventningerne.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2009! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2007

Kære familie og venner

Julen 2007 er lige om hjørnet – gaverne er købt over nettet og i Kolding Storcenter i midten af november, så vi ved slet ikke, hvor mange mennesker der er at finde i ræset bortset fra de almindelige dagligvarebutikker… Med farmor på efterløn har vi også haft julegodter det meste af måneden. Vi får i det hele taget jævnligt fyldt fryseren op, når vi på næsten fast ugentlig dag spiser i Bukkerup. De 3 kummefrysere i Bukkerup er tit fyldt med bagværk og andet godt. Der er ofte “aftagerpligt” ved afgangstid – og jævnligt drager en af ungerne hjem i nyt hjemmestrik. Dejligt! Jeg afslører tit overfor kolleger, at jeg har et hemmeligt 6. gear, når vi taler om hæsblæsende tilstande i dagligdagen.

2007 blev året, hvor vi indhentede teknologien og blev mobile telefonister… Først trådte Valdemar ind i den moderne tid, og i sensommeren også forældrene. I de jordnære omgivelser er de synlige forandringer i år en ny, lækker Aduro brændeovn, som kom til huse efter en lang række forsøgsmålinger for min fætter Christians firma. Vi testede på livet løs, om der var målbare forskelle på fordelingen af varme fra brændeovne med og uden fedtsten. Til det formål var stuen dekoreret med 6 termometre og ekstra måleudstyr lånt fra fysikdepotet på gymnasiet. Æggeuret holdt os til ilden (!) med jævne mellemrum, og et stort datasæt blev analyseret, bearbejdet og grublet over både her og hos fætter Christian. Vores nye ovn endte nu med at blive uden fedtsten, og det er skønt at kunne se ilden gennem den buede glaslåge helt ud i køkkenet. Og her i december har vi fået skiftet flagstangen ud til en højere glasfiberstang, så nu kan vi se flaget, når vi kommer gående hjem fra stranden.

I foråret fik jeg nok af hver aften at sætte mig til en hærget arbejdsplads i kontoret efter ungernes web-udskejelser, og vi flyttede lidt rundt i overetagen. Det ene værelse blev indrettet som børnekontor, og i samme runde blev underetagen ryddet for “spor” efter småbørn. I juni smed Christiane bleen, og i august holdt vi så en helt og aldeles fantastisk badeværelsesfest i forbindelse med den rituelle handling, det var, at puslebordet blev skruet ned fra væggen. Der var et orgie i slik, chips etc. i små skåle, der sejlede rundt i badekarret, vi dansede og drak champagne med og uden alkohol. Således indviet i den danske festkultur kastede Christiane op i sjældent set store mængder natten efter at have forspist/-drukket sig til festen. Må vi på det varmeste anbefale et sådant overgangsritual?!

Christiane (3) har i løbet af året opdaget, at hun er en pige. Hun har fået samlet sig en større samling af nederdele og kjoler, og jeg kan kun lokke hende i bukser, hvis jeg bilder hende ind, at det er for koldt til kjoler, og hun får lov til at få strømpebukser på indenunder bukserne. Men det bliver sjældnere og sjældnere. Der er en meget stor og fin pigegruppe i hendes årgang i børnehaven, så der er mange legeaftaler der skal passes, men Emma er stadig førstevalget. De sover nogle gange sammen, og Emma, som bor i et moderne parcelhus, ELSKER at få lov til at komme i karbad, når hun er her. Vi har derfor en ret stor samling krokodillebilleder af de to… Christiane er dog også stadig en krudtugle – vi kalder hende Vitus 2, men har heldigvis endnu ikke været på skadestuen med hende. Hun samler rigeligt med udtryk op i omgivelserne, skal vi hilse og sige. Fx da hun 2¼ år gammel kort efter skiferiens stribevis af “Terkel i knibe”-fremvisninger en morgen irettesatte sin skyndende mor med: “Mor, jeg får gøjseren!”

Vi fik musikskolens førskolehold flyttet til Båring Skole efter en større reklameindsats blandt børnehusets forældre, så nu går Christiane og Hannibal til musik med alle vennerne derfra, og de glæder sig stadig hver eneste gang til at komme af sted. Jeg havde drømt om, at dette år skulle være svømmekørsels-frit – Vitus og Valdemar var efter 4 år habile svømmere, og Christiane var ifølge brochuren 1 år for lille. Men Vitus og Valdemar begyndte at græde i bilen hjem, da sæsonen var ved at være slut, så vi fandt et tidspunkt, hvor de store svømmer i det store bassin, og de små i det lille. Der er kun 7 på Hannibal og Christianes begynderhold, så det gør ikke så meget, at hun ikke engang var fyldt 3, da hun startede. Efter lidt tilvænning ved kanten i et par uger, er nu også Christiane godt og vel i gang. Det minder i foruroligende grad om mønsteret fra for 4 år siden, da de store startede på næsten identisk vis.

Hannibal (4) blev efter sommerferien mellemgruppe-barn i børnehaven, så watch out! Der er desværre ikke rigtigt nogle jævnaldrende drenge, han kan matche i børnehuset, men det lader ikke til at gå Hannibal på – han leger med et par storgruppebørn og nyder meget at være den store, når Christiane har venner med herhjemme. Hannibal regner på fingre, leger med bogstavlyde og elsker computerspil med alfabettræning etc. Efter han fik en børnemus, gik det bare over stok og sten. Hannibal synger også meget – senest går han rundt og “tryller med min hashvægt” (man er vel lillebror…). Som modvægt til Yallahrup-sangene, har vi fået Jullerup-sangene digitaliseret, og de er heldigvis også sjove… Det bedste i verden er weekenderne, hvor han får lov til at sove med Valdemar og Vitus. Her sidst på året i øvrigt sammen med Christiane, der ikke bare sådan er til sinds at lade søvnen overmande sig en fredag eller lørdag aften.

Vitus (8) nyder livet og smiler så stort og bredt, at alle ser “den manglende tand”. Efter i foråret for 2. gang at have fået opereret en overskydende tand ud, fik han opereret en ornli syg totally street guldkæde ind på den blivende tand for ved hjælp af en togskinne-bøjle og et fjedertræk i guldkæden at hive den blivende tand ned. 2 uger før togskinnerne skulle sættes på, faldt guldkæden desværre ud gennem gummen, og Vitus var trist og nervøs for at skulle igennem en 3. operation. Men hans søde tandlæge, Karen, fik ondt af ham, så vi håber nu, at tanden kommer, når togskinne-bøjlen sørger for lidt ekstra plads – og guldkæde-operationen er udsat til foråret. I skolen arbejder Vitus derudaf – og lidt afhængigt af hvilken pige han sidder ved siden af, er det de faglige eller sociale kompetencer, Vitus arbejder mest med! Han er glad, når han kommer hjem, og glad når han skal af sted – om end det ofte er i en noget søvndrukken slowmotion læggende ører til “har du husket madpakken?”, “VIIITUS – tag støvler og jakke på!” eller lignende matriarkalske udbrud fra mor og storebror.

Valdemar (10) fik i foråret som den første i familien en mobil. For nylig lykkedes det Hannibal at smadre skærmen, så Valdemar måtte vente en uge på at få en afløser. Der var MORD i øjnene, da forbrydelsen blev opdaget og opklaret. I september fejrede Valdemar sin første runde fødselsdag. Det gik ikke stille af… Vi havde ryddet garageloftet og indrettet slyngelstue til spisning og bordfodbold. I garagen var der så diskotek og bar, og som Valdemar selv udtrykte det, så var det jo faktisk en hel klassefest. Vi havde en fantastisk aften med hele 5. klasse, og Vitus glæder sig meget til at fylde rundt! Vi gav Valdemar en tur til London med Vitus, og vi boede alle 4 hos moster Sinne og Claire i en dejligt forlænget weekend. Vi var noget nær power-turister, og højdepunkterne var nok Hamley’s, “Ceremony of the Keys” på Tower of London og et besøg ved den halve tranportvogn på Kings Cross Station ved Platform 9¾. Valdemar går nu også i ungdomsklub. Hele to medlemskaber er det blevet til. Det ene i Nørre Aabys klub “Musen” om mandagen, og så i Bårings lokale klub “Pluto” om tirsdagen. Så der er på ny gang i den logistiske planlægning i forældregruppen.

Valdemar og Vitus synger også i skolens kor, og der var fin koncert i november i Lillebæltshallerne med over 100 børn. Valdemar fik så godt som kureret sin sceneskræk ved den anledning, så den hørte vi ikke meget om, da han skulle synge for på 5. klasses afskedsnummer til viceinspektøren “Irene hun er for sej” – jo, “Terkel i knibe” fletter sig ind i familielivet på flere fronter. Vi har lavet en ugeplan med små rengøringsopgaver, de skal gøre, men det er godt nok lidt svært at få det kørt ind i et rygrads-system…

Rasmus kører stadig til PRI-DANA i Hedensted. De holdt 25 års jubilæum i en juni-weekend, og vi kørte frem og tilbage til 4 forskellige arrangementer med og uden børn. Vi havde helt glemt, hvordan man laver mad efter den omgang. Herhjemme er Rasmus altid udenfor – hvis ikke det er i haven, er det i værkstedet, vi finder ham. I år fik vi som så mange andre en voldsom invasion af dræbersnegle, så bevæbnet med en særlig sneglesaks, kom der en ny sport til udfoldelse i haven. Køkkenhaven led under denne sports grundlæggere og det ALT for meget vand, der kom. Rasmus er blevet webmaster på www.bamok.dk – så især i forbindelse med den lokale musikforenings 2 årlige koncerter i Båring Multisal, bruger Rasmus nogle timer ved computer-skærmen.

Jeg er nu på 3. år på overtid – men det kommer jeg IKKE næste år, nu vil jeg gerne prøve at arbejde på almindelig fuld tid! I sidste uge kom endnu en gang varsling om ændringer i reformen fra næste skoleår. Så begynder 4. årgang på 4. udgave af reformen. Det begynder så småt at ligne et grundvilkår, at der hvert år ryddes lidt op i de mange uhensigtsmæssigheder i reformen. For guderne skal vide, at der er så mange, at det slet ikke er muligt at berette om dem her. Hidtil har lyspunktet været, at eleverne jo var de samme, men selv det synspunkt kom hårdt under pres her i efteråret. Mine højtelskede 3y’ere, som jeg var i Rom med i september på en for altid uforglemmelig tur, havde simpelthen fået nok af det meget voldsomme pres, de som reformens prøvekaniner er udsat for. I det store tværfaglige fag AT (egentligt Almen sTudieforberedelse, men jeg er efterhånden gået over til Alment Tidsfordriv) blev deres gnist simpelthen slukket i det afsluttende forløb, og normalt meget flittige, dygtige, engagerede, glade og loyale elever sad med tårer i øjnene, stive af skræk for at blive valgt til en prøveeksamen. Det gjorde et meget stort desillusionerende indtryk, og det var endog meget svært at komme i gang igen efter efterårsferien. Men efter ikke kun i tanke, men også i praksis i højere grad at undervise, så det giver mening i forhold til virkeligheden end embedsmændenes ambitioner, er jeg nu ved at få gnisten generobret. Jeg laver også stadig meget udvalgsarbejde, andre administrative opgaver og forsøger jævnligt at være medvirkende til et godt socialt kollegialt fællesskab. Jeg har på den konto været med til at arrangere rundvisning på Indslev Bryggeri i vores ølklub “Hyggeriet” og diverse konkurrencer – fx “Sofavalget 2007”. Skønt var det også, at ca. 15 kolleger var med på at lave et lærer-luciaoptog for eleverne under vild jubel! Børnehusets hjemmeside er desværre ikke blevet opdateret i helt samme tempo som vanligt her i efteråret, men den er da ikke blevet pinligt forældet på noget tidspunkt… Jeg har også fået en ny ugentlig passion – yoga. Kroppen i almindelighed – lænd og skulder/nakke i særdeleshed – har fået det ikke så lidt bedre i løbet af efteråret. Til gengæld stoppede jeg i Det Fynske Kammerkor før sommerferien, men korsang er nu engang en del af mig, så en række af de gamle Århus-sangere og vores gamle dirigent Uffe Most prøver nu at få et nyt semiprofessionelt fynsk kor på benene. Vi skulle have haft debutkoncert 22. december, men tenorerne hænger ikke på træerne, og det er nu udsat til april. Jeg håber meget det lykkes – det har været nogle givende korprøver, vi har haft her i efteråret.

Lillejuleaften kommer 3y til UHM ÆG (matematik Uden HjælpeMidler med Æbleskiver og Glögg), og juleaftensdag går det så til Bukkerup. Næsten alle gaver er sendt i forvejen, og det bliver SKØNT med nogle dages familiehygge og vores livret – gratis mad. Nytåret er med Vojens-familien Schrøder/Larsen, og i uge 3 triller vi via Øresund til Idre Fjäll med familien Svenstrup fra Herlev i højt ski-humør – og der er allerede over ½ m sne i år… Christiane skal med på skiskole i år, så nu er snart hele familien hjernevasket.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2008! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2006

Kære familie og venner

Julen 2006 er ved at være nær – egentlig ikke så truende for alle julegaver er for længst i hus, og i lørdags var vi til store konfektdag hos farmor, der dog har svigtet os lidt med småkagerne i år. Til gengæld har hun netop holdt reception i anledningen af at hun nu går på efterløn, så vi tror hun får det indhentet! Vi ser frem til at farmors uudtømmelige energi til stadighed rammer os fremover. Her hos os er der ude og inde måske for første gang ikke sket de kæmpestore nye synlige landvindinger eller nyskabelser, men lidt træværk blev da malet hvidt i sommeren, og det er ikke reglen, at nogen af os sidder meget ned… Vi har som tidligere år nævnt en hang til “2 af hver” – og dette år var ingen undtagelse, så vi har suppleret kaninbestanden med Sophie, en selskabsdame til Sophus, som i samme anledning blev kastreret. De går nu og hygger sig sammen, og Valdemar og Vitus er stadig flinke til at passe dem med foder og vand.

En dag i starten af året lød der pludseligt nogle høje brag – de mindede foruroligende meget om den nat Christiane blev født. Og ganske rigtigt var skoven i færd med at blive tyndet godt ud. Vi synes nu godt de kunne have taget 20-30 træer mere, men det gav da en del lys og om ikke andet så psykisk udsyn fra hullet. Sommeren tilbragte vi som sædvanligt herhjemme i haven og ved stranden. Som en af vores sommergæster så smukt udtrykte det, var det som “verdens største kolonihave”! Vi lagde have til vejfest og mødregruppens sommergrillfest, og det var såmænd et par halvvilde aftener. I august var vi til abefest hos Christian og Dorte i Højbjerg, så vi kan konstatere at vi kan lidt endnu, og at vi stadig mangler at holde en indflytterfest. Gad vide om vi tør det i 2007?!

Christiane (2) er en rigtig lille speed-snakker-dreng – men hun er nu også ved at finde ud af, at der er piger til i verden og ønsker sig en dukke til jul. Hun tilbragte flere måneder i sommertiden med at smide tøjet og lede efter sin tissemand – faktisk var det det første 3-stavelses ord som hun udtalte perfekt! Christiane er næsten altid glad, smilende og fuld af krudt, men af og til kalder vi hende prinsesse Hysteria… Det er nok meget sundt at kunne sige lidt fra overfor de 3 storebrøde såvel som far og mor(?!) Christiane vækker i høj grad minder om Vitus – forleden faldt hun ned af trappen, men hun er sluppet uden store og alvorlige skrammer og buler indtil nu. Hun ELSKER at være ude, og MANGE gange har vi fundet hende i en afkrog af haven uden sko og strømper på. Efterhånden som temperaturen faldt og regnmåleren steg, var det lidt upraktisk, men hun må have et helbred af et særligt stof, for hun har ikke haft en eneste sygedag siden sidste vinter. Børnehavens udvidelse til integreret institution var en realitet i forsommeren, så 30. juni holdt Christiane afsked hos Connie. 1. august startede Christiane i det omdøbte Asperup Børnehus, og hun faldt STRAKS til – meget af æren herfor skyldes selvfølgelig Hannibal, som i den grad tog sig af sin lillesøster i de nye omgivelser! Så meget at Christiane som regel vredt insisterede på at hun skulle i børnehave – i hvert fald ikke i vuggestue!

Hannibal (3½) er igen i sit es! Han trives i børnehaven efter en lidt barsk start hvor han SAVNEDE Marianne og alle dyr & børn. Hannibal nyder også at have Christiane som nabo i børnehaven. Han eeelsker at gå til musik – og stor var glæden da Christiane startede på holdet efter efterårsferien. Hannibal er meget omsorgsfuld og bliver SÅ skuffet hvis kammeraterne ikke behandler ham pænt. Hannibals batterier har fået kam til deres hår – efter forårets LAANGE periode, hvor han på det nærmeste var umulig at få til at falde i søvn om aftenen, har han tilbragt store dele af efteråret med at gå i seng på sofaen og blive puttet direkte uden aftensmad. Til gengæld har han så ofte spist morgenmad i børnehaven – vel at mærke efter at have spist herhjemme først. Hannibal er i lære som computerfreak – og i vores erkendelse af at hans krudt kan bruges bedre end at være tilskuer til storebrødrenes action-spil, har han i løbet af året kastet sin ultimative kærlighed på Grav & Kør spillet. Det er han blevet ret ferm til. Hannibal kunne pludselig en dag alle tallene sikkert, og han har nu kastet sig over alfabetet så småt. Han genkender s og o og synger abc sangen med indtil flere k’er… Han vil også gerne spille computerspil med bogstaver, men hans lille hånd kan ikke selv styre musen, og det er desværre alt for sjældent vi tager os tid til at sidde med ham og føre musen rundt.

Vitus (7) er en 1. klasses dreng! I februar havde han fået nok af at ligge om aftenen og kikke på Valdemars læserier i sengen, så i vinterferien satte han sig ned og lærte sig selv at læse! Det var svært at sige om det var Valdemar eller Vitus selv der var mest stolt. Så da skolestarten i midten af august oprandt, var Vitus om muligt endnu mere klar end sidste år. Heldigvis fik Vitus allerede på den første rigtige skoledag kryds og tværs hæfter og andet godt af hit-læreren Birgitte. DET DUEDE, og klassens nyuddannede matematiklærer er også bare et hit, synes Vitus. Når man tænker på hvordan vi for år tilbage var nervøse for om Vitus ville kunne sidde stille på en stol og lære noget, må man sige at vi tog godt og grundigt fejl!! Skak er droppet, men springgymnastik og svømning er stadig lige Vitus. I musikskolen står den på klaverspil, og Et barn er født i Betlehem har lydt i huset en del gange her i december.

Valdemar (9) render i vejret og ud af skoene og spiller også klaver på livet løs. Livets alvorligheder begynder så småt at dukke op i Valdemars liv – således er frisuren tit anledning til frustrationer. Det KAN bare ikke stritte på den rigtige måde, men vi tror nok at vi nu har fundet recepten… Rigtig alvorligt blev livet dog i oktober, da Valdemar ved lægen blev ordineret skadespause til fodbold og springgymnastik. Hælen har voldt problemer, og et silikoneindlæg samt uendelig svær tålmodighed har nu hjulpet så meget, at Valdemar prøver at gå i gang med springgymnastikken igen i det nye år. Internettets mange gratis spil trækker en del – især dem hvor man kan spille online mod kammeraterne. Derfor købte de 3 drenge her i efteråret deres egen nye computer der kan leve op til tidens krav. Christiane havde ikke penge i sparebøssen til at bidrage, så mor & far betalte hendes del… Valdemar er en fantastisk hjælper om morgenen – han er god til fx at hjælpe Christiane i overtøjet – når altså prinsesse Hysteria ikke insisterer på noget andet – men så er det i hvert fald ikke Valdemars skyld, at det ikke lykkes!

Vitus og Valdemar hygger sig, læser og roder på deres fælles soveværelse og har sjældent konflikter de ikke kan løse selv. De har styr på selv at komme hjem, og det er en LYKKE at kunne hente de 2 små i nabogarderoberne i børnehuset! UPS – “de 2 små” har her i efteråret udløst “JEG ER IKKE LILLE, MOR!”, og det resulterede i en midlertidig bødekasse og 10-15 kr. i Hannibals sparebøsse, inden den ubetænksomme mor havde lært det! Hannibal og Christiane har fået køjesenge, som de nyder at ligge i – og lidt mod vores forventning (?) bliver de faktisk liggende! SLUT er det med tremmesenge, SLUT er det med barnevogn, puslebordet ovenpå er foræret væk, og trappegitrene er pillet ned her i efteråret. Hannibal smed bleen, da han fik lov til selv at vælge en hvid Rolls Royce potte med ryglæn (!!), og Christiane tror også af og til, at hun er ved at gøre det. Måske bliver 2007 det år hvor vi piller det sidste puslebord ned – SÅ skal der være fest i badeværelset! I hvert fald føles det, som om 2007 kunne blive året, hvor vi kommer “over the hill”.

Rasmus trives hos PRI-DANA der har ansat en ny miljøingeniør til januar. Rasmus er derfor i gang med at udarbejde en ny jobbeskrivelse – alt miljøarbejdet med tilhørende kontroller og dokumentation er støvsuget bort, og i stedet for miljøchef skal vi nu vænne os til at titulere ham teknologichef. Om alt går efter planen, er alt det kedelige væk, og han får lidt mere tid til (og lov til) at tænke lidt store tanker. Haven trækker altid i Rasmus i alt slags vejr, og sommerens køkkenhave var igen i år en drøm at komme i – ukrudtet voksede op og blev fjernet indtil flere gange, men det vi høstede smagte vidunderligt! Drengene er begyndt at gå en del i værkstedet – der lyder ofte meget hyggelig snak og værktøjslarm derudefra. Og Rasmus er vores faste madanker! Næsten utrætteligt gearer han ned og lader op med madlavningen. Drengenes nye computer har også trukket Rasmus op af sofaen og ind i kontoret mange aftener – det er smadderhyggeligt at sidde og arbejde lidt begge to, mens fjernsynet kører derudaf med gud-ved-hvilken nyhedsudsendelse den dag!

Jeg elsker mit arbejde – og det er ret så heldigt, når det nu tager så lang tid. Tankevækkende er det at jeg kun har konfrontationstimer i ca. 50% af min arbejdstid. Skolens udvalgsarbejde fylder stadig en del, og når man som jeg bare ikke kan lade være med at blande sig og mene noget, er det jo meget praktisk at der er noget at kaste sig over. Kurser hver måned er det skam også blevet til – MEGET inspirerende, men hvornår er det nu lige tiden til at lave de spændende nye undervisningsforløb dukker op? Der var arbejdsnedlæggelser i hele landet her i efteråret – vist nok de første i 7 år. Når man tænker på hvilke omvæltninger der er sket i gymnasiet i de 4½ år jeg har været der, er det helt vildt at tænke på, at det først er nu, der var nok, der fik nok! HELDIGVIS er eleverne sjove, søde, dygtige, nysgerrige og positive, så jeg glæder mig stadig hver dag jeg står op. Et af højdepunkterne for både eleverne og mig i år var uden tvivl da gymnasiet havde besøg af jazzbassisten Chris Minh Doky. Jeg arbejder netop nu på at få ham til at komme og lave master-class i foråret. Sådan nogle oplevelser er SÅ tilfredsstillende at være med til at give eleverne! Formanden for bestyrelsen i Asperup Børnehus er trådt lidt i baggrunden for webmasteren, der er slet skjult stolt over resultatet – tjek selv intet mindre end landets flotteste daginstitutionshjemmeside på www.asperup-boernehus.dk! Det har været skægt at følge husets udvikling nu hvor vuggestuebørnene er blevet integreret i huset – der kom også nye voksne med ny energi og nye ideer! Og så blev jeg forelsket i ROM, da Det Fynske Kammerkor var dernede på koncertturne i efterårsferien – jeg tager tilbage på studietur med elever næste efterår og i mange år endnu! CIAO!!!

Vi fejrer julen i Nørresundby bl.a. med londonerne – Nytårsaften fejres i år i Vojens, og 6. januar tager vi så til Idre Fjäll til bunker af sne og høj frostklar sol – håber vi! Det ser godt nok ret brunt ud lige nu, meeeen vi venter naivt! (I øvrigt har vi bestilt tid på værkstedet i vist nok bedre tid i år, så vi ikke starter ferien med at give mekanikeren overarbejde..) I år er rejsefællerne Fyens Stiftstidendes udsendte anmelder af Idre Fjäll m. sønner. Poul, Bjørn og Troels tror måske at de kan få familie-oprejsning for den der pinlige Falck-episode i Legoland (?), men vi får se hvad der sker på pisterne, når først sneen og vi når derop.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2007! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, ”julen” 2005

Kære familie og venner

Julen 2005 stod for døren… Og så skete det i de dage hvor familien Juel Enemærke ikke lige nåede det hele inden det blev jul! Men nu har det været Hellig 3 kongers tid, og julen varer lige til påske! Jeg har fra flere erfaret at vores hjemmeside har været flittigt besøgt for om monstro årets epistel var at finde der. Der er simpelthen nogle der har været bekymrede for, om de mon var ”smidt af modtagerlisten”. DET ER I IKKE, men vi har haft meget om ørerne…

Vi havde en drøm om at restaurere bryggerset efter at fyret blev fjernet og rummet dermed var uden varmekilde. ”Vi” havde også en drøm om at det skulle stå færdigt til jeg skulle starte på arbejde i august (…) Enden på den historie blev at vi startede 31. juli og at stort set alle weekender i efteråret er gået med byggerod af den ene eller anden slags. Til gengæld er det snart færdigt, og det er blevet supergodt! Båring Sommerland Hårde Hvidevare-center er i løbet af processen blevet udvidet med en ny A++ kummefryser og en – tørretumbler! Jeg holder hvad jeg lovede (mig selv), og tørrer kun kogevask og strømper! Jeg kapitulerede m.h.t. tumbleren, da jeg var ved at gå i brædderne over det våde danske klima, ca. 100 strømper og lige så mange klemmer hver eneste uge…

Vi har også fået en kanin – en meget særlig en, nemlig Hannibals dagplejemors kanin Sophus, som Hannibal fik af Maja i 2 års fødselsdagsgave samtidig med at hun flyttede til Randers. Og haven er blevet udvidet med et kæmpestort legehus. Vi havde rejsegilde på H.C. Andersens fødselsdag (da vi fejrede Rasmus’ ditto med en hel del arbejdskraft indbudt…), og legehuset er derfor opkaldt efter eventyret ”I børnestuen”. Til Vitus’ fødselsdag stod den på projekt kæmpe rutscherør, og til gymnasie-kliketræffet blev klatrevæggen udvidet til hele nordgavlen. Vi håber i det kommende år at arbejde lidt i beplantningen i de udendørs omgivelser – vi har jo heldigvis et hold aflægger-velhavende havearkitekter i en afstand af ca. ½ times bilkørsel…

Året 2005 blev også året hvor vi måtte til begravelse endnu engang med en af oldeforældrene – denne gang oldemor Else på 89 som fik en afslutning på livet man kun kan misunde – i eget hjem i ro og fred. Nu er der kun Halsolderne tilbage – men de har lovet at holde 10-15 år endnu, og til februar fejrer de diamantbryllup sammen.

Christiane og jeg nød det første halvår herhjemme – jeg fik malet de døre der manglede, soklen udenfor og en masse småtterier – alt det man ellers ender med at gå på kompromis med. Christiane og jeg blev også bedt om at være med til at starte Babysalmesang i vores kirke. Det var et meget spændende lille bijob, og Christiane og de andre ca. 15 babyer var meget optaget af sang, orgelmusik, kædedanse og tæppevugger. Desuden fik jeg lavet 8 GYM-IT opgaver da time-fag-fordelingen var faldet på plads, så jeg havde nogle forløb i skuffen til arbejdsstarten. Og lad det bare være sagt en gang for alle – det var en både vidunderlig og meget meget barsk arbejdsstart. Vidunderlig fordi jeg er velsignet med et job jeg elsker, og barsk fordi jeg startede samtidig med den nye gymnasiereform – og hvis jeg siger at den var delvist ugennemtænkt, har jeg på ingen måde sagt for meget! Der har været adskillige perioder i løbet af efteråret hvor vi har planlagt ting og forløb, som der måske kom kontraordre på ugen efter, eller hvor man samme aften kunne se Bertel Haarder udtale i nyhedsudsendelser at det ville han se positivt på at ændre til næste år… MEN ELEVERNE ER JO DE SAMME – søde, sjove og glade for at få lov til at lære noget. Hvis nogen af jer har lyst til at følge med i hvad fx 1y laver i matematik, ville det glæde mig meget om I slog en smut omkring vores (reformtvungne) offentlige studieplan – så har jeg da ikke lavet den 100% forgæves… Og så ellers nok om det – det kunne jeg skrive mange sider om alene…

Christiane (1) startede i dagpleje hos hendes elskede Connie da skolerne startede. Hun går sammen med 2 andre af mødregruppebørnene, så det er en fin dagplejegruppe med 2 piger og 2 drenge – stort set jævnaldrende. Lidt hårdt for Connie i starten, men nu hvor de så småt spiser og drikker selv alle mand, er det vist ved at være på skinner. Christiane trives meget i selskab med sine 3 storebrødre og står IKKE tilbage for en moslekamp. I mødregruppen blev hun efterhånden som hendes grønne og blå garderobe udfoldede sig ”døbt” Christian E – til stor fortrydelse for Rasmus som ikke var hurtigst med det navn… Christiane siger mange ting og kan efterhånden en del dyrelyde – altså hvis man ser bort fra at fuglene på Fyn siger pop og ikke pip. Hun har fra børnehaven arvet en flot trædukkevogn som Rasmus har repareret, og i julegave fik hun sin første dukke af Connie. Den interesserer hende endnu overhovedet ikke, men hun elsker at gå rundt med dukkevognen – eller sidde deri og få en af alle de villige storebrødre til at køre hende en tur.

Hannibal (2½) er i sit es! Han søger nu mere og mere Christianes selskab og giver hende tit og ofte et kæmpe kram. Senest afslog han tilbuddet om at sove i Valdemar og Vitus’ fodende en fredag aften hvor Christiane allerede var puttet – han ville sove med Christiane. Hannibal har én yndlingsfarve – og det er GRØN! Der er faktisk tale om en besættelse, og det er et held at Hannibal har mange grønne sokker og trøjer. Den mørkegrønne yndlingstrøje har farmor strikket – den har et stort H på maven. Hannibals grønne periode er så markant at han selv i dagplejen nægter at bruge andet end grøn maling, farver e.l. endsige rydde det legetøj op der ikke er grønt… Det har Hannibals nye dagplejemor Marianne ikke oplevet før! Desværre blev Hannibal tvunget af omstændighederne omkring hans dagplejemor Majas skilsmisse i maj måned flyttet til en ny dagplejegruppe. Heldigvis blev det ud til Marianne på en bondegård udenfor Kærby. Hannibal sover sammen med hønsene, og det er bl.a. hans job at bære brænde til træfyret og at fodre alle fårene, hesten og kaninerne. Nabogården har køer, og der er også 2 gårdkatte, der jævnligt leverer døde mus på trappen…Båring Zoo blev skiftet ud med Kærby Zoo og i medgift fulgte 2 næsten jævnaldrende drenge. Der gik alt for lang tid og meget energi med at overbevise pladsanvisningen om at det ville være helt urimeligt at Hannibal skulle flyttes fra Marianne igen i august, selv om det betød af Marianne skulle passe 5 børn i 5 måneder. Men det er i hvert fald godt nu – Hannibal udbrød forleden morgen ”JEG EEELSKER DET” da jeg meddelte, at nu var ferien slut, og han skulle ned til Marianne.

Vitus (6) er en stor, fornuftig og frisk dreng, og i starten af december var han alene hjemme 2 formiddage med influenza. Oldemor Inger var telefon-sygepasser, og Vitus klarede det så flot at oldemor og mormor hver donerede en 50’er til sparebøssen. (Samme aften følte Valdemar sig lidt sløj, så vi håber at donatorerne husker det, når Valdemar engang bliver syg og skal være alene hjemme.) Vitus er startet i 0. klasse og var mere end klar. Han er lidt skuffet over at der ikke er nok matematik i skolen, men det klarer vi så herhjemme og ikke mindst i bilen. Vitus kender alle store og små bogstaver og kan med et skriveunderlag med Skrivefidusen skrive lige så længe han orker. Således brugte han 45 minutter sidste forår på at skrive et svar på invitationen til moster Sinnes bryllup. Vitus har nu kastet sig over at læse, og han har fået en lamineret A3-dækkeserviet med de 120 såkaldte begynderord. Han tager gerne en række eller søjle i forbindelse med hvert måltid. Vitus trives også i SFO’en og går efter skole til svømning, springgymnastik og skak. Desuden går han i musikskolens karrusel hvor han er igennem klarinettimerne og nu spiller violin, men han glæder sig nu mest til trompetdelen – på Valdemars anbefaling fik han det arrangeret så det blev (Valdemars) favoritinstrument til sidst…

Valdemar (8) er som sædvanligt glad for skolen og også for de to nye fag historie og engelsk – især engelsk tiltaler ham, og han taler det gerne med londonerne moster Sinne og Claire der naturligvis er behørigt imponerede. Valdemar er begyndt at spille klaver og går som Vitus til springgymnastik og svømning. I år har Valdemar og hans vuggestueven Oliver, der bor i Hillerød, fået besøgt hinanden begge to – vi tror det fortsætter mange år endnu. Valdemar leger stadig meget gerne med kammeraterne, men alt andet lige er det ikke helt så tit som det var da jeg altid gik herhjemme… Valdemar er skiftet fra SFO’en til Klubben, og det trives han med. De havde i efteråret en teltovernatning på marken bag skolen, og det var en god og trættende oplevelse. Mælkelågssamlingen nåede nærmest uanede højder før den i en kæmpe affaldssæk blev overdraget til opbevaring hos Anders fra klassen. Vi håber der går laaang tid før den evt. havner her igen… De sjældne mælkelåg fra England er dog sorteret fra og er stadig tit at finde midt på gulvet i legeværelset…

Vitus og Valdemar har fortsat fælles soveværelse, og der er intet der tyder på at det skal stoppe foreløbigt. De trives i hinandens selskab og har selv styr på at skiftes til at passe og fodre Sophus. De tager bussen hjem fra skole og SFO. Det er meget sjældent jeg kommer der– faktisk kun hvis det er smuttet at aftale, hvilken bus de skal tage hjem. De synes, det er så hyggeligt at komme hjem og være lidt alene hjemme – og det helt nye er at der står eftermiddagste parat, når jeg dukker op med de to små. Om morgenen har de deres faste hjælpeopgaver – de rydder af bordet, giver de små fod- og overtøj på mens jeg bliver færdig, og de åbner portene og spænder de små fast i bilen. Men det glipper naturligvis jævnligt – de er jo kun mennesker… De har lånt en ekstra computer af en af mine gode kolleger, så nu er der drøn på spillebulen ovenpå – Hannibal er nu også i gang med computerspiloplæringen.

Rasmus har stadig gode udfordringer på fabrikken. De har luftet nogle store planer om at lave en udviklingsafdeling, og Rasmus har været på sin første messe i München. Dem kommer der vel med tiden flere af, men jo længere tid der går, jo ældre bliver flokken herhjemme… Det er altid en særlig oplevelse at høre Rasmus berette om arbejdstilsynets besøg! De er jo ikke forpligtet til at finde alting ved det første besøg, så de finder af og til (på) noget, som også jeg finder det svært at se logikken i. Herhjemme er outfittet i weekenderne altid arbejdstøj. Jeg har en ordreliste så lang så lang, men Rasmus har for længst indset og udnyttet at hvis der går tid nok, er det kun de mest sejlivede vilde planer der overlever… Efter et langt efterår i bryggerset glæder Rasmus sig utroligt meget til et forår i haven!

Jeg elsker mit korliv – det er ren rekreation at have nogle timer hver uge, hvor jeg er 100% Rikke og giver mig selv lov til ikke at tænke på noget andet. Vi har netop fået tildelt Fyns Amts (sidste) Musikpris på 50000 kr. og skal til Rom i efterårsferien. Jeg er p.t. på lavt blus som formand for bestyrelsen i børnehaven – dels fordi vi ikke har nogle børn der i øjeblikket, og dels fordi det rent faktisk lykkedes os at få Kommunalbestyrelsen til at vedtage at udvide børnehaven til en integreret institution med 8 vuggestuepladser til august næste år. Samme dag budgetforhandlingerne var overstået havde pladsanvisningen en ansøgning på Christiane. Desværre ser det lige nu ud til at Thor Bussemand Pedersen tvinger Sammenlægningsudvalget i Ny Middelfart Kommune til at genåbne budgetterne, så vi holder vejret og ruster os til evt. endnu en runde af opringninger og mails til de lokale politikere. På gymnasiet er jeg med i IKT-udvalget (information, kommunikation og teknologi) og er blevet formand for Økonomiudvalget – på sin vis en stor mundfuld her frem mod det snarlige selveje, men det hjælper noget på det at jeg også er kommet med i forretningsudvalget og derigennem får fingeren på pulsen mht. skolens traditioner og diverse forhandlinger. Det er spændende, og jeg har jo altid haft let ved og lyst til at ”blande mig”. Midt i januar overtager jeg 20 elever fra min egen 1g-matematik-klasse i musik. Klassen skal deles, og det var blevet overset i time-fagfordelingen af nogle tekniske årsager. Til gengæld er alle de mange administrative møder og planlægning af tværfaglige forløb (vist nok) først aktuelle igen i forbindelse med eksamensperioden. Med andre ord håber jeg lysegrønt på et lidt mindre hæsblæsende hektisk forår på trods af flere undervisningstimer…

Vi fejrede julen i Bukkerup – alle børn og børnebørn var hjemme, og der kom jo masser af sne så det var nogle dejlige og afslappende dage. Nytåret blev skudt ind her – og selv om at vi kom til at hoppe 2 gange, fordi nogle var lidt for hurtigt ude, og selv om at nogle lige måtte tage en powernap omkring halv tolv for at have kræfter til at åbne champagnen, ja så var det som altid en meget hyggelig og festlig aften med super selskab fra Vojens-folket. De 4 store drenge har jo altid haft det storartet sammen, og det er dejligt at se at de 3 små nu også begynder at lege og hygge sig sammen.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2006! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2004

Kære familie og venner

Julen 2004 står for døren, og selv om det meste foregår i orlovstempo her på matriklen, føles det alligevel som om det er meget snart… Vi har netop holdt 4. (og sidste) barnedåb den 4. (og sidste) søndag i advent. Det var en rigtig fin dag hvor Christiane opførte sig fuldstændigt som enhver anden dag i hendes liv – hun sov, hun spiste og hun sked…

Sidste år skrev jeg om alle de ting vi har 2 af, og stordriften er fortsat. Ønsket om en ekstra vaskemaskine blev indfriet i september samtidig med et nyt gaskomfur, så vi således også har 2 komfurer, og her for en uges tid siden fik vi så det foreløbigt sidste til samlingen – et ekstra køleskab til når vi er mange. Og det er vi tit… Når vi har fødselsdage kommer der som regel overnattende gæster fra Nordjylland og/eller London, og hver sensommer inviterer vi Rasmus’ gymnasieklike hertil – i år var vi 21 – de 11 børn oversteg for første gang antallet af voksne. Derfor har vi nu også 2 sæt gæstedyner, og – nej ikke 2 – men hele 5 gæstemadrasser i skunken. Tøv derfor endelig ikke med at melde jeres ankomst – vi nyder hvert besøg!

Huset og haven bliver fortsat pænere hvis vi selv skal sige det. Og efter lokale røster at dømme har vi ret – vi har efterhånden oplevet en del gange at folk siger noget i retningen af “Åh, det er der hvor alle træerne nu er væk – det har I vel nok gjort en masse pænt ved.” Personligt nåede min tilfredshed nye højder da flagstangen i sommer blev malet hvid. Desværre var sommeren så våd at det ikke blev til alt det malerarbejde udendørs som vi (læs: jeg) havde planlagt, men der kommer jo en sommer igen næste år, og vindskederne render jo ingen vegne… Jeg håber at foråret kommer hurtigt i år, så jeg kan udnytte min orlov til bl.a. at få malet soklen og et par døre der stadig mangler noget hvid maling.

Vi må jo nok sige at 6. oktober i år var et stort højdepunkt. Trods et væltet træ der spærrede Skyttevej, kom jordemoren og moster Lotte frem, så Christiane kunne ankomme vel til verden med hele sin familie omkring sig. Vitus havde glædet sig helt utroligt meget til at opleve det, så det var dejligt at det kunne blive sådan. Hannibal stod ved karrets kant med STORE og måbende øjne og bevidnede at der kom en lillesøster ud af mors mave. Alle 3 drenge havde meget store oplevelser på hvert deres niveau, men vi kan godt nogle gange synes at det er lidt synd for Hannibal at han ikke kommer til at huske det. Heldigvis har vi nogle meget gode billeder at vise ham senere i livet.

Christiane er yderst nem og fredelig. Hun spiser og sover – både nat og dag. Den første måned var hun vågen ca. ½ time i døgnet, men nu kan det godt på en god dag snige sig helt op på 3-4 timer. Men så forbeholder hun sig altså også retten til at blunde ind imellem! Hun smiler gerne til os og finder sig i alle kys og kram – selv Hannibals (ikke altid helt rolige) klap på hoved og mave får et smil med på vejen. Som familiens “4. dreng” føler vi os dog overbeviste om at hun nok skal få lært at sige fra og komme efter dem…

Hannibal (1½) er en dejlig harmonisk og trivelig dreng. Han spiser meget og gerne – også hos hans elskede dagplejemor Maja som vi på alle måder har været heldige med. De, som ikke kender Hannibal, måtte tænke at her er tale om et ufatteligt selvcentreret barn, eftersom han hver morgen går rundt og siger “Mig – mig – mig” på repeat. Det betyder da bare “Maja” – jo nærmere vi kommer huset, jo højere bliver de begejstrede “mig”-hyl! Hannibal er ikke mindst begejstret for alle dyrene i “Båring Zoo” hos Maja – bl.a en hest, hunde, katte, hamstre, høns og senest 3 kaninunger har alle været udsat for Hannibals ufattelige kærlighed. P.t. er Hannibals sprog i rivende udvikling. Indenfor den seneste uge har han således sagt “mor” første gang (efter at have jublet “far” og “farfar” i ca. 2½ måned i tide og utide!) Han er glad for at danse til musik, og han begejstres let over en fagtesang rundt om bordet. Og så tusser han ellers stille rundt og passer sig selv hvis han ikke lige gider være med til det storebrødrene er i gang med.

Vitus (5) er blevet dobbelt storebror og er nu i storegruppen i børnehaven. Han er yderst skoleklar og glæder sig behørigt til at starte i skole til sommer. OL var en oplevelse for Vitus i sommer – når der var håndbold og bordtennis sad Vitus og læste og regnede på stillingerne, og siden har han dyrket matematik-interessen med stor fornøjelse. Han er også meget optaget af at skrive og elsker at sidde i køkkenet og lave “lektier” som mormor har været flink til at sende ham. Men den begyndende brøkregning er nu Valdemars fortjeneste – de har hver aften nogle hyggestunder inden de falder i søvn, hvor de er tæt ved hinanden. Der er dog også stadig liv i Vitus Banditus ind imellem, og det er jo et dejligt sundt tegn. Begrebet selektiv hørelse er kendt, men man har vel lov at være lidt distræt når man er 5 år?! Vitus har her i december fået sin første rokketand, så nu kan det kun gå for langsomt med at få den til at falde ud!

Valdemar (7) stortrives så vidt vi og lærerne kan mærke med at gå i 2. klasse. Han eeeeeelsker at læse og læser sig meget ofte i søvn. Senest har han kastet sig over krydsordshefter og Anders And med stor fornøjelse. Han er i år begyndt i musikskolen med skiftevis trompet, klarinet og violin. Han mangler endnu violinen, men de andre instrumenter har han været begejstret for. Der er en stor og god drengegruppe i klassen som på kryds og tværs leger ofte sammen, så der går sjældent en uge uden en legeaftale. Valdemar er glad for at tage bussen hjem, så jeg kommer faktisk meget sjældent i SFO’en – det er en stor hjælp kun at skulle hente 2 forskellige steder! Valdemar er stadig glad for skak og er blevet rigtig glad for svømning også – det hjalp på det at han vænnede sig til at have ørerne under vand, og at han kom på hold med kammeraterne Bjørn, Anders, Bjørns lillebror Troels og Vitus. Valdemars mælkelågssamling er i øvrigt vokset betydeligt siden sidste år (!) – så der er nu restriktioner på hvor lågene må placeres i hjemmet…

Rasmus kører glad og tilfreds til Hedensted og retur hver dag. Han virker vellidt deroppe og var sågar havnet i selskabssangen til årets firmafest med beretningen om tudende ugler og et væltet træ i forbindelse med Christianes fødsel. Herhjemme er han fortsat flittig i arbejdstøjet. De store linier er vel ved at være overstået, men Rasmus er også glad for og dygtig til at kæle for detaljerne som fx afslutningerne på vindueskarmene. “Hobbyerne” starter med M – madlavningen er blevet sjovere efter vi fik gaskomfur, og moslekampene bliver stadigt mere udfordrende efterhånden som Hannibal og de to store bliver større…

Jeg hænger i herhjemme og har altid en masse planer for den kommende tid. Jeg er god til IKKE at sætte tidsfrister på, så der er altid plads til en dag i et lavere tempo hvis trangen melder sig. Om mandagen er der sjældent noget mere alvorligt end indkøb på tapetet – der er ofte brug for en formiddagslur efter en weekend på fuld skrue i storfamilien Juel Enemærke… Foråret skal bl.a gå med at læse en frygtelig bunke musikbøger så jeg forhåbentligt bliver skræmmende klar til reformen, når jeg begynder at arbejde igen til skoleårets start i august. Her i efteråret blev der også endelig sopran-plads i Det Fynske Kammerkor, så nu er jeg tilbage i det danske korliv med meget stor glæde.

Vi fejrer i år jul i Nørresundby og nytår i Vojens. I juledagene skal vi mestendels hygge os med familierne i Nørresundby og Bukkerup, men lur mig om der ikke også findes tid til at få trappen gjort færdig for slet ikke at tale om kløvning & stabling af kæmpestakken af træ fra sidste jul som snart skriger på at blive kløvet.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2005!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2003

Kære familie og venner

Julen 2003 nærmer sig med hastige skridt, og vi er “back on track” og får posten ud til tiden i år… Vi har nået noget i år (!), men vi sidder heller ikke ret meget og kikker ud i luften som vi plejer at sige. Vi har også hygget os meget – bl.a. med at vise vores dejlige sted frem til rigtig mange af jer – vi håber resten kikker forbi i det nye år. Og så er vi for alvor blevet voksne – ud over husets to opvaskemaskiner er vi nu også udstyret med to kummefrysere og to livsforsikringer (hver…) Et fremtidsmål er nu to vaskemaskiner der kan matche tre drenges leg i haven, skoven, havedammen (Vitus!), bækken (Vitus’ ide?) og på stranden. Vi elsker vores sted og deler gerne haven med fx egern, ræve, flagspætten, ugler, fasankokken og et hav af småfugle. Knap så gerne deler vi bryggers/køkken hhv. kælder med mus hhv. rotte – ej heller haven mod syd med en kinesisk bambusmur. Vi kan derfor med slet skjult stolthed berette at vi har vundet kampen over bambussen – og det endda helt uden sprængstof! (Men nok ikke helt uden slemme kemikalier…)

Vi gik ved årsskiftet igen forventningsfulde ind i et nyt år. I januar brugte vi en del tid på at shoppe i byggemarkeder – der var som altid en masse gode udsalg til ægte gør-det-selv folk som vi med hushandlen netop havde kåret os selv til. Vi overtog nøglerne d. 31. januar og udrustet med to tapetdampere gik min far, Rasmus og jeg i krig. Da den første weekend var gået, var der “kun” en vej frem. Vi knoklede løs i de 6 weekender og vinterferien der var til rådighed indtil vi skulle flytte herud 16. marts. Ikke mindst takket være vores 4 meget flittige og hjælpsomme forældre kom vi rigtig langt. I vinterferien rykkede det for alvor – og det endda til trods for at Rasmus’ farfar Georg faldt, blev syg og døde 14 dage efter. Helle og Torsten kørte landevejene tynde mellem Bukkerup, Baaring, Haderslev og Silkeborg. Det var hårdt for hele familien at miste Georg, men han savnede Lyø, og vi fik sagt farvel på en god måde med breve og tegninger. Valdemar tegnede Georg, Lyø og Gud i himlen – og vi ved at sådan er det, og det er godt! Godt var det også at min farmor endelig fik fred kort tid efter – Valdemar og Vitus havde først lidt svært ved at forstå at og hvorfor kisten skulle brændes, men det blev endnu en god afsked. Valdemar (og ekkoet Vitus) funderede i den forbindelse lidt over, at nu skulle både farfar og morfar til at klare sig selv…

Alt imens blev huset – OG haven! – pænere og pænere og maven større og større. Hannibal skulle fødes i kontoret i et lejet fødekar, og alt var klar. Efter Vitus’ bilfødsel skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg havde drømme tendenserende til mareridt over hvordan det skulle gå. De blev hverken færre eller bedre af at en af jordemødrene snakkede længe om hvad vi havde tænkt os at gøre hvis de nu ikke ville nå frem(!) Heldigvis bestemte Hannibal sig for at give tegn kort efter midnat en fredag nat, og jordemoderen nåede frem. Det samme gjorde fødselshjælperen moster Lotte, og Valdemar der havde glædet sig i ca. ½ år til at være med puttede sig under dynen i en stol ved siden af karret og syntes det var “rigtigt godt” at have oplevet sin lillebror komme ud af mors mave. Vitus blev hentet med søvndrukne øjne da Hannibal netop var født og kunne slet ikke få øjnene fra ham – nu var han endelig blevet storebror ligesom Valdemar! Vi havde alle en stor og fantastisk oplevelse og kan KUN anbefale det.

Hannibal var stor, er stor og vedbliver at være stor. Han trives og har altid været meget god til at spise… Han er også blevet god til at sove – i den forgangne uge satte han ny rekord med 6 timer i barnevognen, så vi nær var kommet for sent til julearrangementet i børnehaven. Han er vild med at grine af og med de mandlige familiemedlemmer – måske er det fordi han tænker “hvem er hun – hende har jeg vist ikke noget tilfælles med” når han ser på mig? Han triller og kryber rundt, men guderne skal vide at han ikke kommer til at kravle foreløbig – r…. er simpelthen for tung!

Vitus Banditus (4) ligner stadig sig selv. Han er glad og kær og vil IKKE kysses – det er vist kun for piger!?? Han snakker heller ikke så gerne med pigefamiliemedlemmerne i telefon – til morfars og oldefar Jacobs store fordel. I årets løb har han også været indblandet i et par “ulykker” – vi nævner i flæng: bagrudeviskeren faldt af “lige mens han stod og kikkede på den”, cd-afspilleren i bilen gik ikke i gang selvom der var to cd’er i den, nabobilen på en parkeringsplads fik en ridse i forskærmen og halogenspottene i børnehavens garderobe blev udsat for sandalkast. Men han kan også komme med helt fantastiske kommentarer og associationer: han spurgte mig om jeg også brugte øjenchokoladelinser ligesom moster Sinne, han talte ikke med mad i munden – “det er bare min stemme der er lidt hæs” – og han konstaterede en mandag eftermiddag: “Du er pæn i tøjet i dag, far!” For at få det fulde udbytte af den kommentar skal man forestille sig Rasmus i splinternyt arbejdstøj fra fabrikken – mørkeblå lærredsbukser og en lys gråmeleret meget almindelig sweatshirt. Det særlige var dog at Rasmus for første gang i MEGET lang tid – måske så længe som Vitus er i stand til at huske (?) – IKKE havde huller i tøjet. Skarp iagttagelsesevne har han, ham Banditus…

Vitus og Valdemar faldt begge meget hurtigt og meget godt til herude i lokalsamfundet og fandt nye venner. I sommersæsonen gik de begge til fodbold, og nu går de til svømning – ja altså Vitus går vist mest til dykning; han er i hvert fald mere under vandet end over.

Valdemar (6) var med en kammerat hjemme allerede inden vi havde været her i en uge. Efter sommerferien blev de to børnehaveklasser slået sammen til en (stor) 1. klasse på 26 elever, men det går indtil videre over al forventning, og Valdemar elsker at gå i skole. Da han først havde lært at skrive tallene, blev han også rigtig glad for matematik, så nu er han ikke til at standse. Valdemar går til skak på skolen og har hele efteråret haft faste legeaftaler med Bjørn både hjemme hos ham og her hos os. Han mangler p.t. de midterste fortænder i overmunden så det læsssper så ssskønt når han taler. Valdemar bruger mange batterier i drengenes Gameboy – en af de helt store skolediller her på egnen. Diddl-papir der samles og byttes, er også en stor succes her på egnen og er i hvert fald heller ikke undgået Valdemars opmærksomme samlerinstinkt. Sågar plastiklåg fra nærmest hele klassens skolemælk har han SLÆBT hjem hele efteråret. Valdemar nyder desuden meget at skrive breve – computer- og almindelige – og han laver hefter af sammenfoldet A4-papir som han skriver små fortsatte historier i. Der er stadig ingen tvivl om hvem der er “tænkeren” og hvem der er “tonseren”! Foreløbig er Hannibal så “trilleren”.

Rasmus futter derud af i sin lille grønne Punto til PRI-DANA og hjem igen. Han trives MEGET med kombinationen af at være problemknuser såvel ved skrivebordet som ved linierne i produktionen – deraf hullerne i tøjet… Han fortæller glad og gerne om dagens oplevelser når han kommer hjem, og vi var i november for første gang med til den årlige firmafest. For mig var det sjovt at få sat ansigter på alle navne og historier. Rasmus’ hobbyer har i år været fyraftensvisitter i fx Jem&Fix og husforbedringer…

Jeg savner min arbejdsplads, mine kolleger og mine elever hver dag, og jeg ved at jeg kommer til at savne min orlov efter 1. marts når jeg er i gang igen! Det er meget ambivalent for mig, så jeg forsøger at fordele tiden fornuftigt mellem maling (etc.), familiemor-rollen og forberedelse af diverse undervisning jeg kan bruge i fremtiden. Jeg har også meget ambitiøst kastet mig over udarbejdelse af nyt undervisningsmateriale som jeg håber at tage mig sammen til at prøve at få udgivet i den nærmeste tid. Jeg har også opdateret og udbygget www.juelenemaerke.dk, fået læst bøger som hidtil kun har været opslagsværker i reolen, og jeg nyder helt utroligt meget at have rigtig orlov, uden SU-klippekortet bliver truende mindre for hver dag der går! Ikke mindst derfor husker jeg også at tage en dag med jævne mellemrum hvor jeg bare slapper af og hygger mig med Hannibal og får de store tidligt hjem. Og jeg venter stadig på en ledig sopranplads i Det Fynske Kammerkor – det lader desværre vente lidt på sig.

Vi fejrer i år jul i storfamilien Enemærke i Bukkerup og nytår her for pokerkassen med Vojensfolket. I juledagene har mine forældre meldt deres arbejdsankomst til projekt træfældning – der er 55 store grantræer + hvad der ellers får nådesstødet. PRI-DANAs kompostkværn skal til lejligheden nok få sin sag for med bjerge af grene…

Glædelig jul til jer alle og et godt 2004!

Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Bukkerup, nytåret 2003

Kære familie og venner

Julen 2002 gik godt hos mine forældre i Nørresundby – men ikke upåagtet at vi ikke fik sendt årets juleepistel til tiden… Uden at overdrive kan jeg roligt sige at vi har haft et turbulent år, men eftersom epistlen i år er en nytårsepistel og ikke en juleepistel, kan vi med glæde konstatere at vi er på vej ind i næste fase af vores liv. Vi har nemlig haft en travl december med nyt job til Rasmus, bilkøb og senest dagen før nytåret huskøb. D. 21. december kastede jeg derfor håndklædet i ringen og valgte at slappe lidt af i stedet for at forsøge at “nå” årets epistel til tiden – det føltes helt rigtigt!

Vi gik forventningsfulde ind i år 2002. Jeg startede i mit praktiske pædagogikum og havde et godt forløb på Risskov Amtsgymnasium med dejlige elever, vejledere og kolleger der alle tog pænt imod mig og bekræftede mig i at jeg har valgt den rette hylde. Det var et hektisk forløb på lige godt 3 måneder, men resten af foråret var til gengæld frit til at lægge fremtidsplaner i. Imens havde Rasmus afleveret og forsvaret sin Ph.D. afhandling og var helt igennem systemet umiddelbart inden påske. Efter påske begyndte han så at søge jobs for alvor. Vi vil ikke trætte nogen med lange forklaringer, men Rasmus har oplevet mange mystiske ting og indtil flere virksomheder der ikke har styr på at viderebringe ansøgninger og oplysninger til rette vedkommende – sågar et enkelt sted der ikke var klar over at de havde et jobopslag på nettet, men de takkede da for ansøgningen! Det var kort sagt i perioder som at løbe panden mod en mur, og pludseligt stod vi i en komplet nytænkt situation for os – vi skulle vælge vores geografiske fremtid efter mine muligheder for ansættelse.

Det endte efter en del rektorhenvendelser og ca. 3 ugers hektisk mental konstant flytten rundt på Sct. Knuds Gymnasium og HF i Odense. Ud over at det virkede som en god skole for mig, ville Rasmus have mulighed for at nå såvel Trekantsområdet som dele af Sjælland med en forhåbentlig acceptabel transporttid. Vi så på hus, fandt drømmehuset i nærheden af Ejby, men turde ikke slå til uden job til Rasmus. I stedet tilbød Helle og Torsten at vi kunne rykke ind i den ene længe her i Bukkerup – Kristine og Carsten var 1. juni rykket ud, så her var tomt igen. Selv om det ikke var og er nogen drømmetilværelse at “flytte hjem igen” som 30-årige med 2 børn, har det for det første været et utroligt, uvurderligt privilegium at have den mulighed, og vi synes også vi har det godt her, selv om vi ind imellem må ud og rode i de ca. 60 flyttekasser i laden der ikke blev plads til, og vi også kan finde på at savne resten af vores egne møbler, køkkengrej og “ting”.

Men selv om efteråret også gik med opture (indtil flere jobsamtaler og fra november et konsulentjob hos Dicon A/S i Lystrup) og nedture (afslag til Rasmus fra et firma i Odense og tilbud om militærjob i Hjørring han takkede nej til) gik det pludselig stærkt i starten af december. Efter lang tids venten kunne PRI-DANA Elektronik A/S i Hedensted tilbyde Rasmus job – og dagen efter købte vi en fin lille ny mørkegrøn Fiat Punto til ham. Den rundede de ca. 2000 km efter 14 dages ejerskab… Men den er også indkøbt til samme formål. Midt i december faldt vores opmærksomhed på et dejligt “lille” hus i Båring Sommerland med masser af plads ude og inde, ca. 500 m. til vandet og en skov som nabo. Efter et bud fra vores side og en god portion is i maven (og søvnløse nætter hos undertegnede…) fik vi sælger presset 10% i pris – så det er vi rigtigt godt tilfredse med. Huset er næsten indflytningsklart – der skal ikke flyttes vægge, men til gengæld afhøvles gulve og males vægge og lofter. Vi ser hvad vi når inden den planlagte overtagelse 1. marts, og resten må komme hen ad vejen.

Vitus Banditus Juel Enemærke (som han selv TROR han hedder) fortæller gladelig alle og enhver sit fulde navn & alder. Vitus er glad og tilfreds – kun ganske lidt hysterisk… – og beretter gerne om sin tykke mave. Han startede efter sommerferien i børnehaven sammen med Valdemar på Brahesholmskolen hvor Rasmus selv har gået i skole som dreng. Den lille Banditus fik som ventet sin sag for og tog nogle eftermiddage hvor han helt frivilligt lagde sig i seng og trak dynen op – det ville jeg have forsvoret kunne ske med ham og hans aktivitetsniveau.

Men miraklernes tid er ikke forbi, og Valdemar er vokset en hel del med sin seneste udfordring – skolestart her efter nytåret. Vi har i løbet af efteråret flere gange talt om at vi synes han er klar til skolens udfordringer, og efter en samtale i børnehaven hvor de bekræftede os i at det var en god ide, fik vi lavet en aftale med skolen om at han kunne starte efter nytår. Børnehaveklassen og SFO’en har lokaler umiddelbart ved siden af børnehaven kun adskilt af en dør, og fredag d. 13. december var Valdemar så gået ind for lige at sige hej, og de havde ikke set ham i børnehaven hele dagen… Officielt gik Valdemar i december i børnehave og gik på besøg i skolen, men ifølge Valdemar var det stik modsat! Han havde også “lært” at spille skak den første dag… Nu hvor han er startet officielt og har fået en uvurderlig og elsket skoletaske i julegave er han på et par dage vokset kolossalt med opgaven – fx var han ikke til at drive ud af brusebadet (træningslektion i hjemmet før gymnastik i skolen), hvor han tidligere var verdens mest pylrede brusebadende…

Rasmus nåede at arbejde 2 uger hos PRI-DANA inden juleferien og er glad for det. Hans forventninger er p.t. blevet indfriet, og han er glad og tilfreds når han kommer hjem hver dag. Men hvor står han tidligt op – han møder klokken syv, og på de sneglatte dage kører han herfra halv seks… Om et par måneder når vi rykker til Båring skulle han gerne kunne tilbringe ca. 45 min mindre om dagen i Puntoen. Rasmus har brugt MANGE timer i efteråret i Torstens værksted – trædrejning er blevet hans seneste specialitet, og det er blevet til svampe, frugter, rangler i forskellige udformninger og en flot peberkværn til Helle. Men det store træmesterværk er ikke drejet i træ – det er derimod et meget flot pokerspillebord han har snedkereret (og som naturligvis er blevet indviet i pokerklubben med Christian og Lone. Vi fik også i år en ordentlig nytårsfest for pengene…)

Jeg trives i meget høj grad på Sct. Knuds – det er en skole lige efter mit hoved og med totalt styr på tingene. Derudover er vi også privilegerede med nyistandsatte musiklokaler, og jeg glæder mig meget til at skulle arbejde der til jeg skal pensioneres(!) Det første år har jeg haft en meget luksuriøs og privilegeret tilværelse med bl.a. et højniveauhold i musik, kun en enkelt 1.g klasse og derforuden også et drømmeskema med fredagen skemafri. Mit skoleår slutter d. 6. marts hvor jeg går fra inden Hannibal kommer til verden i maj – denne gang bliver det hjemmevandfødsel… Så jeg regner med at få malet en del i Båring i marts og april!

Mange nytårshilsener fra Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Se mange flere billeder på: http://www.juelenemaerke.dk/ og følg linket eller klik den direkte vej på: http://www.juelenemaerke.dk/skyttevej

Skæring, julen 2001.

Kære familie og venner.

Julen nærmer sig med hyggelige og hurtige skridt, og Valdemar og Vitus er nu blevet så gamle og optagede af det at de virkeligt glæder sig i år. Det betyder jo også at tiden er kommet til endnu en “opdatering” og hilsen fra enemærkerne i Skæring.

Vi trives alle 4 i Skæring, men for hver dag bliver lunten på den store stygge flyttebombe stadigt kortere… Tror vi altså nok… Rasmus skal aflevere sin Ph.D. afhandling d. 14. februar, og derefter skal han så finde sig et (drømme?)-job. Mulighederne er størst på Sjælland (NOVO, Haldor Topsøe, Lundbeck etc.), men hvor er det langt væk fra min familie i Nordjylland, vores netværk i Århus, mit uvurderlige kor og ikke mindst drengenes hverdage i vuggestue og børnehave! Jeg er ufatteligt rastløs ved tanken og gruer i mit stille sind for at trække Valdemar op med rode og evt. måtte lade Vitus skifte daglige omgivelser 2 gange inden for få måneder (han skal jo i børnehave til sommer).

Vitus lever i lykkelig uvidenhed om alt dette – han er en Vitus Banditus der ikke lader sig kue af sin storebror! Vitus synger stort set altid og lever for bolde og togbaner! Han bygger og bygger morgenen, dagen og aftenen lang med BRIO togbanen og er besat af at sparke til bolde. Han er ikke bange for noget som helst – desværre heller ikke stiger. Det resulterede dagen før hans 2 års fødselsdag i at han kravlede op og hoppede lidt i overkøjen hvorefter han fik overbalance og faldt ned på underkøjens kant og flækkede skinnebenet. Da han bogstaveligt talt for første gang i sit liv græd/skreg “Av, av, av. Det gør ondt, mor!” utrøsteligt i mere end ca. 1 minut og ikke var interesseret i cola med sugerør (!), sagde jeg: “Vi kører!” Det betød 4 uger i gips hvilket ikke var sjovt, men det var jo heldigvis sommer, så det gik. Men da gipsen så kom af kom den virkelige udfordring – at gå og ikke mindst hoppe/løbe igen. Alt i alt gik der yderligere 5 uger før Vitus var helt på banen igen. Han er ikke blevet mindre vild, men har aligevel lært at hvis man ikke passer på, så kan man brække benet. Det fortæller han alle og enhver, men det virker lidt som om han ikke har genemskuet koblingen til sin vilde livsførelse!

Valdemar er blevet 4 år, og det er han sandelig klar over! “Jeg er sådan en stor dreng” siger han selv, og det er faktisk rigtigt. Han er jo født mageligt anlagt og er på mange måder en doven dreng, men her på det seneste er det (endelig) blevet rimeligt at forvente at han står op og tager tøj på selv uden verbale slagsmål. Det er en utrolig lettelse i tidsplan og morgenstemning! Mens Vitus er “tonseren”, er Valdemar vores “tænker”, og lige for tiden synes Valdemar (og dermed også Vitus!) at det er interessant at vide hvad ord hedder på engelsk – for moster Sinne er i efteråret flyttet til London… I januar flyttede Valdemars bedste kammerat, Oliver, til Hillerød, og det var, da realiteterne gik op for Valdemar, en stor sorg. Men vi har fået en udveksling af weekendbesøg i stand så de stadig ser hinanden, og det er rigtigt godt – for selv om der er mange andre gode kammerater i børnehaven, så kan Oliver tilsyneladende ikke erstattes fuldt ud derhenne.

I foråret fik jeg et aftenskolekursus i matematik på Århus Købmandsskole. Det var jeg glad for, men tidpunktet var svært foreneligt med livet med drengene, så jeg søgte orlov i koret og savnede det alt for meget! Jeg fulgte også et enkelt kursus på matematik og skrev mit speciale om børnemusik. Jeg var i gang med slutfasen da Vitus brækkede benet. Det betød lige et par kameler at sluge på tidspressets alter, men i de lyse nætters skær og med fælles indsats lykkedes det mig at aflevere d. 27. juni i dejligt solskin med et par flasker rosé og en bunke gode venner på plænen foran musikinstituttet. At blive kandidat er uden nogen form for sammenligning det største jeg hidtil har præsteret i mit liv (inklusive at føde Valdemar og til dels Vitus…)

Jeg var også blevet optaget på pædagogikum med start 1. september, så jeg holdt med god samvittighed sommerferie i juli. I august underviste jeg i opgradering i matematik på Århus Købmandsskole, og i hele efteråret har jeg så slået mine folder med endnu et tvunget ½ års 2. dels matematikstudier som jeg heldigvis nu kun har ganske få lektioner tilbage af! Jeg skal d. 7. januar starte den praktiske del af pædagogikum på Risskov Amtsgymnasium, men hvis vi skal flytte i foråret, er jeg måske nødsaget til at starte forfra på dele af den praktiske undervisning. Måske kan jeg så ikke nå at undervise det antal lektioner man skal inden sommerferien, og hvem ved hvornår jeg så bliver færdig – og hvor længe de vil give mig løn?! Så alt i alt bliver jeg meget rastløs, når jeg forsøger at overskue vores kommende år (hvilket jeg gerne vil kunne!!!)

Jeg indså forholdsvist hurtigt på de 2. dels kurser jeg følger, at hvis jeg skulle forstå det hele, ville døgnet mangle timer. Jeg har derfor valgt den lidt intuitive indlæring (!) og har brugt en masse tid på at ordne ting man ellers aldrig når. Fx har jeg gennemredigeret vores hjemmeside (http://enemarke.homepage.dk) og oversat/redigeret et lille hæfte med pokerregler. Men i august vi fik jo også en dejlig ny brugt Fiat Multipla – den lille grønne frø der i vores familie hedder “TJ” efter nummerpladen. I denne forbindelse skal det endelig ikke undervurderes hvor lang tid det tager at finde den billigste forsikring, at få det korrekt aftalte skriftlige tilbud samt at skifte forsikringsselskab og få det gamle til at forstå at de ikke behøver blive ved med at sende rykkere… Det er netop gået i orden med de sidste detaljer her midt i december! Og når man bliver færdiguddannet er der jo pludseligt a-kasser og fagforeninger – der har jeg også ventet nogle timer i telefonsluser i løbet af efteråret. Det tager tid at være “arbejdsløs”…

Rasmus har i et par måneder nu været at finde på sin pind på kontoret hvor han er i gang med at skrive sin afhandling. Han har længe erklæret, at nu havde han de måledata som han og vejlederne mente var repræsentative og tilstrækkelige for at skrive en afhandling. Nu er der kun 2 måneder tilbage, så nu begynder selv jeg at tro på at det er rigtigt, og at de ikke lige pludseligt får en ny og fiks idé som lige skal efterprøves i laboratoriet på ca. 14 dage (læs: mindst ½ år)… Rasmus har læseplads i et rart kontor med bl.a. 3 andre Ph.D. studerende. De trives med alle deres b(l)ærbare computere og spiller poker sammen ca. en gang om måneden.

I august indledte vi en forhåbentlig ny tradition med at holde sommerferie med Christian, Lone, Magnus og Oskar. Vi lærte også Christian og Lone at spille poker, og det er der blevet en nytårsaftens-pulje ud af. Den prioriterede rækkefølge for brugen af puljen er: indkøb af “klokken-tolv-raket”, champagne, diverse luksus og mad. Sikken en nytårsaften vi får i år takket være Lone og jeg… Måske skal vi næste år spille til skiferien?

Akademisk Kor Århus har store planer for det kommende år – vi skal på konkurrencerejse til Canada i starten af juli måned. Konkurrencen ligger i nærheden at Victoria hvor en af vores tidligere sangere nu bor – og synger i kor. Så Erik er gået i sit nye kors bestyrelse for at forberede vores ankomst, og vi knokler i Danmark for at skaffe fonds- og sponsormidler nok til at det kan lade sig gøre at rejse derover! Jeg synes det ville være en dejlig måde at afslutte 8 års medlemskab i koret på – hvis altså vi flytter et sted hen hvor jeg ikke kan køre til Århus fra for en korprøves skyld…

D. 22. drager vi til Torup hvor vi holder juleaften i år. 2. juledag tager vi til Nørresundby og sender Rasmus hjem for at skrive et par dage i fred inden vi andre kommer hjem til nytåret. Christian, Lone, Magnus og Oskar kommer her i år. Valdemar og Vitus starter først i vuggestue og børnehave igen d. 7. januar, så der bliver god tid til at lege med de nye julegaver og hygge os inden forårets begivenheder tager fart!

Med ønsket om en god jul, et godt nytår og et lykkebringende 2002!

Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Skæring, julen 2000.

Kære familie og venner.

Året går på hæld, og det er blevet tid til endnu en epistel om de “enemærkske” meritter her i det østjyske. Vi trives stadig meget her i Århus’ opland, og selv om specielt jeg vægrer mig lidt ved det, begynder datoen, hvor vi måske må flytte teltpælene, at tone frem i tidshorisonten… Rasmus har 14 måneder tilbage af sit Ph.D. studium, og det er ikke godt at vide, hvor han ender i landet. Rasmus trives med arbejdet, men han (og hans to vejleder-kumpaner) ville vist gerne have, at døgnet havde godt og vel 30 timer!

I forbindelse med studiet var Rasmus i Dortmund i 2 måneder i foråret. Det var en meget anderledes tid for os alle 4 – vi syntes alle, at tiden sneglede sig af sted. Valdemar er en tænksom og følsom dreng, der midtvejs savnede Rasmus rigtigt meget, men de havde nogle gode lange telefonsamtaler. På mange måder var det rart at kunne love Valdemar, at når far kom hjem, så skulle han ikke af sted igen. Rasmus talte også til Vitus i telefon et par gange om ugen, og vi tror, den indsats var medvirkende til, at også Vitus på 10 måneder gav Rasmus en overvældende velkomst, da kom hjem. Vi fik hurtigt familielivet bragt på skinner igen, og det er frygteligt dejligt, at udlandsophold af den karakter nu kan lægges bag os!

Jeg læser i øjeblikket til eksamen i det sidste fag på matematik, så forhåbentligt kan jeg lægge de gule bygninger bag mig efter d. 5. januar. Jeg var i august måned ude i “det virkelige liv” på Århus Købmandsskole, hvor jeg havde et 3 ugers intensivt matematik-kursus for nye studerende. Det var en virkelig stor tilfredsstillelse for mig at prøve kræfter med rollen som underviser, og jeg havde det som en fisk i vandet. Det at undervise og jeg som underviser var, nøjagtigt som jeg havde gået og forestillet mig. Da det var slut, gik jeg bare rundt med en fornemmelse af, at nu kunne det kun gå for langsomt med at blive færdiguddannet!

Og hvornår er jeg så det??? Til januar starter jeg for alvor med mit speciale, og når det er skrevet, er jeg færdig… Min disposition er godkendt, så det venter stort set bare på at skrive sig selv – hmm… Jeg har SU til og med maj, så der er en optimal deadline deromkring. Til september håber jeg at blive optaget på pædagogikum, og jeg har i den forbindelse indledt en tæppebombning af undervisningsministeriet for at forhøre mig om alle mulige kedelige og diskutable vilkår, som jeg ikke vil trætte nogen med her.

Valdemar og Vitus er et par meget veltilpasse og glade brødre, der sætter stor pris på hinanden, livet, mad og søvn… De nåede at være i vuggestuen sammen i ½ år, inden Valdemar i oktober startede i børnehave. Nu tager det så lidt længere tid at hente og bringe, men det er egentligt også meget hyggeligt, og jeg nyder i hvert fald at bruge noget tid på deres dagligdags omgivelser. Jeg har af og til forsøgt mig med at hente dem tidligt for at vi rigtigt kan hygge os herhjemme, men de har det begge to sådan, at hvis der er for mange børn tilbage, så er de ikke til at drive derfra… De er simpelthen så bange for at gå glip af noget – hvor mon de har det fra?

Valdemar er en rigtig livsnyder – utroligt mageligt anlagt er han. Han tænker meget over tingene, og han elsker at synge. Vi slæber “dagens sang” eller “dagens cd” frem og tilbage mellem bil, under- og overetage. Han elsker også Vitus over alt på jorden, og han er så sød til at lege med ham og finde på lege og udskejelser, som Vitus også kan være med til. Det passer meget fint, at Valdemar er en rolig dreng i den forbindelse, for guderne skal vide, at det er Vitus ikke! Vitus er intet mindre end verdens største efteraber og medløber. Så med hensyn til hvad de (tror de) kan motorisk set og det påkrævede mod til at udføre det, passer de suverænt sammen som legekammerater. Vitus har fået oprettet sit første klippekort til skadestuen – et flækket øjenbryn er det foreløbigt blevet til. Til Rasmus’ store glæde og stolthed er det i højre øjenbryn og derfor magen til det han selv har.

Vitus er jo blevet 1½ år her i december, og det er derfor allerede lang tid siden, at Akademisk Kor Århus’ cd med Povl Dissing blev indspillet. Men det bliver jo jul hvert år, så vi besluttede at arrangere en række koncerter med Povl igen i år. Vi har allerede sunget i Fredericia og Silkeborg og synger d. 17. i Odder og Århus. Vi er meget glade for samarbejdet med ham, og tilsyneladende går glæden begge veje. Derudover har vi 3 egne koncerter i december, så vi er spændt ret hårdt for i år. I sommer havde jeg den store fornøjelse at være i Ungarn med koret i 12 dage. Vi deltog i en stor korkonkurrence, som vi i øvrigt vandt. Det var en usædvanlig dejlig tur, og det var også en stor oplevelse at tale i telefon med Valdemar et par gange. I koret er jeg genindtrådt i bestyrelsen og nyder meget “ikke at gå glip af noget”… Vi planlægger i øjeblikket næste års konkurrencetur til Italien i august – men jeg skal sandsynligvis på Århus Købmandsskole igen, så jeg må desværre igen sende koret af sted uden mig.

Rasmus derimod kappede båndene til rugbyklubben, da han rejste til Tyskland. Hans erfaringer med bestyrelsesarbejdet der har været meget blandede. Blandt mange af de udenlandske spillere var der en udbredt manglende forståelse for den danske foreningstradition, og det gjorde på mange områder arbejdet tungt – meget tungt. Desværre tog det også spilleglæden fra ham, så nu er hans fysiske aktivitet begrænset til de daglige cykelture til universitetet. Eller rettere næsten daglige – han har lappet utallige huller i dækkene dette efterår sammen med drengene.

D. 23. drager vi til Bukkerup, hvor vi holder juleaften i år. 1. juledag sender vi drengene med mormor og morfar til Nørresundby, og så skal de rigtigt more sig til omkring nytår, mens mor læser. Nytåret fejrer vi som sædvanligt med Christian og Lone. I år i Vojens med lille Oskar som ny deltager. Nytårsdagene får Valdemar og Vitus lov til at tilbringe hos farmor og farfar, mens jeg forhåbentligt får de sidste matematiske sætninger banket på plads til spørgetimer m.v.

Vi ønsker alle en god jul og et lykkebringende 2001.

Kærlig hilsen Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Skæring, julen 1999.

Kære alle.

Det er nu blevet tid til den 3. juleepistel fra familien Juel Enemærke…

1999 startede for os på en gang kaotisk og behageligt. Kaotisk fordi jeg læste til eksamen på højtryk i to matematikkurser sammen med Søren, hvor vi nærmest på skift boede hos hinanden i tide og utide. Det havde Valdemar noget svært ved at finde ud af, men han er da overlevet… Behageligt fordi vi kort tid inde i januar fik besked om, at Rasmus havde fået sit Ph.D. stipendium. Det første år finansieret af fakultetet og de sidste to af midler udefra universitetets mure. Vi var meget lettede over at vide, at vi nu kan blive boende i Skæring i hvert fald i 3 år endnu, og det er da endog meget sandsynligt, at jeg også kan blive kandidat, inden vi engang skal herfra…..

Efter endt eksamenslæsning startede mit forårssemester så med forberedelse til den afsluttende musikhistorieeksamen, som jeg havde fået flyttet til slutningen af maj i stedet for juni – af hensyn til den voksende mave. Merete og jeg var efter lodtrækning blandt vore emner til eksamen i Åh Abe!-børnemusikken. Vi holdt en tilfredsstillende forelæsning og havde begge en god oplevelse af at arbejde med stoffet og hinanden. Lykkeligvis for mig er denne børnemusikalske niche også mit specialeemne, hvorfor jeg så småt allerede anser mig selv som værende godt i gang med specialet. På matematik var forårets eneste aktivitet at være medhjælper på en udstilling om fysik og musik på Steno Museet.

Rasmus arbejdede på livet løs i laboratoriet i løbet af foråret – og et par artikler er det da også blevet til fra ham og de to vejledere, Kim og Troels. De er også blevet citeret flere gange siden, så de er havnet i den rigtige halvdel, som de selv siger. Desværre for de amerikanere, der har citeret artiklen, er der nu udbrudt “åben forskerkrig”, idet amerikanerne for det første ikke har fulgt de uskrevne etiske forskningsregler og for det andet tager grusomt fejl! Altså set fra århusianernes synspunkt….. Det korte af det lange er, at Rasmus og en medstuderende arbejder i noget nær døgndrift her op mod jul for at de kan få den næste artikel i trykken i dette årtusinde.

Valdemars forår gik med at nyde vuggestuen og blive bedre til alting – specielt at tale og at efterabe. Således kunne man det meste af foråret på vores telefonsvarer høre ham sige forskellige dyrelyde. Han forstod selvfølgeligt ikke, hvad der var på vej i mors mave, men han syntes, at det var skægt at ringe “ding dong lillebror” på mors navle, der vendte udad. Resultatet af det var, at han sagde “brorlille sove”, da Vitus endelig kom ud.

For ud det kom han! Vi må jo nok sige, at hvis der er en enkeltstående begivenhed i 1999, vi vil huske på, så er det, da Vitus blev født i lyskrydset Grenåvej/Viengevej hin morgen i juni! Vi tænker på det, hver gang vi kører forbi, og Valdemar kan så småt begynde at kende krydset: “Vitus’ kryds”. Alt gik jo godt, og jordemødrene har bedt os overveje hjemmefødsel næste gang… Vitus har gudskelov sat farten en hel del ned siden – han sover og spiser og tager tingene, som de kommer.

Sommeren gik endnu engang med at besøge velvillige forældre i sommerhuse – i år hele 5 uger i det dejlige sommervejr. Vi tror, at den totale udeblivelse af jalousi mellem brødrene kan tilskrives denne vidunderlige ferie, hvor der hele tiden var en eller anden som man kunne få opmærksomhed fra. Da vi kom tilbage til hverdagen, var Vitus 2 måneder, og så havde han jo nærmest altid været her… I august fik vi også nye naboer, Anne og Anne. Pigerne sætter vi uendelig stor pris på – vi har bl.a. madklub hver mandag på skift hos hinanden (den startede som en Robinson-klub…). Babyalarmens signal går meget fint gennem væggen! Anne har netop d. 15. december født deres lille datter, Kirstine, så dels kommer der en fin legekammerat til Vitus og Valdemar, og dels kan vi i foråret få gengældt nogle af alle de barnepigetjenester, vi har gjort brug af, siden de flyttede ind!

Valdemar foretog nogle kvantespring, der ville noget, sommeren over. Det startede med farverne og gik over tal til at synge. Han har brugt efteråret til at blive bedre til det hele og har som noget nyt kastet sig over bogstaver og ord. Med mormorens velsignelse har han fået lavet nogle ordkort, som han engang imellem går og hygger sig med.

Vitus ligner på alle områder sin storebror og tager den stadig med ro. Bevares – han kan da holde hovedet selv, og han kan da trille rundt, men det er da overhovedet ikke hver dag, at han lige gider! Tilsyneladende har han lidt mere temperament end Valdemar havde som baby, men det er nok bare fordi at der var et æg med ved skabelsen denne gang?

Rasmus’ efterår har som allerede nævnt været hektisk med artikelskrivning. Desuden har han været instruktor og har selv fulgt et par småkurser, som han netop har fået godkendt. Han skal aflevere sit Del A-projekt d. 14. januar og til eksamen 4. februar, så den travle studietilværelse, han har ført de sidste par måneder, er langt fra slut.

Mit efterår er gået alt for hurtigt! Jeg fungerer som familiens ankermand og tager en stor del af tørnen med at aflevere og hente og alt det andet… En arbejdsdag i studiesammenhæng er derfor ikke særligt lang, men jeg hænger i så godt jeg kan og har hovedet sprængfyldt af ideer og løse ender. Vitus kan først få plads i Valdemars vuggestue til sommer, så jeg får først vejledning til september. Det synes jeg, der er meget længe til! Men jeg knokler stille og roligt videre, og så må jeg jo tage ind på musik og spørge en venlig sjæl om et godt råd, hvis det kniber…

Jeg (og for tiden også Vitus) synger stadig med stort velbehag i Akademisk Kor Århus. Jeg måtte med tårer løbende ned ad kinderne vinke farvel til koret, da de i august drog på rejse til Italien uden mig (og Vitus), men der har heldigvis været en anden stor begivenhed på korfronten. Vi indspillede i maj og juni måned vores 3. cd “Der er noget i luften…”, som er en dejlig jule-cd med Povl Dissing som solist på 8 sange. Jeg blev godt nok syg, da kortingene skulle indspilles, men da Dissing-sangene skulle i kassen var jeg rask og klar. Desværre var det nøjagtigt den dag, Vitus besluttede sig for at føde sig selv, så jeg gik glip af det hele! Heldigvis var der dog en intro til Glade Jul, der skulle tages om, så til en korprøve i september lykkedes det mig at deltage i indsyngningen af de 4 takter. Ved samme lejlighed fik jeg lov til at lægge en toptone på slutakkorden i Julen har bragt velsignet bud, så jeg er faktisk med på hele 2 numre på cd’en!!! Vi har netop holdt 3 koncerter for ca. 1000 mennesker med tilfredsstillende succes og meget flotte anmeldelser, og cd’en har på 1 måned solgt ca. 2500 eksemplarer, så vi er meget stolte.

Vi skal holde jul i Nørresundby med mine forældre som de ældste. Det bliver helt underligt for første gang at skulle deltage i en juleaften uden nogle “olde-bedster”, men vi ser formentlig dem alle i løbet af julen alligevel. Rasmus må desværre tilbage på sin pind mellem jul og nytår, så jeg tager alene til Bukkerup med drengene og slapper af. Nytårsaften skal vi holde hjemme. Vores traditionsrige nytårsaften med Christian, Lone og Magnus bliver i år udvidet med indtil flere årtusindeskifts-husvilde stakler. Anne, Anne og Kirstine skal deltage i festlighederne, og Lones søster har på eget ansvar fået adgangspas, selvom hun ikke har børn. Vi tænker på at gå ned til vandet og have første parket til alle de dyre raketter inde på feddet, hvis vejret (og ungerne) er til det.

Til foråret skal Vitus og Valdemar vokse og lege, jeg skal forsøge at skrive speciale og Rasmus skal 2-3 måneder til Dortmund for at studere nye målemetoder. Han tager formentligt afsted ca. 1. marts, så alle er meget velkomne i Skæring i foråret såvel for en enkelt aften som kok eller på weekend for at aflaste og opmuntre os alle 3!!!

Glædelig jul til jer alle og et godt 2000!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1998.

Kære alle.

Rasmus og jeg forsøger at få vores ide fra sidste år til at udvikle sig til en ægte juletradition, så derfor kommer her den 2. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1998 startede stille og roligt, og vi nød meget at være flyttet halvvejs på landet og fandt ud af at være familie. Allerede i midten af januar startede jeg med undervisning igen, og fra februar var jeg på fuldt studieprogram. Måske lyder det voldsomt, men med min sædvanlige sans for planlægning havde jeg fundet 3 kurser på matematik, hvor der ikke var eksamen, men blev givet point for aktiv deltagelse suppleret med et foredrag. Det passede jo helt perfekt med et lille barn. På musik havde jeg et seminar om 60’ernes modernisme (Nørholm, Nørgaard m.fl.) og klaver- og sangundervisning. Klaver- og sangundervisningen fyldte meget lidt på skemaet og en del i forberedelse, men det kunne jeg jo klare hjemme i Skæring. Valdemar var med til seminarundervisningen og har i sit unge liv derfor været udsat for adskillige mærkelige kompositioner for fx båthorn & cello og mindst lige så mange mærkelige lyde fra mors strubehoved… Men han tog det hele imponerende roligt – mangen medstuderende har udtrykt undren over, at han bare lå og lyttede til al den mærkelige musik!

Rasmus arbejdede på sit speciale i løbet af foråret. Når jeg havde timer på matematik, passede han Valdemar herhjemme og læste og skrev, som det nu var muligt. Sidste år skrev jeg, at Rasmus mente, at han kunne blive færdig omkring sin fødselsdag, men foråret gik nu alligevel hurtigt… Til gengæld havde han så muligheden for at gå herhjemme og nyde at være far en del tid – det er den store fordel ved at være studerende med barn! Som Rasmus selv sagde, så ved man jo aldrig, hvad han laver og hvor (!?), når den næste kommer… Starten af juni var meget hektisk for os. Rasmus havde oprindeligt regnet med at aflevere 2. juni, men det blev udsat et par gange, og jeg havde sang- og klaver-eksaminer d. 2. og 4. juni, så der var tryk på nerverne for os begge i de dage. Heldigvis er vi jo udstyret med verdens nemmeste barn, så det hele gik endda.

Specialet blev udskrevet og afleveret d. 10. juni. Torsten og jeg læste op til flere gange korrektur på det – hold da op, hvor jeg burde vide noget om samarium og elektrokemiske hastighedskonstanter nu, men det gik nu mest op i kommatering og generelle formuleringer… Til Rasmus’ speciale-forelæsning, hvor familien var rigt præsenteret, forstod vi således ikke ret meget nogen af os… Else genkendte dog noget snak om magnesium – det spiser hun nemlig hver aften… Helle mente, at hun forstod noget om Substral, men det var nu substrat, Rasmus talte om…

Sommeren gik med at besøge velvillige forældre i hus og sommerhuse – vi var væk i en lille måned, og der gik et par dage herhjemme, inden Valdemar var blevet helt fortrolig med sin tremmeseng igen.

Valdemar startede i vuggestue i august – og på femtedagen var han forkølet! Det udviklede sig til 2-3 ugers hosten og opkastninger, men til gengæld har han ikke fejlet noget siden. Han elsker at være i vuggestuen og er i det hele taget en meget glad, tilfreds og harmonisk stor dreng. Det eneste, der kan vælte ham af pinden er mistanken om, at noget mad skulle gå hans næse forbi!! Han er en bogorm uden sidestykke og kan “snakke” ørerne af os, når først han går i gang. Han er en værre lille efterligner, og det kan specielt faren få en masse skæg og ballade ud af…

Rasmus blev i august ansat som forskningsassistent på universitetet, så han har hele efteråret arbejdet i forlængelse af sit speciale – men nu får han løn for det… Det synes han er skægt. Stillingen løber til 1. januar, så vi er meget spændte på, hvad der så skal ske. Han har en Ph.D. ansøgning liggende på fakultetet i øjeblikket, og vi håber at få svar på den inden jul. Der er i øjeblikket ca. 40 arbejdsløse kemikere i Århus, så det ville være rart med 3 års ydeligere studier, så jeg også kan blive færdig i nærheden af studiemiljøet…

Jeg har skrevet nogle opgaver i musikhistorie og fulgt to kurser på matematik her i efteråret. Jeg bliver med en god portion held færdig med matematikken i januar og skal arbejde med to store musikhistoriske emner i foråret. Det ene er russisk kortradition og det andet børne(-rock-)musikkultur. I maj måned skal jeg så til eksamen i det ene emne efter lodtrækning. Egentligt plejer denne eksamen at ligge omkring Skt. Hans, men jeg har fået dispensation til at få det overstået, inden jeg skal føde “verdens nemmeste barn nr. 2” i juni… Til den tid mangler jeg så kun at skrive speciale, og da det bliver i direkte forlængelse af emnet om børnemusikken, vil jeg jo i praksis egentligt allerede være lidt i gang… Så går jeg videre med det, når jeg gider, men det bliver næppe før årsskiftet. Det var fint at fortsætte studierne, da Valdemar var 4 måneder, men der er stadig meget arbejde med Valdemar til efteråret, og med 2 småbørn er det jo nok urealistisk at kunne gøre det på den måde igen.

Rasmus bruger stadig meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr har stadig adresse hos os, men det er nu mere kasserer-tjansen, som Rasmus bruger sin tid på. På skrivebordet ligger der som oftest læssevis af bilag og beskeder, der lige skal ses på. På banen går det godt og derudad! Klubben fik sølvmedaljer i DM, men i efteråret har det været lidt svært at følge op på succesen. Klubben ligger således i øjeblikket næstsidst med kun 3 point. Der er noget at rette op på i forårets kampe.

Jeg synger stadig med stort velbehag i mit kor, som i foråret tog navneskift fra Jysk Akademisk Ungdomskor til Akademisk Kor Århus. Vi bliver jo alle ældre, og vi var ved at være godt trætte af at se arrangementer og bevillinger smutte lige for næsen af os, fordi “Ungdomskor” ikke signalerer den kvalitet, som vi står for. Vi arbejder i øjeblikket på et meget spændende projekt, der skal munde ud i en jule-CD med Povl Dissing som solist. Den skal indspilles i april og juni og bliver således klar til julehandlen 1999. Vi har for et par uger siden indspillet en demo-CD på 4 numre med ham, og det lyder bare skidegodt!!! Efter at have hørt Povl Dissing synge Glade Jul, kan der ikke være meget tilbage i livet at opnå… Som Povl Dissing selv så smukt udtrykte det efter at have hørt demoen: “Julen bliver aldrig det samme i det nye årtusinde…”

Vi skal holde jul og nytår på Fyn. Juleaften kommer Lyø, Georg og Else til Bukkerup, og mellem jul og nytår kommer min mor og far derned et par dage. Jeg skal læse til eksamen, så det er bare fint, at Valdemars opmærksomhed kan afledes med alle 4 bedsteforældre på en gang – det har han aldrig prøvet før på den måde! Nytårsaften skal vi holde i Odense hos Christian, Lone og kammelegeraten Magnus, som også lige er blevet 1 år, så det bliver sikkert en hektisk aften – det var det i hvert fald sidste år! 1. januar efterlader vi så Valdemar på aleneferie hos farmor og farfar, så jeg kan læse herhjemme i fred, indtil skolerne begynder igen, og Valdemar bliver returneret.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1999!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1997.

Kære alle.

Igennem et par år, har Rasmus og jeg talt om, at skrive julekort til familie og venner. Sidste år blev vi enige om, at i år ville vi starte. Da vi i mellemtiden er gået hen og er blevet en lille familie, synes vi nu, at det virkeligt er på tide at få startet en sådan tradition! Som sagt så gjort: dette er altså 1. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1997 startede med den for os meget glædelige nyhed, at vi ventede barn! Vi havde også besluttet os for at gifte os, og den planlagte dato i juli besluttede vi os for at bibeholde, selv om, jeg ville være 7 fulde måneder henne i graviditeten på det tidspunkt. Vores udgangspunkt blev, at festen måtte blive, hvad jeg kunne holde til.

Efter en hektisk eksamens-januar tog vi på bryllupsrejse på forskud – skiferie i Valloire med gammel sne og højt humør! Der var lige den detalje, at bussen kørte fra Musikhuset klokken 940, og at min matematikeksamen først var slut klokken 1300. Det blev klaret med nerverne uden på tøjet, en VW Golf GTI venligst stillet til rådighed af Jens Madsen, Simon som frisk chauffør og Jette til at bestyre madpakkerne. Busjagten gik ind, og jeg kunne hoppe ind i den rigtige bus syd for Hamburg klokken ca. 1530. Det blev en rigtig god bryllupsrejse!

Forårssemesteret var travlt for os begge. Rasmus arbejdede i laboratoriet på sine specialeforsøg, men resultaterne viste sig at komme langsommere end håbet på, så han er endnu ikke blevet cand. scient. (Men han er ikke løbet tør for SU, så der er tid at løbe på endnu.) Mit forår var præget at, at jeg gerne ville have nogle eksaminer i hus, inden jeg skulle indlede en karriere som mor – specielt på mit sidefag matematik! Det lykkedes, men specielt eksamensmåneden juni var en rigtig hård tid for mig.

Juli måned blev fuldstændigt slugt op af det store bryllup! Først med alle forberedelserne, der tog dejligt lang tid. Dernæst med selve bryllupsdagen, som for altid vil være en uforglemmelig dag for os! Vi mener (i al beskedenhed) selv, at vi bevarede overblikket og havde styr på arrangementet. I hvert fald fik vi lige nøjagtigt den dag ud af det, som vi havde håbet på – og det ikke mindst med families og venners hjælp på den ene og anden måde. Bruden med barnet holdt til ikke mindst sin egen store tilfredshed ud til den lyse morgen, så vi var trætte, glade og meget lykkelige, da vi kørte fra forsamlingshuset tidligt søndag. Vi er meget stolte over at have et sådant netværk at trække på i en sådan situation. Det betyder også meget for os, at rammerne var, som de var. Vi føler os meget priviligerede og forkælede over, at det var muligt at invitere over 100 mennesker til fest i haven i Bukkerup, og at Helle og Torsten ville lægge hus og have til overnatning af gæster. Vi var ikke færre end 43 overnattende og endnu flere til morgenkaffe i løbet af formiddagen om søndagen…

Hvedebrødsdagene gik med at tage til 2 bryllupper… Min fætter Christian blev gift med Dorte ugen efter os, og Rasmus’ fætter Kasper med Tine ugen efter igen. 3 sommerbryllupper i træk var festligt – og varmt! – og vi promenerede til alle tre fester i brudetøjet, hvilket var meget praktisk, da min mave trods alt var noget større end under normale omstændigheder…

September måned gik med at forberede forældreskabet… Barnevognen blev bestilt o.s.v., og vi fik talt en masse ting igennem, som vi ikke havde taget os tid til i løbet af foråret. Den 24. september kom så verdens for os 8. vidunder ud for nattens lys efter en for os alle meget udramatisk og oplevelsesrig fødsel. Valdemar blev født i vand og var fra starten stor, dejlig og Enemærke. Familien Enemærkes mandlige gener er således i Valdemar kommet kraftigt til udtryk…

Midt i oktober flyttede hele den lille familie. Det var i skolernes efterårsferie, så vi blev endnu engang forkælet af vores lærerforældre, som pænt stillede op på bestilt klokkeslet… Desuden var der en del gode stærke venner, som smøgede ærmerne op for den gode sag. Vi er faldet rigtigt godt til herude i Skæring i mellemtingen mellem by og land, og Rasmus har på sin til lejligheden nye cykel hver dag kørt 12 km til universitetet og tilbage igen. Arbejdet med specialet skrider langsomt, men sikkert fremad. I øjeblikket er laboratorierne under ombygning, så Rasmus skal i hele januar sidde herhjemme og skrive. Det bliver smadderhyggeligt for os alle tre… Forhåbentligt resulterer alle resulaterne og intentionerne i en kandidatfest i løbet af foråret – efter Rasmus’ eget gæt omkring hans fødselsdag…

Rasmus bruger også meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr bestyres af Rasmus, og han sender stribevis af faxer og bestillinger til England. Mange gange har han ringet hjem fra universitetet for at høre, om posten har afleveret en pakke. Stor er derfor spændingen, når leverancen skal pakkes ud og undersøges. På banen går det godt og derudad! Rasmus er i klubben af sine medspillere blevet kåret til Årets Spiller – ikke mindst fordi han ifølge træneren går til den på banen “med hjertet på det rette sted”.

Valdemar og jeg nyder de gode gåture i naturen og hinanden, og den lille arving bliver større og større for hver dag. Han vokser alt for hurtigt ud af sit pæne tøj, men det er dejligt at se, hvor fint han trives og pludrer. På sin 10 ugers fødselsdag d. 3. december sagde den unge herre således sit første ord: “RØV”… Jeg var alene hjemme med ham, så Rasmus mener, at det betyder “MOR”(?!) Ellers er det lyden “GUUH”, der er det helt store hit for tiden, og livet er i det hele taget een lang glad fest for Valdemar. Han er nem, nem og nem og sover og leger livet i gang. Måtte det fortsætte for ham igennem hele livet!

Jeg trives både med at være mor og med at være Rikke. Det er lykkedes for mig at fortsætte med at synge en del. Tre tirsdage om måneden synger jeg til plejehjemsgudstjenester, og hver torsdag øver jeg med Jysk Akademisk Ungdomskor. Valdemar er med i liften og har taget al virakken fantastisk. Der er masser af hjælpsomme oppassere til os begge, så det har været helt perfekt. Vi håber, at det fortsætter, men ellers finder vi sikkert en fornuftig ordning på det også.

Mine studier står lidt stille for tiden… Jeg spiller noget klaver ind imellem, og jeg har to skriftlige musikhistorie-opgaver, der venter på at skrive sig selv… Til februar melder mit søde studenterliv sig på banen igen. Hvis alt går op i en højere enhed skal jeg have 12 skematimer i forårssemesteret, men nu får vi se, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. Pasningsgaranti var ikke et stort emne i den kommunale valgkamp…

Julen bliver lang for os tre i år. Vi har pyntet vores første juletræ fra Kragelund, og Valdemar synes, at de røde glaskugler er særdeles spændende. Vi tager til Bukkerup d.19. december og bliver der weekenden over, hvor vi bl.a. skal holde julefrokost for de fra gymnasiekliken, som er hjemme. Julefrokostens tema er bestemt af Laura; dikke-dikke og “grøh-rø” med Valdemar og hans nye kammelegerat “Magnus”, som Lone og Christian langt om længe fik i hænderne d. 2 december. Den 22. tager vi så til Nørresundby, hvor vi skal fejre jul med min familie. 2. juledag bliver en stor dag for Valdemar, for da skal han døbes i Nørresundby Kirke, hvor jeg også selv er døbt 2. juledag 1971. Mine forældre har generøst tilbudt at lægge lokaler til dåbsmiddagen. Vi har kun inviteret Valdemars nærmeste familie, men bliver alligevel 23 til bords plus kammelegeraten Magnus og kusine Louise udover Valdemar selv.

Nytårsaften bliver en fortsættelse af vores tradition med Christian og Lone. I år specielt festlig for os alle, da Valdemar og Magnus skal deltage for første gang. Lone og jeg satser på at gemme os bag hver vores ammepude, når vi forholdsvis ædru skal lægge ører og nerver til Christians og Rasmus’ sædvanlige sing-along fortolkning af Simon and Garfunkels endnu udødelige “Bridge over Troubled Water” LP… Når vi så vågner 1. januar, er vi fulde af spænding og forhåbninger til, hvad 1998 vil bringe os af dejlige oplevelser sammen.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1998!

Kærlig hilsen