Skæring, julen 2000.
Kære familie og venner.
Året går på hæld, og det er blevet tid til endnu en epistel om de “enemærkske” meritter her i det østjyske. Vi trives stadig meget her i Århus’ opland, og selv om specielt jeg vægrer mig lidt ved det, begynder datoen, hvor vi måske må flytte teltpælene, at tone frem i tidshorisonten… Rasmus har 14 måneder tilbage af sit Ph.D. studium, og det er ikke godt at vide, hvor han ender i landet. Rasmus trives med arbejdet, men han (og hans to vejleder-kumpaner) ville vist gerne have, at døgnet havde godt og vel 30 timer!
I forbindelse med studiet var Rasmus i Dortmund i 2 måneder i foråret. Det var en meget anderledes tid for os alle 4 – vi syntes alle, at tiden sneglede sig af sted. Valdemar er en tænksom og følsom dreng, der midtvejs savnede Rasmus rigtigt meget, men de havde nogle gode lange telefonsamtaler. På mange måder var det rart at kunne love Valdemar, at når far kom hjem, så skulle han ikke af sted igen. Rasmus talte også til Vitus i telefon et par gange om ugen, og vi tror, den indsats var medvirkende til, at også Vitus på 10 måneder gav Rasmus en overvældende velkomst, da kom hjem. Vi fik hurtigt familielivet bragt på skinner igen, og det er frygteligt dejligt, at udlandsophold af den karakter nu kan lægges bag os!
Jeg læser i øjeblikket til eksamen i det sidste fag på matematik, så forhåbentligt kan jeg lægge de gule bygninger bag mig efter d. 5. januar. Jeg var i august måned ude i “det virkelige liv” på Århus Købmandsskole, hvor jeg havde et 3 ugers intensivt matematik-kursus for nye studerende. Det var en virkelig stor tilfredsstillelse for mig at prøve kræfter med rollen som underviser, og jeg havde det som en fisk i vandet. Det at undervise og jeg som underviser var, nøjagtigt som jeg havde gået og forestillet mig. Da det var slut, gik jeg bare rundt med en fornemmelse af, at nu kunne det kun gå for langsomt med at blive færdiguddannet!
Og hvornår er jeg så det??? Til januar starter jeg for alvor med mit speciale, og når det er skrevet, er jeg færdig… Min disposition er godkendt, så det venter stort set bare på at skrive sig selv – hmm… Jeg har SU til og med maj, så der er en optimal deadline deromkring. Til september håber jeg at blive optaget på pædagogikum, og jeg har i den forbindelse indledt en tæppebombning af undervisningsministeriet for at forhøre mig om alle mulige kedelige og diskutable vilkår, som jeg ikke vil trætte nogen med her.
Valdemar og Vitus er et par meget veltilpasse og glade brødre, der sætter stor pris på hinanden, livet, mad og søvn… De nåede at være i vuggestuen sammen i ½ år, inden Valdemar i oktober startede i børnehave. Nu tager det så lidt længere tid at hente og bringe, men det er egentligt også meget hyggeligt, og jeg nyder i hvert fald at bruge noget tid på deres dagligdags omgivelser. Jeg har af og til forsøgt mig med at hente dem tidligt for at vi rigtigt kan hygge os herhjemme, men de har det begge to sådan, at hvis der er for mange børn tilbage, så er de ikke til at drive derfra… De er simpelthen så bange for at gå glip af noget – hvor mon de har det fra?
Valdemar er en rigtig livsnyder – utroligt mageligt anlagt er han. Han tænker meget over tingene, og han elsker at synge. Vi slæber “dagens sang” eller “dagens cd” frem og tilbage mellem bil, under- og overetage. Han elsker også Vitus over alt på jorden, og han er så sød til at lege med ham og finde på lege og udskejelser, som Vitus også kan være med til. Det passer meget fint, at Valdemar er en rolig dreng i den forbindelse, for guderne skal vide, at det er Vitus ikke! Vitus er intet mindre end verdens største efteraber og medløber. Så med hensyn til hvad de (tror de) kan motorisk set og det påkrævede mod til at udføre det, passer de suverænt sammen som legekammerater. Vitus har fået oprettet sit første klippekort til skadestuen – et flækket øjenbryn er det foreløbigt blevet til. Til Rasmus’ store glæde og stolthed er det i højre øjenbryn og derfor magen til det han selv har.
Vitus er jo blevet 1½ år her i december, og det er derfor allerede lang tid siden, at Akademisk Kor Århus’ cd med Povl Dissing blev indspillet. Men det bliver jo jul hvert år, så vi besluttede at arrangere en række koncerter med Povl igen i år. Vi har allerede sunget i Fredericia og Silkeborg og synger d. 17. i Odder og Århus. Vi er meget glade for samarbejdet med ham, og tilsyneladende går glæden begge veje. Derudover har vi 3 egne koncerter i december, så vi er spændt ret hårdt for i år. I sommer havde jeg den store fornøjelse at være i Ungarn med koret i 12 dage. Vi deltog i en stor korkonkurrence, som vi i øvrigt vandt. Det var en usædvanlig dejlig tur, og det var også en stor oplevelse at tale i telefon med Valdemar et par gange. I koret er jeg genindtrådt i bestyrelsen og nyder meget “ikke at gå glip af noget”… Vi planlægger i øjeblikket næste års konkurrencetur til Italien i august – men jeg skal sandsynligvis på Århus Købmandsskole igen, så jeg må desværre igen sende koret af sted uden mig.
Rasmus derimod kappede båndene til rugbyklubben, da han rejste til Tyskland. Hans erfaringer med bestyrelsesarbejdet der har været meget blandede. Blandt mange af de udenlandske spillere var der en udbredt manglende forståelse for den danske foreningstradition, og det gjorde på mange områder arbejdet tungt – meget tungt. Desværre tog det også spilleglæden fra ham, så nu er hans fysiske aktivitet begrænset til de daglige cykelture til universitetet. Eller rettere næsten daglige – han har lappet utallige huller i dækkene dette efterår sammen med drengene.
D. 23. drager vi til Bukkerup, hvor vi holder juleaften i år. 1. juledag sender vi drengene med mormor og morfar til Nørresundby, og så skal de rigtigt more sig til omkring nytår, mens mor læser. Nytåret fejrer vi som sædvanligt med Christian og Lone. I år i Vojens med lille Oskar som ny deltager. Nytårsdagene får Valdemar og Vitus lov til at tilbringe hos farmor og farfar, mens jeg forhåbentligt får de sidste matematiske sætninger banket på plads til spørgetimer m.v.
Vi ønsker alle en god jul og et lykkebringende 2001.
Kærlig hilsen Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.