Juleepistler

Ørredbækgaard, julen 2006

Kære familie og venner

Julen 2006 er ved at være nær – egentlig ikke så truende for alle julegaver er for længst i hus, og i lørdags var vi til store konfektdag hos farmor, der dog har svigtet os lidt med småkagerne i år. Til gengæld har hun netop holdt reception i anledningen af at hun nu går på efterløn, så vi tror hun får det indhentet! Vi ser frem til at farmors uudtømmelige energi til stadighed rammer os fremover. Her hos os er der ude og inde måske for første gang ikke sket de kæmpestore nye synlige landvindinger eller nyskabelser, men lidt træværk blev da malet hvidt i sommeren, og det er ikke reglen, at nogen af os sidder meget ned… Vi har som tidligere år nævnt en hang til “2 af hver” – og dette år var ingen undtagelse, så vi har suppleret kaninbestanden med Sophie, en selskabsdame til Sophus, som i samme anledning blev kastreret. De går nu og hygger sig sammen, og Valdemar og Vitus er stadig flinke til at passe dem med foder og vand.

En dag i starten af året lød der pludseligt nogle høje brag – de mindede foruroligende meget om den nat Christiane blev født. Og ganske rigtigt var skoven i færd med at blive tyndet godt ud. Vi synes nu godt de kunne have taget 20-30 træer mere, men det gav da en del lys og om ikke andet så psykisk udsyn fra hullet. Sommeren tilbragte vi som sædvanligt herhjemme i haven og ved stranden. Som en af vores sommergæster så smukt udtrykte det, var det som “verdens største kolonihave”! Vi lagde have til vejfest og mødregruppens sommergrillfest, og det var såmænd et par halvvilde aftener. I august var vi til abefest hos Christian og Dorte i Højbjerg, så vi kan konstatere at vi kan lidt endnu, og at vi stadig mangler at holde en indflytterfest. Gad vide om vi tør det i 2007?!

Christiane (2) er en rigtig lille speed-snakker-dreng – men hun er nu også ved at finde ud af, at der er piger til i verden og ønsker sig en dukke til jul. Hun tilbragte flere måneder i sommertiden med at smide tøjet og lede efter sin tissemand – faktisk var det det første 3-stavelses ord som hun udtalte perfekt! Christiane er næsten altid glad, smilende og fuld af krudt, men af og til kalder vi hende prinsesse Hysteria… Det er nok meget sundt at kunne sige lidt fra overfor de 3 storebrøde såvel som far og mor(?!) Christiane vækker i høj grad minder om Vitus – forleden faldt hun ned af trappen, men hun er sluppet uden store og alvorlige skrammer og buler indtil nu. Hun ELSKER at være ude, og MANGE gange har vi fundet hende i en afkrog af haven uden sko og strømper på. Efterhånden som temperaturen faldt og regnmåleren steg, var det lidt upraktisk, men hun må have et helbred af et særligt stof, for hun har ikke haft en eneste sygedag siden sidste vinter. Børnehavens udvidelse til integreret institution var en realitet i forsommeren, så 30. juni holdt Christiane afsked hos Connie. 1. august startede Christiane i det omdøbte Asperup Børnehus, og hun faldt STRAKS til – meget af æren herfor skyldes selvfølgelig Hannibal, som i den grad tog sig af sin lillesøster i de nye omgivelser! Så meget at Christiane som regel vredt insisterede på at hun skulle i børnehave – i hvert fald ikke i vuggestue!

Hannibal (3½) er igen i sit es! Han trives i børnehaven efter en lidt barsk start hvor han SAVNEDE Marianne og alle dyr & børn. Hannibal nyder også at have Christiane som nabo i børnehaven. Han eeelsker at gå til musik – og stor var glæden da Christiane startede på holdet efter efterårsferien. Hannibal er meget omsorgsfuld og bliver SÅ skuffet hvis kammeraterne ikke behandler ham pænt. Hannibals batterier har fået kam til deres hår – efter forårets LAANGE periode, hvor han på det nærmeste var umulig at få til at falde i søvn om aftenen, har han tilbragt store dele af efteråret med at gå i seng på sofaen og blive puttet direkte uden aftensmad. Til gengæld har han så ofte spist morgenmad i børnehaven – vel at mærke efter at have spist herhjemme først. Hannibal er i lære som computerfreak – og i vores erkendelse af at hans krudt kan bruges bedre end at være tilskuer til storebrødrenes action-spil, har han i løbet af året kastet sin ultimative kærlighed på Grav & Kør spillet. Det er han blevet ret ferm til. Hannibal kunne pludselig en dag alle tallene sikkert, og han har nu kastet sig over alfabetet så småt. Han genkender s og o og synger abc sangen med indtil flere k’er… Han vil også gerne spille computerspil med bogstaver, men hans lille hånd kan ikke selv styre musen, og det er desværre alt for sjældent vi tager os tid til at sidde med ham og føre musen rundt.

Vitus (7) er en 1. klasses dreng! I februar havde han fået nok af at ligge om aftenen og kikke på Valdemars læserier i sengen, så i vinterferien satte han sig ned og lærte sig selv at læse! Det var svært at sige om det var Valdemar eller Vitus selv der var mest stolt. Så da skolestarten i midten af august oprandt, var Vitus om muligt endnu mere klar end sidste år. Heldigvis fik Vitus allerede på den første rigtige skoledag kryds og tværs hæfter og andet godt af hit-læreren Birgitte. DET DUEDE, og klassens nyuddannede matematiklærer er også bare et hit, synes Vitus. Når man tænker på hvordan vi for år tilbage var nervøse for om Vitus ville kunne sidde stille på en stol og lære noget, må man sige at vi tog godt og grundigt fejl!! Skak er droppet, men springgymnastik og svømning er stadig lige Vitus. I musikskolen står den på klaverspil, og Et barn er født i Betlehem har lydt i huset en del gange her i december.

Valdemar (9) render i vejret og ud af skoene og spiller også klaver på livet løs. Livets alvorligheder begynder så småt at dukke op i Valdemars liv – således er frisuren tit anledning til frustrationer. Det KAN bare ikke stritte på den rigtige måde, men vi tror nok at vi nu har fundet recepten… Rigtig alvorligt blev livet dog i oktober, da Valdemar ved lægen blev ordineret skadespause til fodbold og springgymnastik. Hælen har voldt problemer, og et silikoneindlæg samt uendelig svær tålmodighed har nu hjulpet så meget, at Valdemar prøver at gå i gang med springgymnastikken igen i det nye år. Internettets mange gratis spil trækker en del – især dem hvor man kan spille online mod kammeraterne. Derfor købte de 3 drenge her i efteråret deres egen nye computer der kan leve op til tidens krav. Christiane havde ikke penge i sparebøssen til at bidrage, så mor & far betalte hendes del… Valdemar er en fantastisk hjælper om morgenen – han er god til fx at hjælpe Christiane i overtøjet – når altså prinsesse Hysteria ikke insisterer på noget andet – men så er det i hvert fald ikke Valdemars skyld, at det ikke lykkes!

Vitus og Valdemar hygger sig, læser og roder på deres fælles soveværelse og har sjældent konflikter de ikke kan løse selv. De har styr på selv at komme hjem, og det er en LYKKE at kunne hente de 2 små i nabogarderoberne i børnehuset! UPS – “de 2 små” har her i efteråret udløst “JEG ER IKKE LILLE, MOR!”, og det resulterede i en midlertidig bødekasse og 10-15 kr. i Hannibals sparebøsse, inden den ubetænksomme mor havde lært det! Hannibal og Christiane har fået køjesenge, som de nyder at ligge i – og lidt mod vores forventning (?) bliver de faktisk liggende! SLUT er det med tremmesenge, SLUT er det med barnevogn, puslebordet ovenpå er foræret væk, og trappegitrene er pillet ned her i efteråret. Hannibal smed bleen, da han fik lov til selv at vælge en hvid Rolls Royce potte med ryglæn (!!), og Christiane tror også af og til, at hun er ved at gøre det. Måske bliver 2007 det år hvor vi piller det sidste puslebord ned – SÅ skal der være fest i badeværelset! I hvert fald føles det, som om 2007 kunne blive året, hvor vi kommer “over the hill”.

Rasmus trives hos PRI-DANA der har ansat en ny miljøingeniør til januar. Rasmus er derfor i gang med at udarbejde en ny jobbeskrivelse – alt miljøarbejdet med tilhørende kontroller og dokumentation er støvsuget bort, og i stedet for miljøchef skal vi nu vænne os til at titulere ham teknologichef. Om alt går efter planen, er alt det kedelige væk, og han får lidt mere tid til (og lov til) at tænke lidt store tanker. Haven trækker altid i Rasmus i alt slags vejr, og sommerens køkkenhave var igen i år en drøm at komme i – ukrudtet voksede op og blev fjernet indtil flere gange, men det vi høstede smagte vidunderligt! Drengene er begyndt at gå en del i værkstedet – der lyder ofte meget hyggelig snak og værktøjslarm derudefra. Og Rasmus er vores faste madanker! Næsten utrætteligt gearer han ned og lader op med madlavningen. Drengenes nye computer har også trukket Rasmus op af sofaen og ind i kontoret mange aftener – det er smadderhyggeligt at sidde og arbejde lidt begge to, mens fjernsynet kører derudaf med gud-ved-hvilken nyhedsudsendelse den dag!

Jeg elsker mit arbejde – og det er ret så heldigt, når det nu tager så lang tid. Tankevækkende er det at jeg kun har konfrontationstimer i ca. 50% af min arbejdstid. Skolens udvalgsarbejde fylder stadig en del, og når man som jeg bare ikke kan lade være med at blande sig og mene noget, er det jo meget praktisk at der er noget at kaste sig over. Kurser hver måned er det skam også blevet til – MEGET inspirerende, men hvornår er det nu lige tiden til at lave de spændende nye undervisningsforløb dukker op? Der var arbejdsnedlæggelser i hele landet her i efteråret – vist nok de første i 7 år. Når man tænker på hvilke omvæltninger der er sket i gymnasiet i de 4½ år jeg har været der, er det helt vildt at tænke på, at det først er nu, der var nok, der fik nok! HELDIGVIS er eleverne sjove, søde, dygtige, nysgerrige og positive, så jeg glæder mig stadig hver dag jeg står op. Et af højdepunkterne for både eleverne og mig i år var uden tvivl da gymnasiet havde besøg af jazzbassisten Chris Minh Doky. Jeg arbejder netop nu på at få ham til at komme og lave master-class i foråret. Sådan nogle oplevelser er SÅ tilfredsstillende at være med til at give eleverne! Formanden for bestyrelsen i Asperup Børnehus er trådt lidt i baggrunden for webmasteren, der er slet skjult stolt over resultatet – tjek selv intet mindre end landets flotteste daginstitutionshjemmeside på www.asperup-boernehus.dk! Det har været skægt at følge husets udvikling nu hvor vuggestuebørnene er blevet integreret i huset – der kom også nye voksne med ny energi og nye ideer! Og så blev jeg forelsket i ROM, da Det Fynske Kammerkor var dernede på koncertturne i efterårsferien – jeg tager tilbage på studietur med elever næste efterår og i mange år endnu! CIAO!!!

Vi fejrer julen i Nørresundby bl.a. med londonerne – Nytårsaften fejres i år i Vojens, og 6. januar tager vi så til Idre Fjäll til bunker af sne og høj frostklar sol – håber vi! Det ser godt nok ret brunt ud lige nu, meeeen vi venter naivt! (I øvrigt har vi bestilt tid på værkstedet i vist nok bedre tid i år, så vi ikke starter ferien med at give mekanikeren overarbejde..) I år er rejsefællerne Fyens Stiftstidendes udsendte anmelder af Idre Fjäll m. sønner. Poul, Bjørn og Troels tror måske at de kan få familie-oprejsning for den der pinlige Falck-episode i Legoland (?), men vi får se hvad der sker på pisterne, når først sneen og vi når derop.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2007! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, ”julen” 2005

Kære familie og venner

Julen 2005 stod for døren… Og så skete det i de dage hvor familien Juel Enemærke ikke lige nåede det hele inden det blev jul! Men nu har det været Hellig 3 kongers tid, og julen varer lige til påske! Jeg har fra flere erfaret at vores hjemmeside har været flittigt besøgt for om monstro årets epistel var at finde der. Der er simpelthen nogle der har været bekymrede for, om de mon var ”smidt af modtagerlisten”. DET ER I IKKE, men vi har haft meget om ørerne…

Vi havde en drøm om at restaurere bryggerset efter at fyret blev fjernet og rummet dermed var uden varmekilde. ”Vi” havde også en drøm om at det skulle stå færdigt til jeg skulle starte på arbejde i august (…) Enden på den historie blev at vi startede 31. juli og at stort set alle weekender i efteråret er gået med byggerod af den ene eller anden slags. Til gengæld er det snart færdigt, og det er blevet supergodt! Båring Sommerland Hårde Hvidevare-center er i løbet af processen blevet udvidet med en ny A++ kummefryser og en – tørretumbler! Jeg holder hvad jeg lovede (mig selv), og tørrer kun kogevask og strømper! Jeg kapitulerede m.h.t. tumbleren, da jeg var ved at gå i brædderne over det våde danske klima, ca. 100 strømper og lige så mange klemmer hver eneste uge…

Vi har også fået en kanin – en meget særlig en, nemlig Hannibals dagplejemors kanin Sophus, som Hannibal fik af Maja i 2 års fødselsdagsgave samtidig med at hun flyttede til Randers. Og haven er blevet udvidet med et kæmpestort legehus. Vi havde rejsegilde på H.C. Andersens fødselsdag (da vi fejrede Rasmus’ ditto med en hel del arbejdskraft indbudt…), og legehuset er derfor opkaldt efter eventyret ”I børnestuen”. Til Vitus’ fødselsdag stod den på projekt kæmpe rutscherør, og til gymnasie-kliketræffet blev klatrevæggen udvidet til hele nordgavlen. Vi håber i det kommende år at arbejde lidt i beplantningen i de udendørs omgivelser – vi har jo heldigvis et hold aflægger-velhavende havearkitekter i en afstand af ca. ½ times bilkørsel…

Året 2005 blev også året hvor vi måtte til begravelse endnu engang med en af oldeforældrene – denne gang oldemor Else på 89 som fik en afslutning på livet man kun kan misunde – i eget hjem i ro og fred. Nu er der kun Halsolderne tilbage – men de har lovet at holde 10-15 år endnu, og til februar fejrer de diamantbryllup sammen.

Christiane og jeg nød det første halvår herhjemme – jeg fik malet de døre der manglede, soklen udenfor og en masse småtterier – alt det man ellers ender med at gå på kompromis med. Christiane og jeg blev også bedt om at være med til at starte Babysalmesang i vores kirke. Det var et meget spændende lille bijob, og Christiane og de andre ca. 15 babyer var meget optaget af sang, orgelmusik, kædedanse og tæppevugger. Desuden fik jeg lavet 8 GYM-IT opgaver da time-fag-fordelingen var faldet på plads, så jeg havde nogle forløb i skuffen til arbejdsstarten. Og lad det bare være sagt en gang for alle – det var en både vidunderlig og meget meget barsk arbejdsstart. Vidunderlig fordi jeg er velsignet med et job jeg elsker, og barsk fordi jeg startede samtidig med den nye gymnasiereform – og hvis jeg siger at den var delvist ugennemtænkt, har jeg på ingen måde sagt for meget! Der har været adskillige perioder i løbet af efteråret hvor vi har planlagt ting og forløb, som der måske kom kontraordre på ugen efter, eller hvor man samme aften kunne se Bertel Haarder udtale i nyhedsudsendelser at det ville han se positivt på at ændre til næste år… MEN ELEVERNE ER JO DE SAMME – søde, sjove og glade for at få lov til at lære noget. Hvis nogen af jer har lyst til at følge med i hvad fx 1y laver i matematik, ville det glæde mig meget om I slog en smut omkring vores (reformtvungne) offentlige studieplan – så har jeg da ikke lavet den 100% forgæves… Og så ellers nok om det – det kunne jeg skrive mange sider om alene…

Christiane (1) startede i dagpleje hos hendes elskede Connie da skolerne startede. Hun går sammen med 2 andre af mødregruppebørnene, så det er en fin dagplejegruppe med 2 piger og 2 drenge – stort set jævnaldrende. Lidt hårdt for Connie i starten, men nu hvor de så småt spiser og drikker selv alle mand, er det vist ved at være på skinner. Christiane trives meget i selskab med sine 3 storebrødre og står IKKE tilbage for en moslekamp. I mødregruppen blev hun efterhånden som hendes grønne og blå garderobe udfoldede sig ”døbt” Christian E – til stor fortrydelse for Rasmus som ikke var hurtigst med det navn… Christiane siger mange ting og kan efterhånden en del dyrelyde – altså hvis man ser bort fra at fuglene på Fyn siger pop og ikke pip. Hun har fra børnehaven arvet en flot trædukkevogn som Rasmus har repareret, og i julegave fik hun sin første dukke af Connie. Den interesserer hende endnu overhovedet ikke, men hun elsker at gå rundt med dukkevognen – eller sidde deri og få en af alle de villige storebrødre til at køre hende en tur.

Hannibal (2½) er i sit es! Han søger nu mere og mere Christianes selskab og giver hende tit og ofte et kæmpe kram. Senest afslog han tilbuddet om at sove i Valdemar og Vitus’ fodende en fredag aften hvor Christiane allerede var puttet – han ville sove med Christiane. Hannibal har én yndlingsfarve – og det er GRØN! Der er faktisk tale om en besættelse, og det er et held at Hannibal har mange grønne sokker og trøjer. Den mørkegrønne yndlingstrøje har farmor strikket – den har et stort H på maven. Hannibals grønne periode er så markant at han selv i dagplejen nægter at bruge andet end grøn maling, farver e.l. endsige rydde det legetøj op der ikke er grønt… Det har Hannibals nye dagplejemor Marianne ikke oplevet før! Desværre blev Hannibal tvunget af omstændighederne omkring hans dagplejemor Majas skilsmisse i maj måned flyttet til en ny dagplejegruppe. Heldigvis blev det ud til Marianne på en bondegård udenfor Kærby. Hannibal sover sammen med hønsene, og det er bl.a. hans job at bære brænde til træfyret og at fodre alle fårene, hesten og kaninerne. Nabogården har køer, og der er også 2 gårdkatte, der jævnligt leverer døde mus på trappen…Båring Zoo blev skiftet ud med Kærby Zoo og i medgift fulgte 2 næsten jævnaldrende drenge. Der gik alt for lang tid og meget energi med at overbevise pladsanvisningen om at det ville være helt urimeligt at Hannibal skulle flyttes fra Marianne igen i august, selv om det betød af Marianne skulle passe 5 børn i 5 måneder. Men det er i hvert fald godt nu – Hannibal udbrød forleden morgen ”JEG EEELSKER DET” da jeg meddelte, at nu var ferien slut, og han skulle ned til Marianne.

Vitus (6) er en stor, fornuftig og frisk dreng, og i starten af december var han alene hjemme 2 formiddage med influenza. Oldemor Inger var telefon-sygepasser, og Vitus klarede det så flot at oldemor og mormor hver donerede en 50’er til sparebøssen. (Samme aften følte Valdemar sig lidt sløj, så vi håber at donatorerne husker det, når Valdemar engang bliver syg og skal være alene hjemme.) Vitus er startet i 0. klasse og var mere end klar. Han er lidt skuffet over at der ikke er nok matematik i skolen, men det klarer vi så herhjemme og ikke mindst i bilen. Vitus kender alle store og små bogstaver og kan med et skriveunderlag med Skrivefidusen skrive lige så længe han orker. Således brugte han 45 minutter sidste forår på at skrive et svar på invitationen til moster Sinnes bryllup. Vitus har nu kastet sig over at læse, og han har fået en lamineret A3-dækkeserviet med de 120 såkaldte begynderord. Han tager gerne en række eller søjle i forbindelse med hvert måltid. Vitus trives også i SFO’en og går efter skole til svømning, springgymnastik og skak. Desuden går han i musikskolens karrusel hvor han er igennem klarinettimerne og nu spiller violin, men han glæder sig nu mest til trompetdelen – på Valdemars anbefaling fik han det arrangeret så det blev (Valdemars) favoritinstrument til sidst…

Valdemar (8) er som sædvanligt glad for skolen og også for de to nye fag historie og engelsk – især engelsk tiltaler ham, og han taler det gerne med londonerne moster Sinne og Claire der naturligvis er behørigt imponerede. Valdemar er begyndt at spille klaver og går som Vitus til springgymnastik og svømning. I år har Valdemar og hans vuggestueven Oliver, der bor i Hillerød, fået besøgt hinanden begge to – vi tror det fortsætter mange år endnu. Valdemar leger stadig meget gerne med kammeraterne, men alt andet lige er det ikke helt så tit som det var da jeg altid gik herhjemme… Valdemar er skiftet fra SFO’en til Klubben, og det trives han med. De havde i efteråret en teltovernatning på marken bag skolen, og det var en god og trættende oplevelse. Mælkelågssamlingen nåede nærmest uanede højder før den i en kæmpe affaldssæk blev overdraget til opbevaring hos Anders fra klassen. Vi håber der går laaang tid før den evt. havner her igen… De sjældne mælkelåg fra England er dog sorteret fra og er stadig tit at finde midt på gulvet i legeværelset…

Vitus og Valdemar har fortsat fælles soveværelse, og der er intet der tyder på at det skal stoppe foreløbigt. De trives i hinandens selskab og har selv styr på at skiftes til at passe og fodre Sophus. De tager bussen hjem fra skole og SFO. Det er meget sjældent jeg kommer der– faktisk kun hvis det er smuttet at aftale, hvilken bus de skal tage hjem. De synes, det er så hyggeligt at komme hjem og være lidt alene hjemme – og det helt nye er at der står eftermiddagste parat, når jeg dukker op med de to små. Om morgenen har de deres faste hjælpeopgaver – de rydder af bordet, giver de små fod- og overtøj på mens jeg bliver færdig, og de åbner portene og spænder de små fast i bilen. Men det glipper naturligvis jævnligt – de er jo kun mennesker… De har lånt en ekstra computer af en af mine gode kolleger, så nu er der drøn på spillebulen ovenpå – Hannibal er nu også i gang med computerspiloplæringen.

Rasmus har stadig gode udfordringer på fabrikken. De har luftet nogle store planer om at lave en udviklingsafdeling, og Rasmus har været på sin første messe i München. Dem kommer der vel med tiden flere af, men jo længere tid der går, jo ældre bliver flokken herhjemme… Det er altid en særlig oplevelse at høre Rasmus berette om arbejdstilsynets besøg! De er jo ikke forpligtet til at finde alting ved det første besøg, så de finder af og til (på) noget, som også jeg finder det svært at se logikken i. Herhjemme er outfittet i weekenderne altid arbejdstøj. Jeg har en ordreliste så lang så lang, men Rasmus har for længst indset og udnyttet at hvis der går tid nok, er det kun de mest sejlivede vilde planer der overlever… Efter et langt efterår i bryggerset glæder Rasmus sig utroligt meget til et forår i haven!

Jeg elsker mit korliv – det er ren rekreation at have nogle timer hver uge, hvor jeg er 100% Rikke og giver mig selv lov til ikke at tænke på noget andet. Vi har netop fået tildelt Fyns Amts (sidste) Musikpris på 50000 kr. og skal til Rom i efterårsferien. Jeg er p.t. på lavt blus som formand for bestyrelsen i børnehaven – dels fordi vi ikke har nogle børn der i øjeblikket, og dels fordi det rent faktisk lykkedes os at få Kommunalbestyrelsen til at vedtage at udvide børnehaven til en integreret institution med 8 vuggestuepladser til august næste år. Samme dag budgetforhandlingerne var overstået havde pladsanvisningen en ansøgning på Christiane. Desværre ser det lige nu ud til at Thor Bussemand Pedersen tvinger Sammenlægningsudvalget i Ny Middelfart Kommune til at genåbne budgetterne, så vi holder vejret og ruster os til evt. endnu en runde af opringninger og mails til de lokale politikere. På gymnasiet er jeg med i IKT-udvalget (information, kommunikation og teknologi) og er blevet formand for Økonomiudvalget – på sin vis en stor mundfuld her frem mod det snarlige selveje, men det hjælper noget på det at jeg også er kommet med i forretningsudvalget og derigennem får fingeren på pulsen mht. skolens traditioner og diverse forhandlinger. Det er spændende, og jeg har jo altid haft let ved og lyst til at ”blande mig”. Midt i januar overtager jeg 20 elever fra min egen 1g-matematik-klasse i musik. Klassen skal deles, og det var blevet overset i time-fagfordelingen af nogle tekniske årsager. Til gengæld er alle de mange administrative møder og planlægning af tværfaglige forløb (vist nok) først aktuelle igen i forbindelse med eksamensperioden. Med andre ord håber jeg lysegrønt på et lidt mindre hæsblæsende hektisk forår på trods af flere undervisningstimer…

Vi fejrede julen i Bukkerup – alle børn og børnebørn var hjemme, og der kom jo masser af sne så det var nogle dejlige og afslappende dage. Nytåret blev skudt ind her – og selv om at vi kom til at hoppe 2 gange, fordi nogle var lidt for hurtigt ude, og selv om at nogle lige måtte tage en powernap omkring halv tolv for at have kræfter til at åbne champagnen, ja så var det som altid en meget hyggelig og festlig aften med super selskab fra Vojens-folket. De 4 store drenge har jo altid haft det storartet sammen, og det er dejligt at se at de 3 små nu også begynder at lege og hygge sig sammen.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2006! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2004

Kære familie og venner

Julen 2004 står for døren, og selv om det meste foregår i orlovstempo her på matriklen, føles det alligevel som om det er meget snart… Vi har netop holdt 4. (og sidste) barnedåb den 4. (og sidste) søndag i advent. Det var en rigtig fin dag hvor Christiane opførte sig fuldstændigt som enhver anden dag i hendes liv – hun sov, hun spiste og hun sked…

Sidste år skrev jeg om alle de ting vi har 2 af, og stordriften er fortsat. Ønsket om en ekstra vaskemaskine blev indfriet i september samtidig med et nyt gaskomfur, så vi således også har 2 komfurer, og her for en uges tid siden fik vi så det foreløbigt sidste til samlingen – et ekstra køleskab til når vi er mange. Og det er vi tit… Når vi har fødselsdage kommer der som regel overnattende gæster fra Nordjylland og/eller London, og hver sensommer inviterer vi Rasmus’ gymnasieklike hertil – i år var vi 21 – de 11 børn oversteg for første gang antallet af voksne. Derfor har vi nu også 2 sæt gæstedyner, og – nej ikke 2 – men hele 5 gæstemadrasser i skunken. Tøv derfor endelig ikke med at melde jeres ankomst – vi nyder hvert besøg!

Huset og haven bliver fortsat pænere hvis vi selv skal sige det. Og efter lokale røster at dømme har vi ret – vi har efterhånden oplevet en del gange at folk siger noget i retningen af “Åh, det er der hvor alle træerne nu er væk – det har I vel nok gjort en masse pænt ved.” Personligt nåede min tilfredshed nye højder da flagstangen i sommer blev malet hvid. Desværre var sommeren så våd at det ikke blev til alt det malerarbejde udendørs som vi (læs: jeg) havde planlagt, men der kommer jo en sommer igen næste år, og vindskederne render jo ingen vegne… Jeg håber at foråret kommer hurtigt i år, så jeg kan udnytte min orlov til bl.a. at få malet soklen og et par døre der stadig mangler noget hvid maling.

Vi må jo nok sige at 6. oktober i år var et stort højdepunkt. Trods et væltet træ der spærrede Skyttevej, kom jordemoren og moster Lotte frem, så Christiane kunne ankomme vel til verden med hele sin familie omkring sig. Vitus havde glædet sig helt utroligt meget til at opleve det, så det var dejligt at det kunne blive sådan. Hannibal stod ved karrets kant med STORE og måbende øjne og bevidnede at der kom en lillesøster ud af mors mave. Alle 3 drenge havde meget store oplevelser på hvert deres niveau, men vi kan godt nogle gange synes at det er lidt synd for Hannibal at han ikke kommer til at huske det. Heldigvis har vi nogle meget gode billeder at vise ham senere i livet.

Christiane er yderst nem og fredelig. Hun spiser og sover – både nat og dag. Den første måned var hun vågen ca. ½ time i døgnet, men nu kan det godt på en god dag snige sig helt op på 3-4 timer. Men så forbeholder hun sig altså også retten til at blunde ind imellem! Hun smiler gerne til os og finder sig i alle kys og kram – selv Hannibals (ikke altid helt rolige) klap på hoved og mave får et smil med på vejen. Som familiens “4. dreng” føler vi os dog overbeviste om at hun nok skal få lært at sige fra og komme efter dem…

Hannibal (1½) er en dejlig harmonisk og trivelig dreng. Han spiser meget og gerne – også hos hans elskede dagplejemor Maja som vi på alle måder har været heldige med. De, som ikke kender Hannibal, måtte tænke at her er tale om et ufatteligt selvcentreret barn, eftersom han hver morgen går rundt og siger “Mig – mig – mig” på repeat. Det betyder da bare “Maja” – jo nærmere vi kommer huset, jo højere bliver de begejstrede “mig”-hyl! Hannibal er ikke mindst begejstret for alle dyrene i “Båring Zoo” hos Maja – bl.a en hest, hunde, katte, hamstre, høns og senest 3 kaninunger har alle været udsat for Hannibals ufattelige kærlighed. P.t. er Hannibals sprog i rivende udvikling. Indenfor den seneste uge har han således sagt “mor” første gang (efter at have jublet “far” og “farfar” i ca. 2½ måned i tide og utide!) Han er glad for at danse til musik, og han begejstres let over en fagtesang rundt om bordet. Og så tusser han ellers stille rundt og passer sig selv hvis han ikke lige gider være med til det storebrødrene er i gang med.

Vitus (5) er blevet dobbelt storebror og er nu i storegruppen i børnehaven. Han er yderst skoleklar og glæder sig behørigt til at starte i skole til sommer. OL var en oplevelse for Vitus i sommer – når der var håndbold og bordtennis sad Vitus og læste og regnede på stillingerne, og siden har han dyrket matematik-interessen med stor fornøjelse. Han er også meget optaget af at skrive og elsker at sidde i køkkenet og lave “lektier” som mormor har været flink til at sende ham. Men den begyndende brøkregning er nu Valdemars fortjeneste – de har hver aften nogle hyggestunder inden de falder i søvn, hvor de er tæt ved hinanden. Der er dog også stadig liv i Vitus Banditus ind imellem, og det er jo et dejligt sundt tegn. Begrebet selektiv hørelse er kendt, men man har vel lov at være lidt distræt når man er 5 år?! Vitus har her i december fået sin første rokketand, så nu kan det kun gå for langsomt med at få den til at falde ud!

Valdemar (7) stortrives så vidt vi og lærerne kan mærke med at gå i 2. klasse. Han eeeeeelsker at læse og læser sig meget ofte i søvn. Senest har han kastet sig over krydsordshefter og Anders And med stor fornøjelse. Han er i år begyndt i musikskolen med skiftevis trompet, klarinet og violin. Han mangler endnu violinen, men de andre instrumenter har han været begejstret for. Der er en stor og god drengegruppe i klassen som på kryds og tværs leger ofte sammen, så der går sjældent en uge uden en legeaftale. Valdemar er glad for at tage bussen hjem, så jeg kommer faktisk meget sjældent i SFO’en – det er en stor hjælp kun at skulle hente 2 forskellige steder! Valdemar er stadig glad for skak og er blevet rigtig glad for svømning også – det hjalp på det at han vænnede sig til at have ørerne under vand, og at han kom på hold med kammeraterne Bjørn, Anders, Bjørns lillebror Troels og Vitus. Valdemars mælkelågssamling er i øvrigt vokset betydeligt siden sidste år (!) – så der er nu restriktioner på hvor lågene må placeres i hjemmet…

Rasmus kører glad og tilfreds til Hedensted og retur hver dag. Han virker vellidt deroppe og var sågar havnet i selskabssangen til årets firmafest med beretningen om tudende ugler og et væltet træ i forbindelse med Christianes fødsel. Herhjemme er han fortsat flittig i arbejdstøjet. De store linier er vel ved at være overstået, men Rasmus er også glad for og dygtig til at kæle for detaljerne som fx afslutningerne på vindueskarmene. “Hobbyerne” starter med M – madlavningen er blevet sjovere efter vi fik gaskomfur, og moslekampene bliver stadigt mere udfordrende efterhånden som Hannibal og de to store bliver større…

Jeg hænger i herhjemme og har altid en masse planer for den kommende tid. Jeg er god til IKKE at sætte tidsfrister på, så der er altid plads til en dag i et lavere tempo hvis trangen melder sig. Om mandagen er der sjældent noget mere alvorligt end indkøb på tapetet – der er ofte brug for en formiddagslur efter en weekend på fuld skrue i storfamilien Juel Enemærke… Foråret skal bl.a gå med at læse en frygtelig bunke musikbøger så jeg forhåbentligt bliver skræmmende klar til reformen, når jeg begynder at arbejde igen til skoleårets start i august. Her i efteråret blev der også endelig sopran-plads i Det Fynske Kammerkor, så nu er jeg tilbage i det danske korliv med meget stor glæde.

Vi fejrer i år jul i Nørresundby og nytår i Vojens. I juledagene skal vi mestendels hygge os med familierne i Nørresundby og Bukkerup, men lur mig om der ikke også findes tid til at få trappen gjort færdig for slet ikke at tale om kløvning & stabling af kæmpestakken af træ fra sidste jul som snart skriger på at blive kløvet.

Glædelig jul til jer alle og et godt 2005!

Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Ørredbækgaard, julen 2003

Kære familie og venner

Julen 2003 nærmer sig med hastige skridt, og vi er “back on track” og får posten ud til tiden i år… Vi har nået noget i år (!), men vi sidder heller ikke ret meget og kikker ud i luften som vi plejer at sige. Vi har også hygget os meget – bl.a. med at vise vores dejlige sted frem til rigtig mange af jer – vi håber resten kikker forbi i det nye år. Og så er vi for alvor blevet voksne – ud over husets to opvaskemaskiner er vi nu også udstyret med to kummefrysere og to livsforsikringer (hver…) Et fremtidsmål er nu to vaskemaskiner der kan matche tre drenges leg i haven, skoven, havedammen (Vitus!), bækken (Vitus’ ide?) og på stranden. Vi elsker vores sted og deler gerne haven med fx egern, ræve, flagspætten, ugler, fasankokken og et hav af småfugle. Knap så gerne deler vi bryggers/køkken hhv. kælder med mus hhv. rotte – ej heller haven mod syd med en kinesisk bambusmur. Vi kan derfor med slet skjult stolthed berette at vi har vundet kampen over bambussen – og det endda helt uden sprængstof! (Men nok ikke helt uden slemme kemikalier…)

Vi gik ved årsskiftet igen forventningsfulde ind i et nyt år. I januar brugte vi en del tid på at shoppe i byggemarkeder – der var som altid en masse gode udsalg til ægte gør-det-selv folk som vi med hushandlen netop havde kåret os selv til. Vi overtog nøglerne d. 31. januar og udrustet med to tapetdampere gik min far, Rasmus og jeg i krig. Da den første weekend var gået, var der “kun” en vej frem. Vi knoklede løs i de 6 weekender og vinterferien der var til rådighed indtil vi skulle flytte herud 16. marts. Ikke mindst takket være vores 4 meget flittige og hjælpsomme forældre kom vi rigtig langt. I vinterferien rykkede det for alvor – og det endda til trods for at Rasmus’ farfar Georg faldt, blev syg og døde 14 dage efter. Helle og Torsten kørte landevejene tynde mellem Bukkerup, Baaring, Haderslev og Silkeborg. Det var hårdt for hele familien at miste Georg, men han savnede Lyø, og vi fik sagt farvel på en god måde med breve og tegninger. Valdemar tegnede Georg, Lyø og Gud i himlen – og vi ved at sådan er det, og det er godt! Godt var det også at min farmor endelig fik fred kort tid efter – Valdemar og Vitus havde først lidt svært ved at forstå at og hvorfor kisten skulle brændes, men det blev endnu en god afsked. Valdemar (og ekkoet Vitus) funderede i den forbindelse lidt over, at nu skulle både farfar og morfar til at klare sig selv…

Alt imens blev huset – OG haven! – pænere og pænere og maven større og større. Hannibal skulle fødes i kontoret i et lejet fødekar, og alt var klar. Efter Vitus’ bilfødsel skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg havde drømme tendenserende til mareridt over hvordan det skulle gå. De blev hverken færre eller bedre af at en af jordemødrene snakkede længe om hvad vi havde tænkt os at gøre hvis de nu ikke ville nå frem(!) Heldigvis bestemte Hannibal sig for at give tegn kort efter midnat en fredag nat, og jordemoderen nåede frem. Det samme gjorde fødselshjælperen moster Lotte, og Valdemar der havde glædet sig i ca. ½ år til at være med puttede sig under dynen i en stol ved siden af karret og syntes det var “rigtigt godt” at have oplevet sin lillebror komme ud af mors mave. Vitus blev hentet med søvndrukne øjne da Hannibal netop var født og kunne slet ikke få øjnene fra ham – nu var han endelig blevet storebror ligesom Valdemar! Vi havde alle en stor og fantastisk oplevelse og kan KUN anbefale det.

Hannibal var stor, er stor og vedbliver at være stor. Han trives og har altid været meget god til at spise… Han er også blevet god til at sove – i den forgangne uge satte han ny rekord med 6 timer i barnevognen, så vi nær var kommet for sent til julearrangementet i børnehaven. Han er vild med at grine af og med de mandlige familiemedlemmer – måske er det fordi han tænker “hvem er hun – hende har jeg vist ikke noget tilfælles med” når han ser på mig? Han triller og kryber rundt, men guderne skal vide at han ikke kommer til at kravle foreløbig – r…. er simpelthen for tung!

Vitus Banditus (4) ligner stadig sig selv. Han er glad og kær og vil IKKE kysses – det er vist kun for piger!?? Han snakker heller ikke så gerne med pigefamiliemedlemmerne i telefon – til morfars og oldefar Jacobs store fordel. I årets løb har han også været indblandet i et par “ulykker” – vi nævner i flæng: bagrudeviskeren faldt af “lige mens han stod og kikkede på den”, cd-afspilleren i bilen gik ikke i gang selvom der var to cd’er i den, nabobilen på en parkeringsplads fik en ridse i forskærmen og halogenspottene i børnehavens garderobe blev udsat for sandalkast. Men han kan også komme med helt fantastiske kommentarer og associationer: han spurgte mig om jeg også brugte øjenchokoladelinser ligesom moster Sinne, han talte ikke med mad i munden – “det er bare min stemme der er lidt hæs” – og han konstaterede en mandag eftermiddag: “Du er pæn i tøjet i dag, far!” For at få det fulde udbytte af den kommentar skal man forestille sig Rasmus i splinternyt arbejdstøj fra fabrikken – mørkeblå lærredsbukser og en lys gråmeleret meget almindelig sweatshirt. Det særlige var dog at Rasmus for første gang i MEGET lang tid – måske så længe som Vitus er i stand til at huske (?) – IKKE havde huller i tøjet. Skarp iagttagelsesevne har han, ham Banditus…

Vitus og Valdemar faldt begge meget hurtigt og meget godt til herude i lokalsamfundet og fandt nye venner. I sommersæsonen gik de begge til fodbold, og nu går de til svømning – ja altså Vitus går vist mest til dykning; han er i hvert fald mere under vandet end over.

Valdemar (6) var med en kammerat hjemme allerede inden vi havde været her i en uge. Efter sommerferien blev de to børnehaveklasser slået sammen til en (stor) 1. klasse på 26 elever, men det går indtil videre over al forventning, og Valdemar elsker at gå i skole. Da han først havde lært at skrive tallene, blev han også rigtig glad for matematik, så nu er han ikke til at standse. Valdemar går til skak på skolen og har hele efteråret haft faste legeaftaler med Bjørn både hjemme hos ham og her hos os. Han mangler p.t. de midterste fortænder i overmunden så det læsssper så ssskønt når han taler. Valdemar bruger mange batterier i drengenes Gameboy – en af de helt store skolediller her på egnen. Diddl-papir der samles og byttes, er også en stor succes her på egnen og er i hvert fald heller ikke undgået Valdemars opmærksomme samlerinstinkt. Sågar plastiklåg fra nærmest hele klassens skolemælk har han SLÆBT hjem hele efteråret. Valdemar nyder desuden meget at skrive breve – computer- og almindelige – og han laver hefter af sammenfoldet A4-papir som han skriver små fortsatte historier i. Der er stadig ingen tvivl om hvem der er “tænkeren” og hvem der er “tonseren”! Foreløbig er Hannibal så “trilleren”.

Rasmus futter derud af i sin lille grønne Punto til PRI-DANA og hjem igen. Han trives MEGET med kombinationen af at være problemknuser såvel ved skrivebordet som ved linierne i produktionen – deraf hullerne i tøjet… Han fortæller glad og gerne om dagens oplevelser når han kommer hjem, og vi var i november for første gang med til den årlige firmafest. For mig var det sjovt at få sat ansigter på alle navne og historier. Rasmus’ hobbyer har i år været fyraftensvisitter i fx Jem&Fix og husforbedringer…

Jeg savner min arbejdsplads, mine kolleger og mine elever hver dag, og jeg ved at jeg kommer til at savne min orlov efter 1. marts når jeg er i gang igen! Det er meget ambivalent for mig, så jeg forsøger at fordele tiden fornuftigt mellem maling (etc.), familiemor-rollen og forberedelse af diverse undervisning jeg kan bruge i fremtiden. Jeg har også meget ambitiøst kastet mig over udarbejdelse af nyt undervisningsmateriale som jeg håber at tage mig sammen til at prøve at få udgivet i den nærmeste tid. Jeg har også opdateret og udbygget www.juelenemaerke.dk, fået læst bøger som hidtil kun har været opslagsværker i reolen, og jeg nyder helt utroligt meget at have rigtig orlov, uden SU-klippekortet bliver truende mindre for hver dag der går! Ikke mindst derfor husker jeg også at tage en dag med jævne mellemrum hvor jeg bare slapper af og hygger mig med Hannibal og får de store tidligt hjem. Og jeg venter stadig på en ledig sopranplads i Det Fynske Kammerkor – det lader desværre vente lidt på sig.

Vi fejrer i år jul i storfamilien Enemærke i Bukkerup og nytår her for pokerkassen med Vojensfolket. I juledagene har mine forældre meldt deres arbejdsankomst til projekt træfældning – der er 55 store grantræer + hvad der ellers får nådesstødet. PRI-DANAs kompostkværn skal til lejligheden nok få sin sag for med bjerge af grene…

Glædelig jul til jer alle og et godt 2004!

Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Bukkerup, nytåret 2003

Kære familie og venner

Julen 2002 gik godt hos mine forældre i Nørresundby – men ikke upåagtet at vi ikke fik sendt årets juleepistel til tiden… Uden at overdrive kan jeg roligt sige at vi har haft et turbulent år, men eftersom epistlen i år er en nytårsepistel og ikke en juleepistel, kan vi med glæde konstatere at vi er på vej ind i næste fase af vores liv. Vi har nemlig haft en travl december med nyt job til Rasmus, bilkøb og senest dagen før nytåret huskøb. D. 21. december kastede jeg derfor håndklædet i ringen og valgte at slappe lidt af i stedet for at forsøge at “nå” årets epistel til tiden – det føltes helt rigtigt!

Vi gik forventningsfulde ind i år 2002. Jeg startede i mit praktiske pædagogikum og havde et godt forløb på Risskov Amtsgymnasium med dejlige elever, vejledere og kolleger der alle tog pænt imod mig og bekræftede mig i at jeg har valgt den rette hylde. Det var et hektisk forløb på lige godt 3 måneder, men resten af foråret var til gengæld frit til at lægge fremtidsplaner i. Imens havde Rasmus afleveret og forsvaret sin Ph.D. afhandling og var helt igennem systemet umiddelbart inden påske. Efter påske begyndte han så at søge jobs for alvor. Vi vil ikke trætte nogen med lange forklaringer, men Rasmus har oplevet mange mystiske ting og indtil flere virksomheder der ikke har styr på at viderebringe ansøgninger og oplysninger til rette vedkommende – sågar et enkelt sted der ikke var klar over at de havde et jobopslag på nettet, men de takkede da for ansøgningen! Det var kort sagt i perioder som at løbe panden mod en mur, og pludseligt stod vi i en komplet nytænkt situation for os – vi skulle vælge vores geografiske fremtid efter mine muligheder for ansættelse.

Det endte efter en del rektorhenvendelser og ca. 3 ugers hektisk mental konstant flytten rundt på Sct. Knuds Gymnasium og HF i Odense. Ud over at det virkede som en god skole for mig, ville Rasmus have mulighed for at nå såvel Trekantsområdet som dele af Sjælland med en forhåbentlig acceptabel transporttid. Vi så på hus, fandt drømmehuset i nærheden af Ejby, men turde ikke slå til uden job til Rasmus. I stedet tilbød Helle og Torsten at vi kunne rykke ind i den ene længe her i Bukkerup – Kristine og Carsten var 1. juni rykket ud, så her var tomt igen. Selv om det ikke var og er nogen drømmetilværelse at “flytte hjem igen” som 30-årige med 2 børn, har det for det første været et utroligt, uvurderligt privilegium at have den mulighed, og vi synes også vi har det godt her, selv om vi ind imellem må ud og rode i de ca. 60 flyttekasser i laden der ikke blev plads til, og vi også kan finde på at savne resten af vores egne møbler, køkkengrej og “ting”.

Men selv om efteråret også gik med opture (indtil flere jobsamtaler og fra november et konsulentjob hos Dicon A/S i Lystrup) og nedture (afslag til Rasmus fra et firma i Odense og tilbud om militærjob i Hjørring han takkede nej til) gik det pludselig stærkt i starten af december. Efter lang tids venten kunne PRI-DANA Elektronik A/S i Hedensted tilbyde Rasmus job – og dagen efter købte vi en fin lille ny mørkegrøn Fiat Punto til ham. Den rundede de ca. 2000 km efter 14 dages ejerskab… Men den er også indkøbt til samme formål. Midt i december faldt vores opmærksomhed på et dejligt “lille” hus i Båring Sommerland med masser af plads ude og inde, ca. 500 m. til vandet og en skov som nabo. Efter et bud fra vores side og en god portion is i maven (og søvnløse nætter hos undertegnede…) fik vi sælger presset 10% i pris – så det er vi rigtigt godt tilfredse med. Huset er næsten indflytningsklart – der skal ikke flyttes vægge, men til gengæld afhøvles gulve og males vægge og lofter. Vi ser hvad vi når inden den planlagte overtagelse 1. marts, og resten må komme hen ad vejen.

Vitus Banditus Juel Enemærke (som han selv TROR han hedder) fortæller gladelig alle og enhver sit fulde navn & alder. Vitus er glad og tilfreds – kun ganske lidt hysterisk… – og beretter gerne om sin tykke mave. Han startede efter sommerferien i børnehaven sammen med Valdemar på Brahesholmskolen hvor Rasmus selv har gået i skole som dreng. Den lille Banditus fik som ventet sin sag for og tog nogle eftermiddage hvor han helt frivilligt lagde sig i seng og trak dynen op – det ville jeg have forsvoret kunne ske med ham og hans aktivitetsniveau.

Men miraklernes tid er ikke forbi, og Valdemar er vokset en hel del med sin seneste udfordring – skolestart her efter nytåret. Vi har i løbet af efteråret flere gange talt om at vi synes han er klar til skolens udfordringer, og efter en samtale i børnehaven hvor de bekræftede os i at det var en god ide, fik vi lavet en aftale med skolen om at han kunne starte efter nytår. Børnehaveklassen og SFO’en har lokaler umiddelbart ved siden af børnehaven kun adskilt af en dør, og fredag d. 13. december var Valdemar så gået ind for lige at sige hej, og de havde ikke set ham i børnehaven hele dagen… Officielt gik Valdemar i december i børnehave og gik på besøg i skolen, men ifølge Valdemar var det stik modsat! Han havde også “lært” at spille skak den første dag… Nu hvor han er startet officielt og har fået en uvurderlig og elsket skoletaske i julegave er han på et par dage vokset kolossalt med opgaven – fx var han ikke til at drive ud af brusebadet (træningslektion i hjemmet før gymnastik i skolen), hvor han tidligere var verdens mest pylrede brusebadende…

Rasmus nåede at arbejde 2 uger hos PRI-DANA inden juleferien og er glad for det. Hans forventninger er p.t. blevet indfriet, og han er glad og tilfreds når han kommer hjem hver dag. Men hvor står han tidligt op – han møder klokken syv, og på de sneglatte dage kører han herfra halv seks… Om et par måneder når vi rykker til Båring skulle han gerne kunne tilbringe ca. 45 min mindre om dagen i Puntoen. Rasmus har brugt MANGE timer i efteråret i Torstens værksted – trædrejning er blevet hans seneste specialitet, og det er blevet til svampe, frugter, rangler i forskellige udformninger og en flot peberkværn til Helle. Men det store træmesterværk er ikke drejet i træ – det er derimod et meget flot pokerspillebord han har snedkereret (og som naturligvis er blevet indviet i pokerklubben med Christian og Lone. Vi fik også i år en ordentlig nytårsfest for pengene…)

Jeg trives i meget høj grad på Sct. Knuds – det er en skole lige efter mit hoved og med totalt styr på tingene. Derudover er vi også privilegerede med nyistandsatte musiklokaler, og jeg glæder mig meget til at skulle arbejde der til jeg skal pensioneres(!) Det første år har jeg haft en meget luksuriøs og privilegeret tilværelse med bl.a. et højniveauhold i musik, kun en enkelt 1.g klasse og derforuden også et drømmeskema med fredagen skemafri. Mit skoleår slutter d. 6. marts hvor jeg går fra inden Hannibal kommer til verden i maj – denne gang bliver det hjemmevandfødsel… Så jeg regner med at få malet en del i Båring i marts og april!

Mange nytårshilsener fra Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Se mange flere billeder på: http://www.juelenemaerke.dk/ og følg linket eller klik den direkte vej på: http://www.juelenemaerke.dk/skyttevej

Skæring, julen 2001.

Kære familie og venner.

Julen nærmer sig med hyggelige og hurtige skridt, og Valdemar og Vitus er nu blevet så gamle og optagede af det at de virkeligt glæder sig i år. Det betyder jo også at tiden er kommet til endnu en “opdatering” og hilsen fra enemærkerne i Skæring.

Vi trives alle 4 i Skæring, men for hver dag bliver lunten på den store stygge flyttebombe stadigt kortere… Tror vi altså nok… Rasmus skal aflevere sin Ph.D. afhandling d. 14. februar, og derefter skal han så finde sig et (drømme?)-job. Mulighederne er størst på Sjælland (NOVO, Haldor Topsøe, Lundbeck etc.), men hvor er det langt væk fra min familie i Nordjylland, vores netværk i Århus, mit uvurderlige kor og ikke mindst drengenes hverdage i vuggestue og børnehave! Jeg er ufatteligt rastløs ved tanken og gruer i mit stille sind for at trække Valdemar op med rode og evt. måtte lade Vitus skifte daglige omgivelser 2 gange inden for få måneder (han skal jo i børnehave til sommer).

Vitus lever i lykkelig uvidenhed om alt dette – han er en Vitus Banditus der ikke lader sig kue af sin storebror! Vitus synger stort set altid og lever for bolde og togbaner! Han bygger og bygger morgenen, dagen og aftenen lang med BRIO togbanen og er besat af at sparke til bolde. Han er ikke bange for noget som helst – desværre heller ikke stiger. Det resulterede dagen før hans 2 års fødselsdag i at han kravlede op og hoppede lidt i overkøjen hvorefter han fik overbalance og faldt ned på underkøjens kant og flækkede skinnebenet. Da han bogstaveligt talt for første gang i sit liv græd/skreg “Av, av, av. Det gør ondt, mor!” utrøsteligt i mere end ca. 1 minut og ikke var interesseret i cola med sugerør (!), sagde jeg: “Vi kører!” Det betød 4 uger i gips hvilket ikke var sjovt, men det var jo heldigvis sommer, så det gik. Men da gipsen så kom af kom den virkelige udfordring – at gå og ikke mindst hoppe/løbe igen. Alt i alt gik der yderligere 5 uger før Vitus var helt på banen igen. Han er ikke blevet mindre vild, men har aligevel lært at hvis man ikke passer på, så kan man brække benet. Det fortæller han alle og enhver, men det virker lidt som om han ikke har genemskuet koblingen til sin vilde livsførelse!

Valdemar er blevet 4 år, og det er han sandelig klar over! “Jeg er sådan en stor dreng” siger han selv, og det er faktisk rigtigt. Han er jo født mageligt anlagt og er på mange måder en doven dreng, men her på det seneste er det (endelig) blevet rimeligt at forvente at han står op og tager tøj på selv uden verbale slagsmål. Det er en utrolig lettelse i tidsplan og morgenstemning! Mens Vitus er “tonseren”, er Valdemar vores “tænker”, og lige for tiden synes Valdemar (og dermed også Vitus!) at det er interessant at vide hvad ord hedder på engelsk – for moster Sinne er i efteråret flyttet til London… I januar flyttede Valdemars bedste kammerat, Oliver, til Hillerød, og det var, da realiteterne gik op for Valdemar, en stor sorg. Men vi har fået en udveksling af weekendbesøg i stand så de stadig ser hinanden, og det er rigtigt godt – for selv om der er mange andre gode kammerater i børnehaven, så kan Oliver tilsyneladende ikke erstattes fuldt ud derhenne.

I foråret fik jeg et aftenskolekursus i matematik på Århus Købmandsskole. Det var jeg glad for, men tidpunktet var svært foreneligt med livet med drengene, så jeg søgte orlov i koret og savnede det alt for meget! Jeg fulgte også et enkelt kursus på matematik og skrev mit speciale om børnemusik. Jeg var i gang med slutfasen da Vitus brækkede benet. Det betød lige et par kameler at sluge på tidspressets alter, men i de lyse nætters skær og med fælles indsats lykkedes det mig at aflevere d. 27. juni i dejligt solskin med et par flasker rosé og en bunke gode venner på plænen foran musikinstituttet. At blive kandidat er uden nogen form for sammenligning det største jeg hidtil har præsteret i mit liv (inklusive at føde Valdemar og til dels Vitus…)

Jeg var også blevet optaget på pædagogikum med start 1. september, så jeg holdt med god samvittighed sommerferie i juli. I august underviste jeg i opgradering i matematik på Århus Købmandsskole, og i hele efteråret har jeg så slået mine folder med endnu et tvunget ½ års 2. dels matematikstudier som jeg heldigvis nu kun har ganske få lektioner tilbage af! Jeg skal d. 7. januar starte den praktiske del af pædagogikum på Risskov Amtsgymnasium, men hvis vi skal flytte i foråret, er jeg måske nødsaget til at starte forfra på dele af den praktiske undervisning. Måske kan jeg så ikke nå at undervise det antal lektioner man skal inden sommerferien, og hvem ved hvornår jeg så bliver færdig – og hvor længe de vil give mig løn?! Så alt i alt bliver jeg meget rastløs, når jeg forsøger at overskue vores kommende år (hvilket jeg gerne vil kunne!!!)

Jeg indså forholdsvist hurtigt på de 2. dels kurser jeg følger, at hvis jeg skulle forstå det hele, ville døgnet mangle timer. Jeg har derfor valgt den lidt intuitive indlæring (!) og har brugt en masse tid på at ordne ting man ellers aldrig når. Fx har jeg gennemredigeret vores hjemmeside (http://enemarke.homepage.dk) og oversat/redigeret et lille hæfte med pokerregler. Men i august vi fik jo også en dejlig ny brugt Fiat Multipla – den lille grønne frø der i vores familie hedder “TJ” efter nummerpladen. I denne forbindelse skal det endelig ikke undervurderes hvor lang tid det tager at finde den billigste forsikring, at få det korrekt aftalte skriftlige tilbud samt at skifte forsikringsselskab og få det gamle til at forstå at de ikke behøver blive ved med at sende rykkere… Det er netop gået i orden med de sidste detaljer her midt i december! Og når man bliver færdiguddannet er der jo pludseligt a-kasser og fagforeninger – der har jeg også ventet nogle timer i telefonsluser i løbet af efteråret. Det tager tid at være “arbejdsløs”…

Rasmus har i et par måneder nu været at finde på sin pind på kontoret hvor han er i gang med at skrive sin afhandling. Han har længe erklæret, at nu havde han de måledata som han og vejlederne mente var repræsentative og tilstrækkelige for at skrive en afhandling. Nu er der kun 2 måneder tilbage, så nu begynder selv jeg at tro på at det er rigtigt, og at de ikke lige pludseligt får en ny og fiks idé som lige skal efterprøves i laboratoriet på ca. 14 dage (læs: mindst ½ år)… Rasmus har læseplads i et rart kontor med bl.a. 3 andre Ph.D. studerende. De trives med alle deres b(l)ærbare computere og spiller poker sammen ca. en gang om måneden.

I august indledte vi en forhåbentlig ny tradition med at holde sommerferie med Christian, Lone, Magnus og Oskar. Vi lærte også Christian og Lone at spille poker, og det er der blevet en nytårsaftens-pulje ud af. Den prioriterede rækkefølge for brugen af puljen er: indkøb af “klokken-tolv-raket”, champagne, diverse luksus og mad. Sikken en nytårsaften vi får i år takket være Lone og jeg… Måske skal vi næste år spille til skiferien?

Akademisk Kor Århus har store planer for det kommende år – vi skal på konkurrencerejse til Canada i starten af juli måned. Konkurrencen ligger i nærheden at Victoria hvor en af vores tidligere sangere nu bor – og synger i kor. Så Erik er gået i sit nye kors bestyrelse for at forberede vores ankomst, og vi knokler i Danmark for at skaffe fonds- og sponsormidler nok til at det kan lade sig gøre at rejse derover! Jeg synes det ville være en dejlig måde at afslutte 8 års medlemskab i koret på – hvis altså vi flytter et sted hen hvor jeg ikke kan køre til Århus fra for en korprøves skyld…

D. 22. drager vi til Torup hvor vi holder juleaften i år. 2. juledag tager vi til Nørresundby og sender Rasmus hjem for at skrive et par dage i fred inden vi andre kommer hjem til nytåret. Christian, Lone, Magnus og Oskar kommer her i år. Valdemar og Vitus starter først i vuggestue og børnehave igen d. 7. januar, så der bliver god tid til at lege med de nye julegaver og hygge os inden forårets begivenheder tager fart!

Med ønsket om en god jul, et godt nytår og et lykkebringende 2002!

Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Skæring, julen 2000.

Kære familie og venner.

Året går på hæld, og det er blevet tid til endnu en epistel om de “enemærkske” meritter her i det østjyske. Vi trives stadig meget her i Århus’ opland, og selv om specielt jeg vægrer mig lidt ved det, begynder datoen, hvor vi måske må flytte teltpælene, at tone frem i tidshorisonten… Rasmus har 14 måneder tilbage af sit Ph.D. studium, og det er ikke godt at vide, hvor han ender i landet. Rasmus trives med arbejdet, men han (og hans to vejleder-kumpaner) ville vist gerne have, at døgnet havde godt og vel 30 timer!

I forbindelse med studiet var Rasmus i Dortmund i 2 måneder i foråret. Det var en meget anderledes tid for os alle 4 – vi syntes alle, at tiden sneglede sig af sted. Valdemar er en tænksom og følsom dreng, der midtvejs savnede Rasmus rigtigt meget, men de havde nogle gode lange telefonsamtaler. På mange måder var det rart at kunne love Valdemar, at når far kom hjem, så skulle han ikke af sted igen. Rasmus talte også til Vitus i telefon et par gange om ugen, og vi tror, den indsats var medvirkende til, at også Vitus på 10 måneder gav Rasmus en overvældende velkomst, da kom hjem. Vi fik hurtigt familielivet bragt på skinner igen, og det er frygteligt dejligt, at udlandsophold af den karakter nu kan lægges bag os!

Jeg læser i øjeblikket til eksamen i det sidste fag på matematik, så forhåbentligt kan jeg lægge de gule bygninger bag mig efter d. 5. januar. Jeg var i august måned ude i “det virkelige liv” på Århus Købmandsskole, hvor jeg havde et 3 ugers intensivt matematik-kursus for nye studerende. Det var en virkelig stor tilfredsstillelse for mig at prøve kræfter med rollen som underviser, og jeg havde det som en fisk i vandet. Det at undervise og jeg som underviser var, nøjagtigt som jeg havde gået og forestillet mig. Da det var slut, gik jeg bare rundt med en fornemmelse af, at nu kunne det kun gå for langsomt med at blive færdiguddannet!

Og hvornår er jeg så det??? Til januar starter jeg for alvor med mit speciale, og når det er skrevet, er jeg færdig… Min disposition er godkendt, så det venter stort set bare på at skrive sig selv – hmm… Jeg har SU til og med maj, så der er en optimal deadline deromkring. Til september håber jeg at blive optaget på pædagogikum, og jeg har i den forbindelse indledt en tæppebombning af undervisningsministeriet for at forhøre mig om alle mulige kedelige og diskutable vilkår, som jeg ikke vil trætte nogen med her.

Valdemar og Vitus er et par meget veltilpasse og glade brødre, der sætter stor pris på hinanden, livet, mad og søvn… De nåede at være i vuggestuen sammen i ½ år, inden Valdemar i oktober startede i børnehave. Nu tager det så lidt længere tid at hente og bringe, men det er egentligt også meget hyggeligt, og jeg nyder i hvert fald at bruge noget tid på deres dagligdags omgivelser. Jeg har af og til forsøgt mig med at hente dem tidligt for at vi rigtigt kan hygge os herhjemme, men de har det begge to sådan, at hvis der er for mange børn tilbage, så er de ikke til at drive derfra… De er simpelthen så bange for at gå glip af noget – hvor mon de har det fra?

Valdemar er en rigtig livsnyder – utroligt mageligt anlagt er han. Han tænker meget over tingene, og han elsker at synge. Vi slæber “dagens sang” eller “dagens cd” frem og tilbage mellem bil, under- og overetage. Han elsker også Vitus over alt på jorden, og han er så sød til at lege med ham og finde på lege og udskejelser, som Vitus også kan være med til. Det passer meget fint, at Valdemar er en rolig dreng i den forbindelse, for guderne skal vide, at det er Vitus ikke! Vitus er intet mindre end verdens største efteraber og medløber. Så med hensyn til hvad de (tror de) kan motorisk set og det påkrævede mod til at udføre det, passer de suverænt sammen som legekammerater. Vitus har fået oprettet sit første klippekort til skadestuen – et flækket øjenbryn er det foreløbigt blevet til. Til Rasmus’ store glæde og stolthed er det i højre øjenbryn og derfor magen til det han selv har.

Vitus er jo blevet 1½ år her i december, og det er derfor allerede lang tid siden, at Akademisk Kor Århus’ cd med Povl Dissing blev indspillet. Men det bliver jo jul hvert år, så vi besluttede at arrangere en række koncerter med Povl igen i år. Vi har allerede sunget i Fredericia og Silkeborg og synger d. 17. i Odder og Århus. Vi er meget glade for samarbejdet med ham, og tilsyneladende går glæden begge veje. Derudover har vi 3 egne koncerter i december, så vi er spændt ret hårdt for i år. I sommer havde jeg den store fornøjelse at være i Ungarn med koret i 12 dage. Vi deltog i en stor korkonkurrence, som vi i øvrigt vandt. Det var en usædvanlig dejlig tur, og det var også en stor oplevelse at tale i telefon med Valdemar et par gange. I koret er jeg genindtrådt i bestyrelsen og nyder meget “ikke at gå glip af noget”… Vi planlægger i øjeblikket næste års konkurrencetur til Italien i august – men jeg skal sandsynligvis på Århus Købmandsskole igen, så jeg må desværre igen sende koret af sted uden mig.

Rasmus derimod kappede båndene til rugbyklubben, da han rejste til Tyskland. Hans erfaringer med bestyrelsesarbejdet der har været meget blandede. Blandt mange af de udenlandske spillere var der en udbredt manglende forståelse for den danske foreningstradition, og det gjorde på mange områder arbejdet tungt – meget tungt. Desværre tog det også spilleglæden fra ham, så nu er hans fysiske aktivitet begrænset til de daglige cykelture til universitetet. Eller rettere næsten daglige – han har lappet utallige huller i dækkene dette efterår sammen med drengene.

D. 23. drager vi til Bukkerup, hvor vi holder juleaften i år. 1. juledag sender vi drengene med mormor og morfar til Nørresundby, og så skal de rigtigt more sig til omkring nytår, mens mor læser. Nytåret fejrer vi som sædvanligt med Christian og Lone. I år i Vojens med lille Oskar som ny deltager. Nytårsdagene får Valdemar og Vitus lov til at tilbringe hos farmor og farfar, mens jeg forhåbentligt får de sidste matematiske sætninger banket på plads til spørgetimer m.v.

Vi ønsker alle en god jul og et lykkebringende 2001.

Kærlig hilsen Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.

Skæring, julen 1999.

Kære alle.

Det er nu blevet tid til den 3. juleepistel fra familien Juel Enemærke…

1999 startede for os på en gang kaotisk og behageligt. Kaotisk fordi jeg læste til eksamen på højtryk i to matematikkurser sammen med Søren, hvor vi nærmest på skift boede hos hinanden i tide og utide. Det havde Valdemar noget svært ved at finde ud af, men han er da overlevet… Behageligt fordi vi kort tid inde i januar fik besked om, at Rasmus havde fået sit Ph.D. stipendium. Det første år finansieret af fakultetet og de sidste to af midler udefra universitetets mure. Vi var meget lettede over at vide, at vi nu kan blive boende i Skæring i hvert fald i 3 år endnu, og det er da endog meget sandsynligt, at jeg også kan blive kandidat, inden vi engang skal herfra…..

Efter endt eksamenslæsning startede mit forårssemester så med forberedelse til den afsluttende musikhistorieeksamen, som jeg havde fået flyttet til slutningen af maj i stedet for juni – af hensyn til den voksende mave. Merete og jeg var efter lodtrækning blandt vore emner til eksamen i Åh Abe!-børnemusikken. Vi holdt en tilfredsstillende forelæsning og havde begge en god oplevelse af at arbejde med stoffet og hinanden. Lykkeligvis for mig er denne børnemusikalske niche også mit specialeemne, hvorfor jeg så småt allerede anser mig selv som værende godt i gang med specialet. På matematik var forårets eneste aktivitet at være medhjælper på en udstilling om fysik og musik på Steno Museet.

Rasmus arbejdede på livet løs i laboratoriet i løbet af foråret – og et par artikler er det da også blevet til fra ham og de to vejledere, Kim og Troels. De er også blevet citeret flere gange siden, så de er havnet i den rigtige halvdel, som de selv siger. Desværre for de amerikanere, der har citeret artiklen, er der nu udbrudt “åben forskerkrig”, idet amerikanerne for det første ikke har fulgt de uskrevne etiske forskningsregler og for det andet tager grusomt fejl! Altså set fra århusianernes synspunkt….. Det korte af det lange er, at Rasmus og en medstuderende arbejder i noget nær døgndrift her op mod jul for at de kan få den næste artikel i trykken i dette årtusinde.

Valdemars forår gik med at nyde vuggestuen og blive bedre til alting – specielt at tale og at efterabe. Således kunne man det meste af foråret på vores telefonsvarer høre ham sige forskellige dyrelyde. Han forstod selvfølgeligt ikke, hvad der var på vej i mors mave, men han syntes, at det var skægt at ringe “ding dong lillebror” på mors navle, der vendte udad. Resultatet af det var, at han sagde “brorlille sove”, da Vitus endelig kom ud.

For ud det kom han! Vi må jo nok sige, at hvis der er en enkeltstående begivenhed i 1999, vi vil huske på, så er det, da Vitus blev født i lyskrydset Grenåvej/Viengevej hin morgen i juni! Vi tænker på det, hver gang vi kører forbi, og Valdemar kan så småt begynde at kende krydset: “Vitus’ kryds”. Alt gik jo godt, og jordemødrene har bedt os overveje hjemmefødsel næste gang… Vitus har gudskelov sat farten en hel del ned siden – han sover og spiser og tager tingene, som de kommer.

Sommeren gik endnu engang med at besøge velvillige forældre i sommerhuse – i år hele 5 uger i det dejlige sommervejr. Vi tror, at den totale udeblivelse af jalousi mellem brødrene kan tilskrives denne vidunderlige ferie, hvor der hele tiden var en eller anden som man kunne få opmærksomhed fra. Da vi kom tilbage til hverdagen, var Vitus 2 måneder, og så havde han jo nærmest altid været her… I august fik vi også nye naboer, Anne og Anne. Pigerne sætter vi uendelig stor pris på – vi har bl.a. madklub hver mandag på skift hos hinanden (den startede som en Robinson-klub…). Babyalarmens signal går meget fint gennem væggen! Anne har netop d. 15. december født deres lille datter, Kirstine, så dels kommer der en fin legekammerat til Vitus og Valdemar, og dels kan vi i foråret få gengældt nogle af alle de barnepigetjenester, vi har gjort brug af, siden de flyttede ind!

Valdemar foretog nogle kvantespring, der ville noget, sommeren over. Det startede med farverne og gik over tal til at synge. Han har brugt efteråret til at blive bedre til det hele og har som noget nyt kastet sig over bogstaver og ord. Med mormorens velsignelse har han fået lavet nogle ordkort, som han engang imellem går og hygger sig med.

Vitus ligner på alle områder sin storebror og tager den stadig med ro. Bevares – han kan da holde hovedet selv, og han kan da trille rundt, men det er da overhovedet ikke hver dag, at han lige gider! Tilsyneladende har han lidt mere temperament end Valdemar havde som baby, men det er nok bare fordi at der var et æg med ved skabelsen denne gang?

Rasmus’ efterår har som allerede nævnt været hektisk med artikelskrivning. Desuden har han været instruktor og har selv fulgt et par småkurser, som han netop har fået godkendt. Han skal aflevere sit Del A-projekt d. 14. januar og til eksamen 4. februar, så den travle studietilværelse, han har ført de sidste par måneder, er langt fra slut.

Mit efterår er gået alt for hurtigt! Jeg fungerer som familiens ankermand og tager en stor del af tørnen med at aflevere og hente og alt det andet… En arbejdsdag i studiesammenhæng er derfor ikke særligt lang, men jeg hænger i så godt jeg kan og har hovedet sprængfyldt af ideer og løse ender. Vitus kan først få plads i Valdemars vuggestue til sommer, så jeg får først vejledning til september. Det synes jeg, der er meget længe til! Men jeg knokler stille og roligt videre, og så må jeg jo tage ind på musik og spørge en venlig sjæl om et godt råd, hvis det kniber…

Jeg (og for tiden også Vitus) synger stadig med stort velbehag i Akademisk Kor Århus. Jeg måtte med tårer løbende ned ad kinderne vinke farvel til koret, da de i august drog på rejse til Italien uden mig (og Vitus), men der har heldigvis været en anden stor begivenhed på korfronten. Vi indspillede i maj og juni måned vores 3. cd “Der er noget i luften…”, som er en dejlig jule-cd med Povl Dissing som solist på 8 sange. Jeg blev godt nok syg, da kortingene skulle indspilles, men da Dissing-sangene skulle i kassen var jeg rask og klar. Desværre var det nøjagtigt den dag, Vitus besluttede sig for at føde sig selv, så jeg gik glip af det hele! Heldigvis var der dog en intro til Glade Jul, der skulle tages om, så til en korprøve i september lykkedes det mig at deltage i indsyngningen af de 4 takter. Ved samme lejlighed fik jeg lov til at lægge en toptone på slutakkorden i Julen har bragt velsignet bud, så jeg er faktisk med på hele 2 numre på cd’en!!! Vi har netop holdt 3 koncerter for ca. 1000 mennesker med tilfredsstillende succes og meget flotte anmeldelser, og cd’en har på 1 måned solgt ca. 2500 eksemplarer, så vi er meget stolte.

Vi skal holde jul i Nørresundby med mine forældre som de ældste. Det bliver helt underligt for første gang at skulle deltage i en juleaften uden nogle “olde-bedster”, men vi ser formentlig dem alle i løbet af julen alligevel. Rasmus må desværre tilbage på sin pind mellem jul og nytår, så jeg tager alene til Bukkerup med drengene og slapper af. Nytårsaften skal vi holde hjemme. Vores traditionsrige nytårsaften med Christian, Lone og Magnus bliver i år udvidet med indtil flere årtusindeskifts-husvilde stakler. Anne, Anne og Kirstine skal deltage i festlighederne, og Lones søster har på eget ansvar fået adgangspas, selvom hun ikke har børn. Vi tænker på at gå ned til vandet og have første parket til alle de dyre raketter inde på feddet, hvis vejret (og ungerne) er til det.

Til foråret skal Vitus og Valdemar vokse og lege, jeg skal forsøge at skrive speciale og Rasmus skal 2-3 måneder til Dortmund for at studere nye målemetoder. Han tager formentligt afsted ca. 1. marts, så alle er meget velkomne i Skæring i foråret såvel for en enkelt aften som kok eller på weekend for at aflaste og opmuntre os alle 3!!!

Glædelig jul til jer alle og et godt 2000!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1998.

Kære alle.

Rasmus og jeg forsøger at få vores ide fra sidste år til at udvikle sig til en ægte juletradition, så derfor kommer her den 2. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1998 startede stille og roligt, og vi nød meget at være flyttet halvvejs på landet og fandt ud af at være familie. Allerede i midten af januar startede jeg med undervisning igen, og fra februar var jeg på fuldt studieprogram. Måske lyder det voldsomt, men med min sædvanlige sans for planlægning havde jeg fundet 3 kurser på matematik, hvor der ikke var eksamen, men blev givet point for aktiv deltagelse suppleret med et foredrag. Det passede jo helt perfekt med et lille barn. På musik havde jeg et seminar om 60’ernes modernisme (Nørholm, Nørgaard m.fl.) og klaver- og sangundervisning. Klaver- og sangundervisningen fyldte meget lidt på skemaet og en del i forberedelse, men det kunne jeg jo klare hjemme i Skæring. Valdemar var med til seminarundervisningen og har i sit unge liv derfor været udsat for adskillige mærkelige kompositioner for fx båthorn & cello og mindst lige så mange mærkelige lyde fra mors strubehoved… Men han tog det hele imponerende roligt – mangen medstuderende har udtrykt undren over, at han bare lå og lyttede til al den mærkelige musik!

Rasmus arbejdede på sit speciale i løbet af foråret. Når jeg havde timer på matematik, passede han Valdemar herhjemme og læste og skrev, som det nu var muligt. Sidste år skrev jeg, at Rasmus mente, at han kunne blive færdig omkring sin fødselsdag, men foråret gik nu alligevel hurtigt… Til gengæld havde han så muligheden for at gå herhjemme og nyde at være far en del tid – det er den store fordel ved at være studerende med barn! Som Rasmus selv sagde, så ved man jo aldrig, hvad han laver og hvor (!?), når den næste kommer… Starten af juni var meget hektisk for os. Rasmus havde oprindeligt regnet med at aflevere 2. juni, men det blev udsat et par gange, og jeg havde sang- og klaver-eksaminer d. 2. og 4. juni, så der var tryk på nerverne for os begge i de dage. Heldigvis er vi jo udstyret med verdens nemmeste barn, så det hele gik endda.

Specialet blev udskrevet og afleveret d. 10. juni. Torsten og jeg læste op til flere gange korrektur på det – hold da op, hvor jeg burde vide noget om samarium og elektrokemiske hastighedskonstanter nu, men det gik nu mest op i kommatering og generelle formuleringer… Til Rasmus’ speciale-forelæsning, hvor familien var rigt præsenteret, forstod vi således ikke ret meget nogen af os… Else genkendte dog noget snak om magnesium – det spiser hun nemlig hver aften… Helle mente, at hun forstod noget om Substral, men det var nu substrat, Rasmus talte om…

Sommeren gik med at besøge velvillige forældre i hus og sommerhuse – vi var væk i en lille måned, og der gik et par dage herhjemme, inden Valdemar var blevet helt fortrolig med sin tremmeseng igen.

Valdemar startede i vuggestue i august – og på femtedagen var han forkølet! Det udviklede sig til 2-3 ugers hosten og opkastninger, men til gengæld har han ikke fejlet noget siden. Han elsker at være i vuggestuen og er i det hele taget en meget glad, tilfreds og harmonisk stor dreng. Det eneste, der kan vælte ham af pinden er mistanken om, at noget mad skulle gå hans næse forbi!! Han er en bogorm uden sidestykke og kan “snakke” ørerne af os, når først han går i gang. Han er en værre lille efterligner, og det kan specielt faren få en masse skæg og ballade ud af…

Rasmus blev i august ansat som forskningsassistent på universitetet, så han har hele efteråret arbejdet i forlængelse af sit speciale – men nu får han løn for det… Det synes han er skægt. Stillingen løber til 1. januar, så vi er meget spændte på, hvad der så skal ske. Han har en Ph.D. ansøgning liggende på fakultetet i øjeblikket, og vi håber at få svar på den inden jul. Der er i øjeblikket ca. 40 arbejdsløse kemikere i Århus, så det ville være rart med 3 års ydeligere studier, så jeg også kan blive færdig i nærheden af studiemiljøet…

Jeg har skrevet nogle opgaver i musikhistorie og fulgt to kurser på matematik her i efteråret. Jeg bliver med en god portion held færdig med matematikken i januar og skal arbejde med to store musikhistoriske emner i foråret. Det ene er russisk kortradition og det andet børne(-rock-)musikkultur. I maj måned skal jeg så til eksamen i det ene emne efter lodtrækning. Egentligt plejer denne eksamen at ligge omkring Skt. Hans, men jeg har fået dispensation til at få det overstået, inden jeg skal føde “verdens nemmeste barn nr. 2” i juni… Til den tid mangler jeg så kun at skrive speciale, og da det bliver i direkte forlængelse af emnet om børnemusikken, vil jeg jo i praksis egentligt allerede være lidt i gang… Så går jeg videre med det, når jeg gider, men det bliver næppe før årsskiftet. Det var fint at fortsætte studierne, da Valdemar var 4 måneder, men der er stadig meget arbejde med Valdemar til efteråret, og med 2 småbørn er det jo nok urealistisk at kunne gøre det på den måde igen.

Rasmus bruger stadig meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr har stadig adresse hos os, men det er nu mere kasserer-tjansen, som Rasmus bruger sin tid på. På skrivebordet ligger der som oftest læssevis af bilag og beskeder, der lige skal ses på. På banen går det godt og derudad! Klubben fik sølvmedaljer i DM, men i efteråret har det været lidt svært at følge op på succesen. Klubben ligger således i øjeblikket næstsidst med kun 3 point. Der er noget at rette op på i forårets kampe.

Jeg synger stadig med stort velbehag i mit kor, som i foråret tog navneskift fra Jysk Akademisk Ungdomskor til Akademisk Kor Århus. Vi bliver jo alle ældre, og vi var ved at være godt trætte af at se arrangementer og bevillinger smutte lige for næsen af os, fordi “Ungdomskor” ikke signalerer den kvalitet, som vi står for. Vi arbejder i øjeblikket på et meget spændende projekt, der skal munde ud i en jule-CD med Povl Dissing som solist. Den skal indspilles i april og juni og bliver således klar til julehandlen 1999. Vi har for et par uger siden indspillet en demo-CD på 4 numre med ham, og det lyder bare skidegodt!!! Efter at have hørt Povl Dissing synge Glade Jul, kan der ikke være meget tilbage i livet at opnå… Som Povl Dissing selv så smukt udtrykte det efter at have hørt demoen: “Julen bliver aldrig det samme i det nye årtusinde…”

Vi skal holde jul og nytår på Fyn. Juleaften kommer Lyø, Georg og Else til Bukkerup, og mellem jul og nytår kommer min mor og far derned et par dage. Jeg skal læse til eksamen, så det er bare fint, at Valdemars opmærksomhed kan afledes med alle 4 bedsteforældre på en gang – det har han aldrig prøvet før på den måde! Nytårsaften skal vi holde i Odense hos Christian, Lone og kammelegeraten Magnus, som også lige er blevet 1 år, så det bliver sikkert en hektisk aften – det var det i hvert fald sidste år! 1. januar efterlader vi så Valdemar på aleneferie hos farmor og farfar, så jeg kan læse herhjemme i fred, indtil skolerne begynder igen, og Valdemar bliver returneret.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1999!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1997.

Kære alle.

Igennem et par år, har Rasmus og jeg talt om, at skrive julekort til familie og venner. Sidste år blev vi enige om, at i år ville vi starte. Da vi i mellemtiden er gået hen og er blevet en lille familie, synes vi nu, at det virkeligt er på tide at få startet en sådan tradition! Som sagt så gjort: dette er altså 1. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1997 startede med den for os meget glædelige nyhed, at vi ventede barn! Vi havde også besluttet os for at gifte os, og den planlagte dato i juli besluttede vi os for at bibeholde, selv om, jeg ville være 7 fulde måneder henne i graviditeten på det tidspunkt. Vores udgangspunkt blev, at festen måtte blive, hvad jeg kunne holde til.

Efter en hektisk eksamens-januar tog vi på bryllupsrejse på forskud – skiferie i Valloire med gammel sne og højt humør! Der var lige den detalje, at bussen kørte fra Musikhuset klokken 940, og at min matematikeksamen først var slut klokken 1300. Det blev klaret med nerverne uden på tøjet, en VW Golf GTI venligst stillet til rådighed af Jens Madsen, Simon som frisk chauffør og Jette til at bestyre madpakkerne. Busjagten gik ind, og jeg kunne hoppe ind i den rigtige bus syd for Hamburg klokken ca. 1530. Det blev en rigtig god bryllupsrejse!

Forårssemesteret var travlt for os begge. Rasmus arbejdede i laboratoriet på sine specialeforsøg, men resultaterne viste sig at komme langsommere end håbet på, så han er endnu ikke blevet cand. scient. (Men han er ikke løbet tør for SU, så der er tid at løbe på endnu.) Mit forår var præget at, at jeg gerne ville have nogle eksaminer i hus, inden jeg skulle indlede en karriere som mor – specielt på mit sidefag matematik! Det lykkedes, men specielt eksamensmåneden juni var en rigtig hård tid for mig.

Juli måned blev fuldstændigt slugt op af det store bryllup! Først med alle forberedelserne, der tog dejligt lang tid. Dernæst med selve bryllupsdagen, som for altid vil være en uforglemmelig dag for os! Vi mener (i al beskedenhed) selv, at vi bevarede overblikket og havde styr på arrangementet. I hvert fald fik vi lige nøjagtigt den dag ud af det, som vi havde håbet på – og det ikke mindst med families og venners hjælp på den ene og anden måde. Bruden med barnet holdt til ikke mindst sin egen store tilfredshed ud til den lyse morgen, så vi var trætte, glade og meget lykkelige, da vi kørte fra forsamlingshuset tidligt søndag. Vi er meget stolte over at have et sådant netværk at trække på i en sådan situation. Det betyder også meget for os, at rammerne var, som de var. Vi føler os meget priviligerede og forkælede over, at det var muligt at invitere over 100 mennesker til fest i haven i Bukkerup, og at Helle og Torsten ville lægge hus og have til overnatning af gæster. Vi var ikke færre end 43 overnattende og endnu flere til morgenkaffe i løbet af formiddagen om søndagen…

Hvedebrødsdagene gik med at tage til 2 bryllupper… Min fætter Christian blev gift med Dorte ugen efter os, og Rasmus’ fætter Kasper med Tine ugen efter igen. 3 sommerbryllupper i træk var festligt – og varmt! – og vi promenerede til alle tre fester i brudetøjet, hvilket var meget praktisk, da min mave trods alt var noget større end under normale omstændigheder…

September måned gik med at forberede forældreskabet… Barnevognen blev bestilt o.s.v., og vi fik talt en masse ting igennem, som vi ikke havde taget os tid til i løbet af foråret. Den 24. september kom så verdens for os 8. vidunder ud for nattens lys efter en for os alle meget udramatisk og oplevelsesrig fødsel. Valdemar blev født i vand og var fra starten stor, dejlig og Enemærke. Familien Enemærkes mandlige gener er således i Valdemar kommet kraftigt til udtryk…

Midt i oktober flyttede hele den lille familie. Det var i skolernes efterårsferie, så vi blev endnu engang forkælet af vores lærerforældre, som pænt stillede op på bestilt klokkeslet… Desuden var der en del gode stærke venner, som smøgede ærmerne op for den gode sag. Vi er faldet rigtigt godt til herude i Skæring i mellemtingen mellem by og land, og Rasmus har på sin til lejligheden nye cykel hver dag kørt 12 km til universitetet og tilbage igen. Arbejdet med specialet skrider langsomt, men sikkert fremad. I øjeblikket er laboratorierne under ombygning, så Rasmus skal i hele januar sidde herhjemme og skrive. Det bliver smadderhyggeligt for os alle tre… Forhåbentligt resulterer alle resulaterne og intentionerne i en kandidatfest i løbet af foråret – efter Rasmus’ eget gæt omkring hans fødselsdag…

Rasmus bruger også meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr bestyres af Rasmus, og han sender stribevis af faxer og bestillinger til England. Mange gange har han ringet hjem fra universitetet for at høre, om posten har afleveret en pakke. Stor er derfor spændingen, når leverancen skal pakkes ud og undersøges. På banen går det godt og derudad! Rasmus er i klubben af sine medspillere blevet kåret til Årets Spiller – ikke mindst fordi han ifølge træneren går til den på banen “med hjertet på det rette sted”.

Valdemar og jeg nyder de gode gåture i naturen og hinanden, og den lille arving bliver større og større for hver dag. Han vokser alt for hurtigt ud af sit pæne tøj, men det er dejligt at se, hvor fint han trives og pludrer. På sin 10 ugers fødselsdag d. 3. december sagde den unge herre således sit første ord: “RØV”… Jeg var alene hjemme med ham, så Rasmus mener, at det betyder “MOR”(?!) Ellers er det lyden “GUUH”, der er det helt store hit for tiden, og livet er i det hele taget een lang glad fest for Valdemar. Han er nem, nem og nem og sover og leger livet i gang. Måtte det fortsætte for ham igennem hele livet!

Jeg trives både med at være mor og med at være Rikke. Det er lykkedes for mig at fortsætte med at synge en del. Tre tirsdage om måneden synger jeg til plejehjemsgudstjenester, og hver torsdag øver jeg med Jysk Akademisk Ungdomskor. Valdemar er med i liften og har taget al virakken fantastisk. Der er masser af hjælpsomme oppassere til os begge, så det har været helt perfekt. Vi håber, at det fortsætter, men ellers finder vi sikkert en fornuftig ordning på det også.

Mine studier står lidt stille for tiden… Jeg spiller noget klaver ind imellem, og jeg har to skriftlige musikhistorie-opgaver, der venter på at skrive sig selv… Til februar melder mit søde studenterliv sig på banen igen. Hvis alt går op i en højere enhed skal jeg have 12 skematimer i forårssemesteret, men nu får vi se, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. Pasningsgaranti var ikke et stort emne i den kommunale valgkamp…

Julen bliver lang for os tre i år. Vi har pyntet vores første juletræ fra Kragelund, og Valdemar synes, at de røde glaskugler er særdeles spændende. Vi tager til Bukkerup d.19. december og bliver der weekenden over, hvor vi bl.a. skal holde julefrokost for de fra gymnasiekliken, som er hjemme. Julefrokostens tema er bestemt af Laura; dikke-dikke og “grøh-rø” med Valdemar og hans nye kammelegerat “Magnus”, som Lone og Christian langt om længe fik i hænderne d. 2 december. Den 22. tager vi så til Nørresundby, hvor vi skal fejre jul med min familie. 2. juledag bliver en stor dag for Valdemar, for da skal han døbes i Nørresundby Kirke, hvor jeg også selv er døbt 2. juledag 1971. Mine forældre har generøst tilbudt at lægge lokaler til dåbsmiddagen. Vi har kun inviteret Valdemars nærmeste familie, men bliver alligevel 23 til bords plus kammelegeraten Magnus og kusine Louise udover Valdemar selv.

Nytårsaften bliver en fortsættelse af vores tradition med Christian og Lone. I år specielt festlig for os alle, da Valdemar og Magnus skal deltage for første gang. Lone og jeg satser på at gemme os bag hver vores ammepude, når vi forholdsvis ædru skal lægge ører og nerver til Christians og Rasmus’ sædvanlige sing-along fortolkning af Simon and Garfunkels endnu udødelige “Bridge over Troubled Water” LP… Når vi så vågner 1. januar, er vi fulde af spænding og forhåbninger til, hvad 1998 vil bringe os af dejlige oplevelser sammen.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1998!

Kærlig hilsen