Ørredbækgaard, julen 2010
Kære familie og venner
Den globale nedkøling i Danmark er så smuk her i skoven, og den sidste måneds tid er sneen blevet flittigt brugt af ungerne. Sidste lange vinter gjorde, at båringgenserne fandt frem til vores seje kælkebakke, og der har også i år været besøg af kammerater med kælke på flyvehoppene derovre. Ilden arbejder hårdt i vores flotte nye brændeovn med glasruder i siden, og alle 4 unger sidder/ligger i sofaen med spil på diverse medier. Vi nyder den tidlige ferie i år, selv om det sikkert bliver en hård start igen lige efter nytår. Julegaverne ligger i skabet og skal pakkes ind senere i dag – det er ikke alle netbutikker, der sørger for det. Hannibals klasse sælger gavemærker for Red Barnet, så det er bare med at komme i gang. I morgen står der pakning på programmet til juleferien i Nordjylland fra i morgen aften. Vi har store planer om at se ”Min søsters børn vælter Nordjylland” i biografen og selvfølgelig en zoo-tur med julegudstjeneste på savannen d. 24. Rasmus kommer med toget efter fyraften d. 23.
2010 var hos os kendetegnet ved især 3 ting: FESTER, skolelukningsdebat og overrevet akillessene. Helt fra begyndelsen af året væltede posten invitationer ind ad brevsprækken – 18 fester blev det til, og der var kun en enkelt 40 års fødselsdag, vi måtte melde afbud til pga. skiferie. Et under, at ingen af dem faldt sammen, men dejligt at være med til alt fra barnedåb, konfirmationer, bryllupper, 40, 50, 90 års fødselsdage, kobberbryllupper og sommerfester i almindelighed. Ungerne blev trænede i at være alene hjemme – også med overnatning uden os. På den front er vi kommet over the hill. Størst i erindringen står naturligvis Valdemars konfirmation og vores egen mere eller mindre spontane kobberbryllupsfest i januar med grill-pizzaer i lange baner til en masse lokale familier.
17. marts brød skolelukningsdebatten ud i lys lue. Vist nok som det første sted i landet – og Middelfart Kommune beslutter tidligst noget d. 7. februar, så det er vist nok også den længste proces i landet. Det ser ud til, at vi har reddet Båring Skole, men det har også kostet et antal mandetimer, der er utællelige. Både Rasmus og jeg kastede os ind i kampen som hhv. lokaludvalgsformand og stifter og formand for en støtteforening, der arbejder i retningen af en friskole, og vi har trukket store veksler på ungernes storsind. De forstår (stort set) godt, hvorfor det er vigtigt måned efter måned at sidde til byrådsmøderne o.l. Et af højdepunkterne var utvivlsomt, da Aftenshowet inviterede os til København i september, hvor vi og en naboskole stort set fik hele sendefladen. Som nytiltrådt skolebestyrelsesformand var jeg talsmand for Bevar Båring Skole, der deltog med ca. 45 elever og 15 forældre. En måned efter var jeg i Aftenshowet på ny for at medvirke i et opfølgende indslag. Det kan være, det kommer bag på mange, men direkte tv for ca. 600000 seere gav uro i maven og følelsen af et stort ansvar på skuldrene!! Det er ikke til at vide, hvad der har gjort udslaget, for politikerne har ikke villet indgå i dialog med os – hvis vi skal på den igen om 1 eller 3 år, er der derfor ikke rigtigt så mange konkrete erfaringer at bygge videre på, desværre. Vi har lært meget om det kommunale selvstyre, men kalde det kommunalt demokrati, kan vi ikke hver dag – det er en underlig form for pseudodemokrati at sende noget i høring, når man så ikke vil indgå i en dialog. Gad vide, hvem der læser høringssvarene?
På Christianes fødselsdag var Rasmus nystartet på Asperup Angels – multisport for byens mænd. Jeg var lige færdig med oprydning efter børnefødselsdag for ca. 30, da Rasmus ringede og skulle på skadestuen. Akillessenen var overrevet, men blev heldigvis opereret efter kun ca. 3 timer. Min fødselsdag startede derfor i venteværelset med efterfølgende besked om, at Rasmus ikke kunne køre bil i min. 6 uger. Det meste af min fødselsdag tilbragte jeg derfor med ikke at kunne overskue ret meget, og det er et faktum, at en familie af vores størrelse, med vores aktivitetsniveau, adresse og pendlerarbejdspladser IKKE kan drives med kun 1 kørekort! Det var RØRENDE, hvor mange der var klar til at yde praktisk hjælp. TAK for mad både leveret og på besøg rundt omkring – det var uvurderligt! TAK for hjælp til kørsel af unger og til tider os voksne, og ikke mindst TAK for mange gode snakke især i de første dage, hvor jeg var lidt pylret… Rasmus’ hæl heler uproblematisk, han har fundet genoptræningsøvelser på nettet og arbejder målrettet mod at kunne stå på ski i uge 4 – det ser ud til at lykkes.
De 3 nævnte hovedoverskrifter for 2010 betød også, at ukrudtet trivedes i køkkenhaven, og at der både ude og inde er sket temmelig lidt i løbet af året – et par nye reoler, der har sat sko og legoklodser i et nyt system er vist det eneste, det er blevet til… Endelig har antallet af weekender blokeret af fester og Bevar Båring Skole betydet, at vi ikke har haft så mange besøg her som sædvanligt, men vi har så til gengæld været sammen med en masse mennesker i mange andre sammenhænge. Vi kommer stærkt igen!
Christiane (6) går nu i 0A og trives som en fisk i vandet. Vi startede det nye år med at indrette et pigehjørne på legeværelset, hvor hun kunne have sine ting for sig selv og lidt afskærmet fra drengene lege med veninderne. Det betyder meget for Christiane, og det har også gjort det rarere at have veninderne med herhjemme. På reposen har Christiane fået ejerskab over den ene computer, der er indrettet med et billede fra skolestarten som skrivebordsbaggrund og Pixeline-spil i stribevis lige klar til brug. Men hun er jo ikke 4. barn for ingenting, så alle de pædagogiske læringsspil (og mor) kan rende og hoppe, når storebror lærer en om y8.com. Alle mulige pigespil med påklædningsdukker o.l. er et hit! I marts måned sagde vi farvel til børnehaven og goddag til tidlig SFO. Christiane syntes, det var sejt at starte ”i skole”, men hun vidste også godt, at det først var til august, det var rigtig skole og insisterede på at blive fulgt ind hver morgen. Skolestarten i august var skøn – ikke mindst fordi GUDINDEN Wijnie havde sørget for, at Christiane skulle sidde ved siden af Emma. Tryggere skolestart kunne ikke findes for Christiane, som har god støtte i de ældre brødre, når de går ind på skolen sammen om morgenen. Christiane og Hannibal svømmer stadig – vi har en kørselsordning med 9 børn og 5 swimmums, der ud fra et særligt logistisk skema (og en del sms’er, når der er ændringer) gør, at Strib ikke er helt så langt væk, som det ellers kunne være. Christiane går også til musik og gymnastik/dans, og så elsker hun legeaftaler og de ugentlige ture på skolebiblioteket og har så godt som knækket læsekoden.
Hannibal (7) hygger sig i 2A og er begyndt at gå til trommer. Hans lærer hedder Allan, men Hannibal til mellemnavn, så der er et særligt bond mellem dem ifølge Hannibal. Vores gamle lilletromme fra instrumentkassen har fået nye skind, og Rasmus har lavet en træpedal, der kan gøre det ud for en stortromme. Hannibal troede længe, at han får et trommesæt i julegave, men det er vist gået op for ham, at han ikke skal forvente det… Hannibal er jævnligt sammen med sin gode klassekammerat Karl Emil, som, hver gang de er hos os, spiller på flyglet over stok og sten. Vi håber, at de vil aftage klaveret, der er overflødigt i kontoret, og hvem ved, om der så kan blive plads til et trommesæt derinde… Der er i hvert fald meget, der tyder på, at den unge mand har flair for det med rytmer udfoldet i kropslige/motoriske systemer. Hannibal går desuden til springgymnastik, er med i ovennævnte svømmekørsel og går til musik og rytmik. Hannibal elsker sin Nintendo og at råbe af de store brødre… Ikke så lidt teatralsk til tider, så det er normal praksis, at han får besked på at tie stille, inden et forhør af brødrene indledes. Det kan være svært at være nr. 3, og derfor er det i hvert fald godt for Hannibal, at der er 2 års skolegangs forskel ned til Christiane, så han får lidt plads til at være sig selv der.
Vitus (11) har fået styr på sit aktivitetsniveau og er blevet dygtig til at mærke efter, hvornår han har brug for at hvile og restituere. Han har et aktivt liv i skole og fritid og et meget tilbagelænet liv resten af døgnet herhjemme… Han går til springgymnastik og er hjælpetræner på et hold for yngre gymnaster – han har lige lært at tage imod, når de andre springer derudaf. Han spiller trompet, og han har købt en ny trompet, som Sinne kommer med til jul – hun har haft en kollega til at prøvespille den for at sige god for den. Vitus GLÆDER sig til et ordentligt instrument, der ikke er utæt og urent, så vi har alle forhåbninger om, at hans trompetspil tager fart – han har spillet i 1½ år nu og har et stort potentiale på den front. Han har tit trompeten med i skole – så er det skoleband, så et særligt SFO-band og senest en sang i et teaterstykke i skolen, han skulle spille til. I sommerferien købte Vitus og Valdemar deres egne bærbare computere, og så sad de der… Kort efter sommerferien fik Vitus briller, og det er utroligt, så kort tid der går, inden man tænker, at sådan har det altid været. Hvis jeg møder ham i sneen på skolen, hvor han har taget brillerne af, er han jo næsten ikke til at kende igen!Vitus bliver også lang og stor – han har vist nok overhalet tante Tove, og han har i hvert fald jævnligt vokseværk her og der. Der er ikke så mange, der bemærker det, fordi storebror stikker højere op, men der sker også noget med Vitus!
Valdemar (13) er den yngste og den største i 8B. Jeg har længe joket med, at vi sendte ham for tidligt i skole, så jeg kunne være højere end ham på konfirmationsbillederne. Og sådan gik det, men KUN fordi jeg fik mig placeret strategisk på græsplænen, for allerede i februar overhalede han mine 172 cm. Nu runder han de 180, så der er sket noget det seneste år. Skostørrelsen er 46 – det er skønt at være teenager! Årets højdepunkt var ubestrideligt konfirmationen d. 30/4 og fest på gymnasiet d. 1. maj. Alle sejl var sat til – det er trods den eneste kirkelige højtid, man har helt for sig selv; barnedåb og begravelse er for de pårørende, mens evt. bryllup skal deles med en anden. Det blev et brag af en fest, og til vores store overraskelse og glæde nød Valdemar den megen opmærksomhed og glæde, der strømmede imod ham fra alle sider. Det gav især ro i maven i forhold til, at der nu kun er 8 måneder til, Kerteminde Efterskole skal nyde vores store dreng i dagligdagen. Valdemar spiller nu både klaver og kirkeorgel og elsker at lære nyt. Han var på Science Camp på Danfoss Universe i efterårsferien og medvirkede i et par indslag i TV-Avis og radio. Han mener selv, at der skal være reprise i sommerferien (og at Vitus skal med).Endelig er Valdemar den i familien, der utvivlsomt er i bedst kondition – han cykler ca. 17 km om dagen til og fra skole + det løse til fodbold og musik. Han er derfor ikke helt tilfreds med, at vi har dikteret buskørsel i snetiderne – friheden på den flotte konfirmationscykel går tabt i det vejr.
Rasmus kører nu igen glad hver dag på arbejde på PRIDANA A/S i Hedensted – de mange uger med delvis hjemmearbejdsplads og afhængighed af chauffører, der skulle i hans retning, er ovre. Legepladsen i byen har fået en Supernova for ca. en måned siden, og legeredskaberne til fase 2 er netop bestilt og bliver sat op, når frosten og jorden tillader det – hurtigt i det nye år, forhåbentligt. Lokaludvalget klør på med større og mindre sager, og også der har skoledebatten fyldt meget hen over sommer og efterår. BAMOK har hyret Rasmus Nøhr til forårets koncert d. 1. april – kendere vil kunne forstå, at Rasmus NØRD glæder sig til sin fødselsdag i år… Asperup Angels kunne have været et givende bekendtskab for den ikke helt unge krop, men kroppen bliver jo ikke yngre, og englene mangler sikkert forstærkning fra næste efterår også. Så må Rasmus komme stærkt igen – altså uden uheld – er planen.
Jeg nåede lige i foråret at have ca. 3 ugers ro til at tænke over, hvor jeg skulle kaste min energi ind efter de 7 år som formand for børnehavens forældrebestyrelse. At der var skolebestyrelsesvalg, og der ikke var nok på listen, samtidig med at skolen var lukningstruet, og vi har 4 børn, der skal igennem systemet, var nok til, at jeg meldte mig under fanerne, så nu hænger jeg fast der i foreløbigt 4 år. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med det egentlige arbejde i skolebestyrelsen – vi har stort set ikke lavet andet end høringssvar hele efteråret, men vi har en plan for emner på forårets møder, så det bliver spændende. Jeg er med i alle 4 forældreråd – i Vitus klasse har vi været medarrangører af skolefesten, i Christianes klasse har vi haft et julearrangement, og Valdemars klasse var med på Gasværket og se Come Together – en fuldstændig fantastisk forestilling, som 8B tog GODT imod – de fik en på opleveren! På gymnasiet er jeg for første år, mens jeg har været ansat der, ikke med i noget udvalg. Det er svært for mig ikke at mene noget og blande mig, men jeg prøver, så godt jeg kan.
Årets skiferie går for første gang sydpå til Wagrain i Østrig – der har jeg lært at stå på ski som ung og har været der en del gange i 80’erne. Siden da er trækliftene afskaffet, og rygterne vil vide, at alle stolelifter er med sædevarme. Vi skal bo lige ud til pisten ned til Flying Mozart gondolliften. Skiskolen har dansktalende skilærere, og der er samme afstand at køre, som vi plejer at køre nordpå. Det bliver spændende at se, hvordan ungerne tager imod alperne. Vi skal bo i to nabolejligheder med familien Svenstrup fra Herlev, og hvis det er ligeså godt, som det ser ud til på nettet, må vi være hurtige til at booke en større lejlighed til året efter.
Glædelig jul til jer alle og et godt 2011! Vi håber at se rigtigt mange af jer her og hos jer!
Christiane, Hannibal, Vitus, Valdemar, Rasmus og Rikke.