Juleepistler

Skæring, julen 1999.

Kære alle.

Det er nu blevet tid til den 3. juleepistel fra familien Juel Enemærke…

1999 startede for os på en gang kaotisk og behageligt. Kaotisk fordi jeg læste til eksamen på højtryk i to matematikkurser sammen med Søren, hvor vi nærmest på skift boede hos hinanden i tide og utide. Det havde Valdemar noget svært ved at finde ud af, men han er da overlevet… Behageligt fordi vi kort tid inde i januar fik besked om, at Rasmus havde fået sit Ph.D. stipendium. Det første år finansieret af fakultetet og de sidste to af midler udefra universitetets mure. Vi var meget lettede over at vide, at vi nu kan blive boende i Skæring i hvert fald i 3 år endnu, og det er da endog meget sandsynligt, at jeg også kan blive kandidat, inden vi engang skal herfra…..

Efter endt eksamenslæsning startede mit forårssemester så med forberedelse til den afsluttende musikhistorieeksamen, som jeg havde fået flyttet til slutningen af maj i stedet for juni – af hensyn til den voksende mave. Merete og jeg var efter lodtrækning blandt vore emner til eksamen i Åh Abe!-børnemusikken. Vi holdt en tilfredsstillende forelæsning og havde begge en god oplevelse af at arbejde med stoffet og hinanden. Lykkeligvis for mig er denne børnemusikalske niche også mit specialeemne, hvorfor jeg så småt allerede anser mig selv som værende godt i gang med specialet. På matematik var forårets eneste aktivitet at være medhjælper på en udstilling om fysik og musik på Steno Museet.

Rasmus arbejdede på livet løs i laboratoriet i løbet af foråret – og et par artikler er det da også blevet til fra ham og de to vejledere, Kim og Troels. De er også blevet citeret flere gange siden, så de er havnet i den rigtige halvdel, som de selv siger. Desværre for de amerikanere, der har citeret artiklen, er der nu udbrudt “åben forskerkrig”, idet amerikanerne for det første ikke har fulgt de uskrevne etiske forskningsregler og for det andet tager grusomt fejl! Altså set fra århusianernes synspunkt….. Det korte af det lange er, at Rasmus og en medstuderende arbejder i noget nær døgndrift her op mod jul for at de kan få den næste artikel i trykken i dette årtusinde.

Valdemars forår gik med at nyde vuggestuen og blive bedre til alting – specielt at tale og at efterabe. Således kunne man det meste af foråret på vores telefonsvarer høre ham sige forskellige dyrelyde. Han forstod selvfølgeligt ikke, hvad der var på vej i mors mave, men han syntes, at det var skægt at ringe “ding dong lillebror” på mors navle, der vendte udad. Resultatet af det var, at han sagde “brorlille sove”, da Vitus endelig kom ud.

For ud det kom han! Vi må jo nok sige, at hvis der er en enkeltstående begivenhed i 1999, vi vil huske på, så er det, da Vitus blev født i lyskrydset Grenåvej/Viengevej hin morgen i juni! Vi tænker på det, hver gang vi kører forbi, og Valdemar kan så småt begynde at kende krydset: “Vitus’ kryds”. Alt gik jo godt, og jordemødrene har bedt os overveje hjemmefødsel næste gang… Vitus har gudskelov sat farten en hel del ned siden – han sover og spiser og tager tingene, som de kommer.

Sommeren gik endnu engang med at besøge velvillige forældre i sommerhuse – i år hele 5 uger i det dejlige sommervejr. Vi tror, at den totale udeblivelse af jalousi mellem brødrene kan tilskrives denne vidunderlige ferie, hvor der hele tiden var en eller anden som man kunne få opmærksomhed fra. Da vi kom tilbage til hverdagen, var Vitus 2 måneder, og så havde han jo nærmest altid været her… I august fik vi også nye naboer, Anne og Anne. Pigerne sætter vi uendelig stor pris på – vi har bl.a. madklub hver mandag på skift hos hinanden (den startede som en Robinson-klub…). Babyalarmens signal går meget fint gennem væggen! Anne har netop d. 15. december født deres lille datter, Kirstine, så dels kommer der en fin legekammerat til Vitus og Valdemar, og dels kan vi i foråret få gengældt nogle af alle de barnepigetjenester, vi har gjort brug af, siden de flyttede ind!

Valdemar foretog nogle kvantespring, der ville noget, sommeren over. Det startede med farverne og gik over tal til at synge. Han har brugt efteråret til at blive bedre til det hele og har som noget nyt kastet sig over bogstaver og ord. Med mormorens velsignelse har han fået lavet nogle ordkort, som han engang imellem går og hygger sig med.

Vitus ligner på alle områder sin storebror og tager den stadig med ro. Bevares – han kan da holde hovedet selv, og han kan da trille rundt, men det er da overhovedet ikke hver dag, at han lige gider! Tilsyneladende har han lidt mere temperament end Valdemar havde som baby, men det er nok bare fordi at der var et æg med ved skabelsen denne gang?

Rasmus’ efterår har som allerede nævnt været hektisk med artikelskrivning. Desuden har han været instruktor og har selv fulgt et par småkurser, som han netop har fået godkendt. Han skal aflevere sit Del A-projekt d. 14. januar og til eksamen 4. februar, så den travle studietilværelse, han har ført de sidste par måneder, er langt fra slut.

Mit efterår er gået alt for hurtigt! Jeg fungerer som familiens ankermand og tager en stor del af tørnen med at aflevere og hente og alt det andet… En arbejdsdag i studiesammenhæng er derfor ikke særligt lang, men jeg hænger i så godt jeg kan og har hovedet sprængfyldt af ideer og løse ender. Vitus kan først få plads i Valdemars vuggestue til sommer, så jeg får først vejledning til september. Det synes jeg, der er meget længe til! Men jeg knokler stille og roligt videre, og så må jeg jo tage ind på musik og spørge en venlig sjæl om et godt råd, hvis det kniber…

Jeg (og for tiden også Vitus) synger stadig med stort velbehag i Akademisk Kor Århus. Jeg måtte med tårer løbende ned ad kinderne vinke farvel til koret, da de i august drog på rejse til Italien uden mig (og Vitus), men der har heldigvis været en anden stor begivenhed på korfronten. Vi indspillede i maj og juni måned vores 3. cd “Der er noget i luften…”, som er en dejlig jule-cd med Povl Dissing som solist på 8 sange. Jeg blev godt nok syg, da kortingene skulle indspilles, men da Dissing-sangene skulle i kassen var jeg rask og klar. Desværre var det nøjagtigt den dag, Vitus besluttede sig for at føde sig selv, så jeg gik glip af det hele! Heldigvis var der dog en intro til Glade Jul, der skulle tages om, så til en korprøve i september lykkedes det mig at deltage i indsyngningen af de 4 takter. Ved samme lejlighed fik jeg lov til at lægge en toptone på slutakkorden i Julen har bragt velsignet bud, så jeg er faktisk med på hele 2 numre på cd’en!!! Vi har netop holdt 3 koncerter for ca. 1000 mennesker med tilfredsstillende succes og meget flotte anmeldelser, og cd’en har på 1 måned solgt ca. 2500 eksemplarer, så vi er meget stolte.

Vi skal holde jul i Nørresundby med mine forældre som de ældste. Det bliver helt underligt for første gang at skulle deltage i en juleaften uden nogle “olde-bedster”, men vi ser formentlig dem alle i løbet af julen alligevel. Rasmus må desværre tilbage på sin pind mellem jul og nytår, så jeg tager alene til Bukkerup med drengene og slapper af. Nytårsaften skal vi holde hjemme. Vores traditionsrige nytårsaften med Christian, Lone og Magnus bliver i år udvidet med indtil flere årtusindeskifts-husvilde stakler. Anne, Anne og Kirstine skal deltage i festlighederne, og Lones søster har på eget ansvar fået adgangspas, selvom hun ikke har børn. Vi tænker på at gå ned til vandet og have første parket til alle de dyre raketter inde på feddet, hvis vejret (og ungerne) er til det.

Til foråret skal Vitus og Valdemar vokse og lege, jeg skal forsøge at skrive speciale og Rasmus skal 2-3 måneder til Dortmund for at studere nye målemetoder. Han tager formentligt afsted ca. 1. marts, så alle er meget velkomne i Skæring i foråret såvel for en enkelt aften som kok eller på weekend for at aflaste og opmuntre os alle 3!!!

Glædelig jul til jer alle og et godt 2000!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1998.

Kære alle.

Rasmus og jeg forsøger at få vores ide fra sidste år til at udvikle sig til en ægte juletradition, så derfor kommer her den 2. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1998 startede stille og roligt, og vi nød meget at være flyttet halvvejs på landet og fandt ud af at være familie. Allerede i midten af januar startede jeg med undervisning igen, og fra februar var jeg på fuldt studieprogram. Måske lyder det voldsomt, men med min sædvanlige sans for planlægning havde jeg fundet 3 kurser på matematik, hvor der ikke var eksamen, men blev givet point for aktiv deltagelse suppleret med et foredrag. Det passede jo helt perfekt med et lille barn. På musik havde jeg et seminar om 60’ernes modernisme (Nørholm, Nørgaard m.fl.) og klaver- og sangundervisning. Klaver- og sangundervisningen fyldte meget lidt på skemaet og en del i forberedelse, men det kunne jeg jo klare hjemme i Skæring. Valdemar var med til seminarundervisningen og har i sit unge liv derfor været udsat for adskillige mærkelige kompositioner for fx båthorn & cello og mindst lige så mange mærkelige lyde fra mors strubehoved… Men han tog det hele imponerende roligt – mangen medstuderende har udtrykt undren over, at han bare lå og lyttede til al den mærkelige musik!

Rasmus arbejdede på sit speciale i løbet af foråret. Når jeg havde timer på matematik, passede han Valdemar herhjemme og læste og skrev, som det nu var muligt. Sidste år skrev jeg, at Rasmus mente, at han kunne blive færdig omkring sin fødselsdag, men foråret gik nu alligevel hurtigt… Til gengæld havde han så muligheden for at gå herhjemme og nyde at være far en del tid – det er den store fordel ved at være studerende med barn! Som Rasmus selv sagde, så ved man jo aldrig, hvad han laver og hvor (!?), når den næste kommer… Starten af juni var meget hektisk for os. Rasmus havde oprindeligt regnet med at aflevere 2. juni, men det blev udsat et par gange, og jeg havde sang- og klaver-eksaminer d. 2. og 4. juni, så der var tryk på nerverne for os begge i de dage. Heldigvis er vi jo udstyret med verdens nemmeste barn, så det hele gik endda.

Specialet blev udskrevet og afleveret d. 10. juni. Torsten og jeg læste op til flere gange korrektur på det – hold da op, hvor jeg burde vide noget om samarium og elektrokemiske hastighedskonstanter nu, men det gik nu mest op i kommatering og generelle formuleringer… Til Rasmus’ speciale-forelæsning, hvor familien var rigt præsenteret, forstod vi således ikke ret meget nogen af os… Else genkendte dog noget snak om magnesium – det spiser hun nemlig hver aften… Helle mente, at hun forstod noget om Substral, men det var nu substrat, Rasmus talte om…

Sommeren gik med at besøge velvillige forældre i hus og sommerhuse – vi var væk i en lille måned, og der gik et par dage herhjemme, inden Valdemar var blevet helt fortrolig med sin tremmeseng igen.

Valdemar startede i vuggestue i august – og på femtedagen var han forkølet! Det udviklede sig til 2-3 ugers hosten og opkastninger, men til gengæld har han ikke fejlet noget siden. Han elsker at være i vuggestuen og er i det hele taget en meget glad, tilfreds og harmonisk stor dreng. Det eneste, der kan vælte ham af pinden er mistanken om, at noget mad skulle gå hans næse forbi!! Han er en bogorm uden sidestykke og kan “snakke” ørerne af os, når først han går i gang. Han er en værre lille efterligner, og det kan specielt faren få en masse skæg og ballade ud af…

Rasmus blev i august ansat som forskningsassistent på universitetet, så han har hele efteråret arbejdet i forlængelse af sit speciale – men nu får han løn for det… Det synes han er skægt. Stillingen løber til 1. januar, så vi er meget spændte på, hvad der så skal ske. Han har en Ph.D. ansøgning liggende på fakultetet i øjeblikket, og vi håber at få svar på den inden jul. Der er i øjeblikket ca. 40 arbejdsløse kemikere i Århus, så det ville være rart med 3 års ydeligere studier, så jeg også kan blive færdig i nærheden af studiemiljøet…

Jeg har skrevet nogle opgaver i musikhistorie og fulgt to kurser på matematik her i efteråret. Jeg bliver med en god portion held færdig med matematikken i januar og skal arbejde med to store musikhistoriske emner i foråret. Det ene er russisk kortradition og det andet børne(-rock-)musikkultur. I maj måned skal jeg så til eksamen i det ene emne efter lodtrækning. Egentligt plejer denne eksamen at ligge omkring Skt. Hans, men jeg har fået dispensation til at få det overstået, inden jeg skal føde “verdens nemmeste barn nr. 2” i juni… Til den tid mangler jeg så kun at skrive speciale, og da det bliver i direkte forlængelse af emnet om børnemusikken, vil jeg jo i praksis egentligt allerede være lidt i gang… Så går jeg videre med det, når jeg gider, men det bliver næppe før årsskiftet. Det var fint at fortsætte studierne, da Valdemar var 4 måneder, men der er stadig meget arbejde med Valdemar til efteråret, og med 2 småbørn er det jo nok urealistisk at kunne gøre det på den måde igen.

Rasmus bruger stadig meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr har stadig adresse hos os, men det er nu mere kasserer-tjansen, som Rasmus bruger sin tid på. På skrivebordet ligger der som oftest læssevis af bilag og beskeder, der lige skal ses på. På banen går det godt og derudad! Klubben fik sølvmedaljer i DM, men i efteråret har det været lidt svært at følge op på succesen. Klubben ligger således i øjeblikket næstsidst med kun 3 point. Der er noget at rette op på i forårets kampe.

Jeg synger stadig med stort velbehag i mit kor, som i foråret tog navneskift fra Jysk Akademisk Ungdomskor til Akademisk Kor Århus. Vi bliver jo alle ældre, og vi var ved at være godt trætte af at se arrangementer og bevillinger smutte lige for næsen af os, fordi “Ungdomskor” ikke signalerer den kvalitet, som vi står for. Vi arbejder i øjeblikket på et meget spændende projekt, der skal munde ud i en jule-CD med Povl Dissing som solist. Den skal indspilles i april og juni og bliver således klar til julehandlen 1999. Vi har for et par uger siden indspillet en demo-CD på 4 numre med ham, og det lyder bare skidegodt!!! Efter at have hørt Povl Dissing synge Glade Jul, kan der ikke være meget tilbage i livet at opnå… Som Povl Dissing selv så smukt udtrykte det efter at have hørt demoen: “Julen bliver aldrig det samme i det nye årtusinde…”

Vi skal holde jul og nytår på Fyn. Juleaften kommer Lyø, Georg og Else til Bukkerup, og mellem jul og nytår kommer min mor og far derned et par dage. Jeg skal læse til eksamen, så det er bare fint, at Valdemars opmærksomhed kan afledes med alle 4 bedsteforældre på en gang – det har han aldrig prøvet før på den måde! Nytårsaften skal vi holde i Odense hos Christian, Lone og kammelegeraten Magnus, som også lige er blevet 1 år, så det bliver sikkert en hektisk aften – det var det i hvert fald sidste år! 1. januar efterlader vi så Valdemar på aleneferie hos farmor og farfar, så jeg kan læse herhjemme i fred, indtil skolerne begynder igen, og Valdemar bliver returneret.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1999!

Kærlig hilsen

Skæring, julen 1997.

Kære alle.

Igennem et par år, har Rasmus og jeg talt om, at skrive julekort til familie og venner. Sidste år blev vi enige om, at i år ville vi starte. Da vi i mellemtiden er gået hen og er blevet en lille familie, synes vi nu, at det virkeligt er på tide at få startet en sådan tradition! Som sagt så gjort: dette er altså 1. juleepistel fra den lille familien Enemærke…

1997 startede med den for os meget glædelige nyhed, at vi ventede barn! Vi havde også besluttet os for at gifte os, og den planlagte dato i juli besluttede vi os for at bibeholde, selv om, jeg ville være 7 fulde måneder henne i graviditeten på det tidspunkt. Vores udgangspunkt blev, at festen måtte blive, hvad jeg kunne holde til.

Efter en hektisk eksamens-januar tog vi på bryllupsrejse på forskud – skiferie i Valloire med gammel sne og højt humør! Der var lige den detalje, at bussen kørte fra Musikhuset klokken 940, og at min matematikeksamen først var slut klokken 1300. Det blev klaret med nerverne uden på tøjet, en VW Golf GTI venligst stillet til rådighed af Jens Madsen, Simon som frisk chauffør og Jette til at bestyre madpakkerne. Busjagten gik ind, og jeg kunne hoppe ind i den rigtige bus syd for Hamburg klokken ca. 1530. Det blev en rigtig god bryllupsrejse!

Forårssemesteret var travlt for os begge. Rasmus arbejdede i laboratoriet på sine specialeforsøg, men resultaterne viste sig at komme langsommere end håbet på, så han er endnu ikke blevet cand. scient. (Men han er ikke løbet tør for SU, så der er tid at løbe på endnu.) Mit forår var præget at, at jeg gerne ville have nogle eksaminer i hus, inden jeg skulle indlede en karriere som mor – specielt på mit sidefag matematik! Det lykkedes, men specielt eksamensmåneden juni var en rigtig hård tid for mig.

Juli måned blev fuldstændigt slugt op af det store bryllup! Først med alle forberedelserne, der tog dejligt lang tid. Dernæst med selve bryllupsdagen, som for altid vil være en uforglemmelig dag for os! Vi mener (i al beskedenhed) selv, at vi bevarede overblikket og havde styr på arrangementet. I hvert fald fik vi lige nøjagtigt den dag ud af det, som vi havde håbet på – og det ikke mindst med families og venners hjælp på den ene og anden måde. Bruden med barnet holdt til ikke mindst sin egen store tilfredshed ud til den lyse morgen, så vi var trætte, glade og meget lykkelige, da vi kørte fra forsamlingshuset tidligt søndag. Vi er meget stolte over at have et sådant netværk at trække på i en sådan situation. Det betyder også meget for os, at rammerne var, som de var. Vi føler os meget priviligerede og forkælede over, at det var muligt at invitere over 100 mennesker til fest i haven i Bukkerup, og at Helle og Torsten ville lægge hus og have til overnatning af gæster. Vi var ikke færre end 43 overnattende og endnu flere til morgenkaffe i løbet af formiddagen om søndagen…

Hvedebrødsdagene gik med at tage til 2 bryllupper… Min fætter Christian blev gift med Dorte ugen efter os, og Rasmus’ fætter Kasper med Tine ugen efter igen. 3 sommerbryllupper i træk var festligt – og varmt! – og vi promenerede til alle tre fester i brudetøjet, hvilket var meget praktisk, da min mave trods alt var noget større end under normale omstændigheder…

September måned gik med at forberede forældreskabet… Barnevognen blev bestilt o.s.v., og vi fik talt en masse ting igennem, som vi ikke havde taget os tid til i løbet af foråret. Den 24. september kom så verdens for os 8. vidunder ud for nattens lys efter en for os alle meget udramatisk og oplevelsesrig fødsel. Valdemar blev født i vand og var fra starten stor, dejlig og Enemærke. Familien Enemærkes mandlige gener er således i Valdemar kommet kraftigt til udtryk…

Midt i oktober flyttede hele den lille familie. Det var i skolernes efterårsferie, så vi blev endnu engang forkælet af vores lærerforældre, som pænt stillede op på bestilt klokkeslet… Desuden var der en del gode stærke venner, som smøgede ærmerne op for den gode sag. Vi er faldet rigtigt godt til herude i Skæring i mellemtingen mellem by og land, og Rasmus har på sin til lejligheden nye cykel hver dag kørt 12 km til universitetet og tilbage igen. Arbejdet med specialet skrider langsomt, men sikkert fremad. I øjeblikket er laboratorierne under ombygning, så Rasmus skal i hele januar sidde herhjemme og skrive. Det bliver smadderhyggeligt for os alle tre… Forhåbentligt resulterer alle resulaterne og intentionerne i en kandidatfest i løbet af foråret – efter Rasmus’ eget gæt omkring hans fødselsdag…

Rasmus bruger også meget tid og energi på rugby. Klubbens importfirma af rugbyudstyr bestyres af Rasmus, og han sender stribevis af faxer og bestillinger til England. Mange gange har han ringet hjem fra universitetet for at høre, om posten har afleveret en pakke. Stor er derfor spændingen, når leverancen skal pakkes ud og undersøges. På banen går det godt og derudad! Rasmus er i klubben af sine medspillere blevet kåret til Årets Spiller – ikke mindst fordi han ifølge træneren går til den på banen “med hjertet på det rette sted”.

Valdemar og jeg nyder de gode gåture i naturen og hinanden, og den lille arving bliver større og større for hver dag. Han vokser alt for hurtigt ud af sit pæne tøj, men det er dejligt at se, hvor fint han trives og pludrer. På sin 10 ugers fødselsdag d. 3. december sagde den unge herre således sit første ord: “RØV”… Jeg var alene hjemme med ham, så Rasmus mener, at det betyder “MOR”(?!) Ellers er det lyden “GUUH”, der er det helt store hit for tiden, og livet er i det hele taget een lang glad fest for Valdemar. Han er nem, nem og nem og sover og leger livet i gang. Måtte det fortsætte for ham igennem hele livet!

Jeg trives både med at være mor og med at være Rikke. Det er lykkedes for mig at fortsætte med at synge en del. Tre tirsdage om måneden synger jeg til plejehjemsgudstjenester, og hver torsdag øver jeg med Jysk Akademisk Ungdomskor. Valdemar er med i liften og har taget al virakken fantastisk. Der er masser af hjælpsomme oppassere til os begge, så det har været helt perfekt. Vi håber, at det fortsætter, men ellers finder vi sikkert en fornuftig ordning på det også.

Mine studier står lidt stille for tiden… Jeg spiller noget klaver ind imellem, og jeg har to skriftlige musikhistorie-opgaver, der venter på at skrive sig selv… Til februar melder mit søde studenterliv sig på banen igen. Hvis alt går op i en højere enhed skal jeg have 12 skematimer i forårssemesteret, men nu får vi se, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. Pasningsgaranti var ikke et stort emne i den kommunale valgkamp…

Julen bliver lang for os tre i år. Vi har pyntet vores første juletræ fra Kragelund, og Valdemar synes, at de røde glaskugler er særdeles spændende. Vi tager til Bukkerup d.19. december og bliver der weekenden over, hvor vi bl.a. skal holde julefrokost for de fra gymnasiekliken, som er hjemme. Julefrokostens tema er bestemt af Laura; dikke-dikke og “grøh-rø” med Valdemar og hans nye kammelegerat “Magnus”, som Lone og Christian langt om længe fik i hænderne d. 2 december. Den 22. tager vi så til Nørresundby, hvor vi skal fejre jul med min familie. 2. juledag bliver en stor dag for Valdemar, for da skal han døbes i Nørresundby Kirke, hvor jeg også selv er døbt 2. juledag 1971. Mine forældre har generøst tilbudt at lægge lokaler til dåbsmiddagen. Vi har kun inviteret Valdemars nærmeste familie, men bliver alligevel 23 til bords plus kammelegeraten Magnus og kusine Louise udover Valdemar selv.

Nytårsaften bliver en fortsættelse af vores tradition med Christian og Lone. I år specielt festlig for os alle, da Valdemar og Magnus skal deltage for første gang. Lone og jeg satser på at gemme os bag hver vores ammepude, når vi forholdsvis ædru skal lægge ører og nerver til Christians og Rasmus’ sædvanlige sing-along fortolkning af Simon and Garfunkels endnu udødelige “Bridge over Troubled Water” LP… Når vi så vågner 1. januar, er vi fulde af spænding og forhåbninger til, hvad 1998 vil bringe os af dejlige oplevelser sammen.

Dette var ordene – glædelig jul til jer alle og et godt 1998!

Kærlig hilsen